mandag den 23. juli 2018

Guide til krimireportere

Bitter Blog præsenterer hermed sin guide til at skrive kriminaljournalistik i mainstream medierne, opbygget på baggrund af årelange studier af kunsten i at undgå ubekvemme sandheder.


mandag den 18. juni 2018

Kvindelige fodboldeksperter

Nu når TV kanalerne under det aktuelle fodbold-VM så åbenlyst politisk korrekt insisterer på at sætte en kvindelig fodboldekspert i studiet, så forstår jeg ikke, at de ikke lader dem fokusere på det, der virkelig interesserer de kvindelige seere ude i stuerne:

Vært: "Ulla, hvad skal vi specielt holde øje med i denne kamp?"

Ulla: "Trøjerne. Deres farve og design er et emne, der får mig til at sidde på kanten af sædet hver gang, spillerne træder ind på banen. Vil danskerne nu spille i rødt og hvidt eller kun én af farverne? Det kan godt forvirre seerne, hvis de kun spiller i én af farverne, men så må man huske på, at det er for at undgå farvesammenfald mellem de to hold. Det tror jeg, de fleste ville kunne forstå pinligheden i, hvis de relaterer det til f.eks. bryllupper og gaver til babyshowers."

Vært: "Hvad forudser du, at vi oplever inden udgangen af første halvleg?"

Ulla: "En masse løberi og håndhævelse af nogle fodboldagtige regler, jeg hverken kan forstå eller udtale navnet på. Fokus bør i stedet ligge på spillernes flotte frisurer, der sidder rigtig pænt her i starten, hvor sveden endnu ikke har fået ordentligt fat. Det gælder mest spillere her fra vores nordlige breddegrader, da de sydlandske spillere som regel har langt mere olie i håret, så de kan se slikkede ud i en hel kamp. Det er noget, de virkelig har styr på, og hvor vi som danskere halter gevaldigt bagefter."

Vært: "Hvilke tidspunkter værdsætter du mest under en kamp?"

Ulla: "Jamen, det er uden tvivl, når man fornemmer spændingerne mellem holdene helt ud gennem skærmen, selvom kampen foregår mange tusinder kilometer borte. Når man kan mærke, at der begynder at ske noget, når du kan fornemme det angribende holds pludselige optimisme. Det er lige præcis på det tidspunkt, jeg vil skifte kanal for at se, hvordan det går i min favorit vampyrserie eller begynde at bitche over nabokonens vasketøj, aftensmaden eller min mands fødder på stuebordet. Måske beslutter jeg mig for, at min baby skal i bad og begynder at skrige min mands navn som en vanvittig ude fra badeværelset. Det er virkelig en unik chance for disruption og at rykke op i spillet."

Vært: "Og på den anden side, hvilke tidspunkter ser du mindst frem til?"

Ulla: "Når kameramanden vælger at fokusere på en enkelt kvinde blandt tilskuerne. Hvorfor fanden valgte han lige hende? Hun er hverken særlig køn eller har sjovt tøj på? Hvorfor så lige hende? Er det på grund af hendes bryster? Det er typisk mænd. De vælger jo altid den mest skank-agtige. Hun interesserer sig garanteret ikke engang for spillet og vil bare ses på af en masse mænd."

Kvindelig fodboldfan i standard positur.

Vært: "Kan du sætte fingeren på én specifik detalje, som seerne bør bemærke?"

Ulla: "Når spillerne skifter trøjer efter kampen. Noget, de i øvrigt ikke altid gør. Hvorfor gør de ikke det? Det er da dejligt, så vi kan se nogle trænede overkroppe og en masse tatoveringer, som vi slet ikke havde forventet, at sådan nogle pæne mænd havde. Og hvorfor må de ikke hive op i trøjen, når de har scoret? Det er virkelig en åndssvag regel, der skræmmer mange potentielle seere fra spillet."

Vært: "Hvilken slutrunde med dansk deltagelse har været din favorit og er der noget, du håber vil gentage sig?"

Ulla: "Altså, når du spørger en gammel fodboldfan som mig om sådan noget, så tænker jeg med det samme på EM i 1984. Elkjær, selvfølgelig. Hans straffespark. Hvor han rev hul i buksebagen, og vi kunne se hans stramme baller, selvom fodboldspillere selvfølgelig ikke var så lækre dengang. Men det ville nok være at skyde over målet at håbe på en gentagelse af dén situation."

Vært: "Hvilken dansk spiller mener du, der er vigtigst i denne slutrunde?"

Ulla: "Altså der er jo ham den søde i forsvaret og den ansvarlige i målet. Uden dem ville vi slet ikke have et fungerende hold. Men når det kommer til stykket, ville jeg selvfølgelig villigt lade mig gennemkneppe af den vilde, uregerlige angriber. mens jeg stønner højere end nogensinde før. Ham med arret i ansigtet, de mange fængselsdomme, kokainmisbruget og det komplette fravær fra arbejdet med at opbygge de chancer hvis ultimative resultat han ender med at få al æren for."

torsdag den 17. maj 2018

Tjenerindens fantasi

Undertegnede er ligesom mange andre mænd blevet trukket igennem HBOs hitserie The Handmaid's Tale, der foregår i en fremtid, hvor de få tilbageværende frugtbare kvinder tvinges ind i slavelignende forhold for at producere nye eksemplarer af menneskearten til de onde magthavere.

Egentlig er der ikke så meget at sige om serien. Den er ganske udmærket og underholdende, og jeg udholdt da at se den, indtil følgende citat fra hovedrolleindehaver, Elizabeth Moss, dukkede op i mit nyhedsfeed: "I hate hearing that someone couldn't watch it [The Handmaid's Tale] because it was too scary," she says. "Not because I care about whether or not they watch my TV show; I don’t give a shit. But I’m like, 'Really? You don't have the balls to watch a TV show? This is happening in your real life. Wake up, people. Wake up.'"

Okay. Så det er dér, vi er? Elizabeth Moss, priviligeret og feteret skuespiller, der har haft en fri tilværelse, hvor hun kunne få succes med sine drømme, og som frit har kunnet vælge og fravælge ægtemænd, lever i virkeligheden i hvad der svarer til en nykristen verden, hvor statsudnævnte kommandører får lov til at voldtage frugtbare kvinder med henblik på at levere babyer til deres golde, kolde koner?

Eller er det måske bare os andre, den gemene pøbel, der lever sådan? Her i Danmark, hvor enhver kvinde kan få skudt sæd op i skrævet, så de kan producere deres helt eget drømmebarn, som, fra arrangeret undfangelse over tilskudsfyldt opvækst til de desperat faderløse, kriminelle teenageår, bliver finansieret gennem skat, opkrævet fra de single mænd, som de ikke gider engagere sig med? Tjah, for mig lyder det mere som The Handman's Tale.

Måske taler hun om USA? Fordi Trump, ikke? Fordi Trump snart udnævner den første kvinde nogensinde, Gina Haspel, til CIA-chef. Fordi Trump hyrede Kellyanne Conway, den første kvindelige kampagnechef som nogensinde har ledt en præsident til sin post. Og fordi Trump nominerede Lorna M. Mahlock som den første sorte, kvindelige brigadegeneral nogensinde.

Kunne der være en mulighed for, at Moss henviser til islam? Ha! Åh, bare ha! Det er der direkte nul chance for, selvom islam er det oplagte sted at kigge for at finde sand kvindeundertrykkelse. Nej, Moss er en del af den i amerikansk forstand liberale underholdningsscene og erklæret feminist og dermed i marxistisk forstand et offer ligesom muslimer er ofre, og derfor hverken kan eller vil hun slå ned ad den vej.

Måske skulle Elizabeth Moss kigge på, hvad Margaret Atwood, forfatter til bogen, som serien bygger på, har brugt som eksemplerkonkrete regimer, hun blev inspireret af: USSR (kommunisme), Cambodia (kommunisme), Rumænien (kommunisme) og Afghanistan (islam). For bogen handler om hvordan stigende magt bliver til undertrykkelse i stater, og hvordan man kunne forestille sig det samme ske i den vestlige verden. Hvis nu Moss kiggede på det, så kunne hun jo trække sit tilsyneladende eneste værktøj op af kassen til at spille chokeret (kigge langsomt side til side, mens hun blinker lige så langsomt med halvt lukkede øjne - udtrykket udgør cirka halvfems procent af hendes mimik i serien) og tænke lidt over, hvorfor hun så selv støtter en marxistisk og dermed totalitær ideologi som feminismen.

Loony feminister klæder sig ud som handmaidens for at protestere imod, at de ikke længere nødvendigvis har krav på et skattebetalt piskeris til deres ufødte børn. Jeps, analogien sidder lige i skabet ...

Og jo, serien kan tolkes på mange måder, og jo, Margaret Atwood har helt sikkert også haft noget feminisme i tankerne, men mon ikke det var den nogenlunde fornuftige feminisme, der koncentrerede sig om lige muligheder og ikke lige resultater med et fedt lag af identitetspolitik? Jeg orker ikke at gennemgå det, for det dræber serien, ligesom feminismen dræber forholdet mellem mænd og kvinder og i sidste ende friheden i sig selv, hvilket gør det helt åndssvagt at tro, at serien advokerer for den radikale feminisme, vi kender i dag, fordi serien således ville tale for det, den advarer imod.

"Hvordan kan serien være så populær?" råber du, fordi det at hæve stemmen er dit eneste argument. "Seerne må jo kunne relatere sig til det, og det er nok fordi, det sker i virkeligheden, ikke?" Jo, helt sikkert. Eller også kan seerne bare godt lide dystopier. Det er vel de færreste, der vil påstå, at The Walking Dead foregår i virkeligheden, selvom de hjernetomme masser godt kan lede tanken hen på vælgerne, der blindt lader socialdemokratiske katastrofer lede landet.

Så mon ikke serien er populær, fordi det er fin underholdning? Jeg kunne i hvert fald aldrig finde på at antyde, at populariteten skydes, at horder af single-, karriere- og husmødre slænger sig hjemme på chaiselongerne med hemmelige voldtægtsfantasier presset langt op under skørterne. Aldrig! Det ville jo være totalt vanvittigt.