tirsdag den 23. april 2019

Tretten typer, der ikke skal være dine børns mor

Jeg har skrevet et forsinket påskeæg til dig, der er en ung mand, som gerne vil stifte familie. Det kan også være gavnligt for lidt ældre kvinder, der ikke kan finde en mand. Find en kop kaffe og spænd dig selv fast i kontorstolen, for dette mit nok længste indlæg nogensinde er, hvad man på smart SoMe-sprog kalder et long read.

Det er nemlig ikke let at finde den rigtige kvinde. Det har du nok opdaget, men hvis du ønsker et familieliv uden det store drama, er du måske ikke opmærksom på de vigtigste ting, du skal undgå i en kvinde. Ønsker du, at dit familieliv skal være præget af hysteri, splittelse og bølgetop efter bølgedal, er det din egen sag ... og så alligevel ikke. Går din familie i stykker, så går dine børn i stykker, og de vil gentage dine fejl og skabe problemer for sig selv og alle andre med gråd og tænders gnidsel til følge.

Hvis din familie ikke skal gå i stykker, skal du undgå skadede kvinder. Desværre er skadede kvinder i overtal. Det skyldes feministerne, som har været dygtige til at indoktrinere kvinder til, at de skal have så meget sex som muligt så tidligt som muligt. Medierne og samfundet har hjulpet til, og det er derfor, vi nu har en generation med overvægt af skadede kvinder, der i deres desperate slut-30'ere er afhængig af statens hjælp til både inseminering og efterfølgende forsørgelse af afkom, fordi deres løse livsstil har ødelagt dem så meget, at de hverken kan finde eller leve sammen med en mand.

Feminismen har bildt disse kvinder ind, at de er lykkeligst i deres pseudokarrierer som offentlige mellemledere uden reelt ansvar, og at de er stærke, selvom de kun kan opretholde deres tilværelse gennem hjælp fra en masse mænds skatteindbetalinger. Jeg behøver ikke at kigge længere end til min egen bekendtskabskreds af enlige kvinder, der i tyverne kneppede lange rækker af badboys, som selvfølgelig dumpede dem sekundet efter udløsningen. Disse sørgelige skæbner er nu ude af stand til at finde en mand, der gider dem, fordi de er udslidte, bitre og deprimerede og i øvrigt har herpes i udbrud på kønsorganerne. Det eneste, de kan se frem til er, at eftervirkningerne af HPV'en tager livet af dem, inden alle i verden, som gider dem, er forsvundet. Og forældre dør tidligere, end man tror.

Rigtig mange vil kalde dette indlæg for reaktionært, forældet og mandschauvinistisk. Måske har de ingen modargumenter eller ved inderst inde, jeg har ret, og kalder det for hadefuldt. Jeg kan kun konstatere, at sandheden gør modbydeligt ondt, når den rammer plet, og dette indlæg indeholder den skinbarlige sandhed om, hvordan du opnår glæde i et familieliv, og jeg har på ingen måde tænkt mig at holde noget tilbage på bekostning af din fremtidige lykke bare for at please nogle af feministerne eller deres ofre.

Nogle vil påstå, du er bange for den selvstændige og moderne kvinde. Det er både forkert og rigtigt. Forkert, fordi du ikke skal være bange for en selvstændig kvinde. Tværtimod. Du skal heller ikke være bange for den moderne, feministisk funderede kvinde. Du skal derimod være bange for at stifte familie med sidstnævnte. Skrækslagen, faktisk. Tro på din mavefornemmelse, som helt sikkert siger fra over for deres værdier. På et tidspunkt, gerne i fyrrene, opdager kvinderne som regel selv de løgne, som feminismen har fodret dem, men da er det for sent, og de vil kun have bitterheden tilbage.

Husk nu, at nedenstående regler kun gælder for mænd, der ønsker et stabilt familieliv. Er du selvdestruktiv eller ønsker du et følelsesmæssigt kaotisk eller barnløst forhold, hvor I ikke laver andet end at besøge progressivt dyrere cafeer, hvor du over uendelige glas hvidvin skal sidde og lytte til hendes brok over, at hendes roman blev afvist af Gyldendal (ingen ringere ville jo være god nok), så kan du roligt lukke øjnene og springe resten af indlægget over, mens du venter på, at hendes hypergamiske natur driver hende i retning af en bedre mand.

"Så! Stop nu med din bitterhed og fortæl os nu, hvad vi skal undgå for at få et godt liv," klynker du og kaster dig på knæ og udråber mig til top lobster. Okay, her er listen. Jeg gennemgår punkterne i detaljer efterfølgende. Reglerne er simple. Du skal ikke stifte familie med kvinder, der:

  • er fede.
  • er tatoverede.
  • er enlige mødre.
  • er fraskilte.
  • har været i mange forhold.
  • har været i useriøse forhold.
  • ikke har en uddannelse.
  • har gæld.
  • har daddy issues.
  • insisterer på, at du skal tage barsel.
  • tror på den perfekte kærlighed.
  • interesserer sig for det alternative.
  • er polyamorøse.

Et billede siger mere end tusind ord, så her er et billede med de tretten listepunkter. Tro for guds skyld ikke, du kan lave en god omelet med disse æg!

Fede kvinder


Jeg taler ikke om kvinder, der har 5-7 kg for meget på sidebenene, for alle mænd, der ikke er idioter, kan godt lide lidt polstrede former. Jeg taler om decideret fede kvinder. Fedme afslører problemer med selvkontrol. Tænk skumfidustest. Sådan bogstaveligt, faktisk. Disse kvinder vil sandsynligvis også falde ind under andre punkter, da fedmen blot er et symptom på dybere problemer. Du kan dog roligt antage, at fede kvinder er røvdovne, og at du kommer til at lave det meste af arbejdet i forholdet, da hun hellere vil spise trøfler og se serier end passe jeres hjem og børn.

Tatoverede kvinder


Tatoverede kvinder udgør egentlig en slags tværgående kategori, idet blækpletterne er meget synlige symptomer på underliggende problemer. I bund og grund afslører hver tatovering en brist i kvinden, da tatoveringer er manifestationer af smerte. Selv hvis hun siger, hun fik dem, fordi de "er flotte", så lyver hun. Kvinders kroppe er smukke i sig selv og behøver ikke permanent pynt. Tatoverede kvinder har sandsynligvis haft en eller anden form for misbrug eller været i voldelige forhold eller har daddy issues med borderline til følge. Samtidig er hun så talentløs og ideforladt, at hun kun kan finde ud af at udtrykke sine følelser ved at lade andre printe symboler for dem ind i sin hud. Avoid.

Enlige mødre


Regel nummer ét i parforhold: Andre mænds børn giver dig problemer, så hold dig langt væk. Selv hvis faderen er død eller hun er selvvalgt singlemor, vil det give dig problemer - især hvis I selv får børn. Blandede familier - det som ofte kaldes "dine, mine og vores børn" - er praktisk talt grundlagt på problemer. Jalousien og det evindelige problem med autoritet vil dukke op. Du får nemlig ikke lov til at bestemme en skid over hendes børn, netop fordi det er hendes. Heller ikke selvom du betaler for alting. Det slutter ikke engang, når de flytter hjemmefra, for kvinder kan ikke opdrage børn alene. Drengene bliver kriminelle og pigerne får daddy issues. Glem det. Det fungerer ikke.

Fraskilte kvinder.


En kvinde, der lader sig skille, prioriterer sine egne behov over børnene. Det ønsker du ikke. Tro mig. Når lorten rammer luftfriskeren - og tro mig det gør det i alle børnefamilier - så ønsker du ikke en kvinde, som sætter sig selv først og tager den nemme udvej. Gjorde hun det mod sin tidligere mand, gør hun det også mod dig, når tingene bliver tunge nok. Har hun børn, er det endnu værre ... se evt. punktet med enlige mødre.

Kvinder, der har været i mange forhold


Hvis du finder en kvinde, der har været i mange forhold, finder du en skadet kvinde. For det første afslører det en overfladiskhed, som du ikke ønsker i en familiemæssig sammenhæng. For det andet har hun elendig dømmekraft og er naiv. Desuden prioriterer hun sig selv. Selvom denne slags kvinder er gift for et stabilt forhold, så er de intet i forhold til ...

Kvinder, der har været i useriøse forhold


Kald det, hvad du vil. Engangsknald, bonusvenner og bollevenner. Sugarbabes hører også under denne kategori. Uanset, har de løse forhold efterladt kvinden skadet. Kvinden ønsker nærhed af sine seksuelle relationer, og da hun i sagens natur ikke har opnået sit ønske, har hun fået ar på sjælen, uagtet at hun sikkert selv påstår, at hun har været lykkelig og fri og har "nydt livet". Det har hun ikke. Ej heller skal du tro på den politiske korrekte løgn om, at hendes fortid ingen betydning har, for det har den. Det handler mere om hendes skade end om de mange smørrede grin, du ser på fremmede mænds ansigter, når I går tur hånd i hånd. Hold dig langt, langt væk. Der er stor sandsynlighed for, at hun vil være dig utro, når hun kommer til at kede sig, hvilket hun helt sikkert kommer til. Selv, hvis jeg tager fejl - og det gør jeg ikke - vil du stå med en kølig kvinde. Og du ønsker ikke en kølig kvinde som mor til dine børn.

Uuddannede kvinder


Jeg er ligeglad med, hvilken uddannelse det drejer sig om. Hun skal bare have vist vilje til at forsørge sig selv. Ellers står du med en kone, der har været vant til at forældrene - sikkert især far - betaler og ordner alting og gæt selv, hvem der kommer til at overtage dén rolle.

Forgældede kvinder


Du når sikkert slet ikke til dette punkt, for din potentielle kone faldt nok også for det første punkt, den fede ko. Forbrugsgæld er den værste af slagsen, men andre former for gæld kan også afsløre dejlige karaktertræk såsom impulsivitet, manglende behovsudsættelse og bare god gammeldags elendig dømmekraft.

Kvinder med daddy issues


Denne type er i sandhed en kategori for sig. De er resultatet af en svigtende, fraværende eller misbrugende far. Kvinderne har sandsynligvis en brist i personligheden, såsom en borderline personlighedsforstyrrelse. Flygt langt, langt væk. De har problemer med relationer til mænd, så du kan kalde dem for en slags specialister i forliste forhold. At leve med dem er som at være passager i en ung arabers BMW i myldretiden. Heldigvis er de nok sorteret fra gennem flere af de ovenstående, mere synlige advarselslamper. Stofmisbrug, pangfarvet hår, piercinger og tatoveringer på især hænder, hals eller ansigt er et sikkert tegn. Måske har de endda tatoveret diagnosen på sig. Jeps, de findes. Gå udenom.

Kvinder, der insisterer på, du skal tage barsel


Egentlig behøver du ikke bekymre dig så meget om denne type kvinde. Langt de fleste mødre ønsker selv at tage barslen, når de har oplevet den ultimative orgasme ved at føde et barn. Feministerne har dog bildt dem ind, at det er vigtigt, at faderen skal tage barslen, fordi ligestilling. Vær især bekymret for disse kvinder, hvis de er højt uddannede med ubrugelige magistergrader. I så fald kan de næppe bidrage med andet end netop at tage barsel, hvorved din del blot vil give dem fritid til at sidde og snakke med deres bitre veninder på den nærmeste cafe og konspirere med dem om, hvordan de kan være dig utro, fordi du er så usexet en betahan.

Kvinder, der tror på den perfekte kærlighed


Det perfekte forhold findes ikke. Den evige forelskelse findes ikke. De, der påstår det, lyver. Hvorfor tror du, filmene med din foretrukne smørhårsdreng slutter, netop når de forelskede er blevet gift? Et forhold er hårdt, næsten ubærligt en gang imellem ... selv med en kvinde, der ikke er skadet. Alle kvinder oplever deres følelser som fakta, og det er kilden til al konflikt med dig og din maskuline tankegang, som er rationel og logisk og derfor rigtig. Men kvinder, der tror på Ridderen på den Hvide Hest, vil aldrig kunne gå dig i møde og indgå kompromiser, og du skal derfor sortere hende fra. Heldigvis når hun nok at sortere dig fra først, og vær endelig ikke ked af det, når det sker. Hun møder sin Nemesis i form af de kolde, golde, ensomme fyrre.

Kvinder, der interesserer sig for det alternative


Det alternative er ikke andet end en skraldespand af ideer, der ingen påviselig effekt har. Kvinder, der hopper på det alternative, har sluppet al rationalitet og er tippet helt over til at forlade sig udelukkende på følelser, og de er derfor komplet umulige at diskutere med og stole på. Kvinders medfødte tendens til at stole på følelser gør, at de alternative kvinder ikke er så synlige, og måske finder du dem harmløse. Her er et tip til at forstå faren: Tænk på en mand, der tror på det alternative, og som måske endda er en slags behandler. Uanset, at vi ved, at han naturligvis bare forsøger at komme i trusserne på naive kvinder, ville du så nogensinde indgå i nogen form for juridisk bindende aftale med sådan en person? Nej, vel?

Polyamorøse kvinder


Kvinder, der påstår, de kan elske mange på samme tid eller som siger, de forelsker sig i personer og ikke køn, er ikke interesserede i at bide til bolle familiemæssigt. De vil have frit valg på alle hylder, men familielivet handler om at begrænse sig selv inden for veldefinerede rammer. Til gengæld for afsavn får man sunde og hele mennesker og trygge børn. Kvinder, der ikke kan begrænse sig, er derfor helt uinteressante i familieforhold.

Nu har vi gennemgået alle punkterne og jeg ved, at du sidder tilbage med en følelse af granatchok. Ovenstående sandheder står nemlig i direkte kontrast med det gængse narrativ i vores uddannelser, medier og kultur. Børn opdrages til at tro på og roses endda for at udleve feministiske værdier. Desværre for dem, har jeg ret. Se selv på skilsmissestatistikken. Og selvom skilsmisser sikkert skaber kortvarig lykke hos forældrene, så smadrer de børnene totalt. Og smadrede børn er kilden til al fremtidig ulykke og ondskab, med mindre du er så heldig, at de blot bortfører og skærer hovedet af en pony. Jeg er ked af at have haft det forbandede job at fortælle jer, at de gamle dyder er langt, langt bedre for alle involverede.

Kan du slet ikke finde en kvinde uden for min liste - og ja, det er ufatteligt svært, nu når feministerne har decimeret bestanden - så er det at foretrække at forblive barnløs og enlig. Selv hvis du er ensom, vil et længerevarende parforhold med en af ovenstående kvinder i det store hele bringe såvel økonomiske som følelsesmæssige katastrofer. Uanset hvor sølle, dit liv er, er det bedre end et liv med en skadet kvinde. Tro mig. Savner du sex, så gå til en prostitueret, køb et kæledyr eller rejs til Thailand eller sats på en perlerække af korte forhold med skadede kvinder. Bare du bruger beskyttelse. Please. Vil du ikke nok? Ingen gider nemlig jeres afkom. Du gider ikke. Hun gider ikke. Vi gider ikke. Ingen gider. Ingen. Og slet ikke deres kommende partnere.

onsdag den 3. april 2019

Sygt fedt

Jeg spekulerer på, om nogen har bemærket, at det ofte er er usunde personer, der "har behov for tidlig pension", og at det er deres egen skyld, at de ikke kan arbejde mere?

Socialdemokratiet vil indføre en ret til tidlig pension. En ret. Med andre ord skal man uden objektiv vurdering have ret til at sige: "Nu har jeg gjort nok, og derfor træder jeg tilbage og lader stærkere kræfter komme til," som Mette F. sådan cirka udtrykte det i sin håbløst og utroligt nok sub-Thorning'ske indsats mod Lars L. i deres første rap-battle inden det kommende folketingsvalg.

Enhver, der kender bare lidt til den menneskelige natur ved, at sådan en ret bliver ubegribeligt dyr for samfundet. Alle ved, at hvis noget trækker bare lidt mere end arbejdet, f.eks. at spille golf eller at udtrykke sine længsler i erotiske akvareller, så vil langt de fleste gribe muligheden for at lave det, de finder sjovest. Det ved Socialdemokratiet udmærket, og derfor vil de klogeligt på ingen måde konkretisere, hvem der kan gå tidligt på pension, for reelt bliver det stort set ingen. Det hele er et bluff for at vinde magten med nasserstemmer, ligesom Thornings tolv minutter.

Nå, men i en eller anden nyhedsudsendelse så man en potentielt opslidt social- og sundhedsassistent, som ikke kunne løfte sin højre arm uden at få ondt. Ingen bemærkede tilsyneladende, at det vel knap midaldrende kvindemenneske var sygt fed. Hendes højre overarm havde ni kilo dødvægt i form af slasket mormor-masse daskende under sig. Såh ... kunne det tænkes, at kvinden har problemer med at arbejde, fordi hun er fed? Fordi hun ikke kan styre indtaget af kager? Kan det være en mulighed, vi kan bringe på banen, selv i vores postfaktuelle samfund, som vi døber det, når jordnære mennesker påpeger det elementære uden at være korrigeret af marxistiske ph. d.-afhandlinger?

Jeg er ked af at være den, der træder på elefanten i rummet, men især social- og sundhedsassistenter er jo sygt fede?! Alle, jeg kender i det job, er grotesk overvægtige. Alle på nær én. Alle! For guds skyld, selv deres fagforeningsformænd er sygt fede rundetrunter! Sig mig, er det et ansættelseskrav, at man højst kan løbe syv en halv meter? Kan det undre nogen, at de ikke kan holde til et arbejdsliv? Og skal det virkelig være alle andres problem, at de ikke kan styre sig?

Jeps, jeg ved, at jeg med et populært krænkelsesbegreb "fat-shamer", men ved du hvad? Måske er det meningen, at du skal føle skam, når du bliver sygt fed? Det er i hvert fald, hvad de fleste overvægtige selv føler, så jeg kan ikke helt følge, at skammen stammer fra mig, når jeg påpeger det indlysende: Nemlig, at nogen er ved at blive for tykke, og måske skulle de lige skamme sig lidt, inden de kræver, at alle andre skal betale for, at de kan gå rundt og fortsætte med at skubbe kager i kæften.

Hvis man er sygt fed, er det jo et symptom på, at et eller andet er galt, så måske skulle man prøve på at fikse det i stedet for at spise videre. Og jo, som i alt andet er der undtagelser. Umiddelbart kan jeg komme i tanke om f.eks. Master Fatman, hvis overvægt og positive væsen hang sammen. Desværre blev han kun 53 år. Guderne må vide hvorfor. Det er altid de gode, der ryger først. Tykmesteren var undtagelsen, der afliver myten om, at fede mennesker er glade.

Nu er det ikke fordi, jeg ikke anerkender, at man kan blive nedslidt - selv som tykbasse - men hvad er der galt med invalidepension, der eufemistisk blev omdøbt til førtidspension ... bortset fra, naturligvis, at den blev hijacket af luddovne personer, så de kan tage på camping, nøjagtig ligesom efterlønnen blev og retten til tidlig pension vil blive: Ressourcestærke personer, der påstår at være syge, vil møve sig foran de virkeligt svage i køen til kagefadet.

I stedet for at kaste løftet om offentlig support ind i folks livshistorier som en anden stor, fed deus ex machina, hvad så med, at folk tager ansvar for sig selv og sørger for at forberede sig på det, fremtiden sandsynligvis vil bringe, såsom en tackling bagfra af en sindssygt galoperende diabetes 2? Øhm, lad mig se, nej, desværre, en glukosebaseret nedslidning af spiserøret giver ikke adgang til dine mere tilbageholdende kollegaers likvide midler.


Jeg er ved at være træt af, at det personlige ansvar eroderes til fordel for det feminiserede og offergørende overbeskytteri. Der er ingen tvivl om, at nogen vil fare i flæsket på mig, fordi jeg vover at påstå, at folk selv har ansvar for deres liv. Uanset, så ændrer det ikke ved, at du ved at stemme på de røde får lige så stor chance for tidlig pension som for at vinde i Lotto. I tilgift får du et fattigere og mindre konkurrencedygtigt samfund, som får endnu sværere ved at få dig passet, når dit fedt har lænket dig til sygesengen og en harmonika med påhængsmotor trækker vejret for dig. For hvem gider egentlig tage sig af dig, når de i stedet kan bruge formiddagene på at producere papmaché-skamstøtter over det onde højreliberale samfund, hvor folk kun tænker på sig selv?

mandag den 1. april 2019

Introducing: Breitbart Bitter Blog

Det lykkedes mig endelig at lave en aprilsnar, ingen hoppede på:

Jeg kan med stolthed i tastaturet annoncere, at Bitter Blog fra dags dato indgår et samarbejde med amerikanske Breitbart.

Breibart er et verdensomspændende alternativt, konservativt medie med hovedkontor i Los Angeles, Californien. Det viste sig for ikke ret lang tid siden, at en gruppe amerikanske internetbrugere har fulgt med på Bitter Blog, som de har læst gennem Google Translate. Flere af dem har delt mine indlæg på sociale medier og gennem mails, og efter sigende er flere ledende personer hos Breibart store fans af indlæggene.

Breitbart kontaktede mig, og vi fandt hurtigt fælles grund, idet begge parter var overraskede over, hvor godt vi egentlig passer sammen. Bogstavrimet med dobbelt B i både Breitbart og Bitter Blog gør os til et perfekt match. Dels på grund af dette sammenfald, dels på grund af Breitbarts hidtil manglende tilstedeværelse i Danmark og dels på grund af, at de gerne vil udnytte mit eksisterende brand, blev vi enige om at omdøbe Bitter Blog til Breibart Bitter Blog. Simpelt og mundret.

Logo og titel til det nye samarbejde, som pryder topbanneret her på bloggen fremover.

Gennem forhandlingerne har jeg selvfølgelig gjort Breitbart opmærksomme på mine mere kontroversielle indlæg såsom "Bastard Child" og "Free HPV vaccine", som jeg ærligt talt troede ville være en aftalebryder. I stedet blev de endnu mere ivrige, hvilket ultimativt førte til aftalen om vores officielle samarbejde, som jeg hermed annoncerer. Helt bogstaveligt lo de af, at jeg var blevet forfulgt af én fed feminist: "Oh, that's nothing. Wait till they find out you're part af Breitbart. Then you'll have five hundred fat chicks clogging up your phone in no time!". Og hvem kan sige nej til sådan et tilbud?

Breitbart elsker konceptet i Bitter Blog. En af de ledende redaktører skrev til mig: "That's just remarkable. Your wit and your ability to precisely dissect the left is incredible. I was laughing so hard at your "Free HPV-vaccine" article, especially the part: 'But money for a vaccine that can save your eternally copulating lap from the disease-induced corrosion, will you not find? Godfather is preserved, what became of personal responsibility in this country?' ... Holy cow, I mean, it's just dead-on! And that reference to the Mafia? Pure genius."

Jeg er utrolig glad for samarbejdet og ud over, at jeg nu har fået revitaliseret min entusiasme for Bitter Blog, så er jeg selvfølgelig også kommet på Breitbarts lønningsliste. Det motiverer med lidt mønt ... selvom socialisterne konstant påstår, det ikke passer (alt imens de sørger for at trække så mange som muligt ud af os for at uddele dem til deres egne vælgere). Ud over det økonomiske, får jeg nu også et større netværk til inspiration, og jeg vil jævnligt flyve til både London og Los Angeles for at møde og interviewe spændende personer til senere indlæg. Personligt drømmer jeg især om at møde og sparre med Ben Shapiro, Milo Yiannopoulos og Gavin McInnes.

Ellers skal du bare læse videre som hidtil, da formatet ikke ændrer sig. På sigt udfaser vi mit grimme, grønne logo, men det er også den eneste forskel ud over, at indlæggene for det meste vil blive udgivet på engelsk og på en under-url til www.breitbart.com, da ingen amerikanske netbrugere vil gå på et dansk domæne. Ingen. Men bare rolig ... Bob laver automatisk redirect.

So ... buckle up, c*nts, 'cause Bob's coming for ya!


         - Bob Glitter, editor at large, Breitbart Bitter Blog