onsdag den 2. november 2016

Clinton og Klovnen

Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at kommentere på det amerikanske præsidentvalg, da jeg ikke ved særlig meget om det, men hvis man følger bare en smule med i medierne, sociale som de traditionelt tvangsbetalte og tvangsfodrende, finder man hurtigt ud af, at viden ikke er nogen forudsætning for at tage del i debatten.

I går sad jeg som en anden foie gras gås i sofaen og så et tidligt aftenshow på DR, hvor to skuespillere fik lov at tale om satire i forbindelse med politikere. Meget aktuelt havde de valgt Donald Trump og Hillary Clinton, og jeg tunede ind, netop da Niels Olsen, som min mor syntes var sjov i begyndelsen af 90'erne, var i gang med at gøre sig munter på bekostning af Donald Trumps frisure. Han sad med et fjoget udtryk og havde taget en paryk omvendt på. LOLZ.

"Men hvad så med Hillary Clinton?" spurgte den squawlignende studievært, som i virkeligheden er inder, hvilket egentlig er helt utroligt skægt, og løftede dermed mit humør en smule: DR er sgu' alligevel fair, for nu når Niels Olsen fik lov at hamre på Trump, så får Vicki Berlin med den for kvinder så oxymorone beskæftigelse, komiker, nu lidt licensbetalt snor til at gøre grin med Clinton. "Prøv at lægge mærke til, hver gang Trump har sagt noget," sagde Berlin. "Så ryster Hillary sådan med skuldrene og smiler, lidt ligesom når man skal håndtere et uopdragent barn." "Ja, for han taler jo sig selv ned under gulvbrædderne," svarede Niels Olsen så og grinede, mens han plirrede med øjnene til studieværten. "Det er så langt ude."

Lad mig skære optrinnet ud i pap: Når DR skal gøre grin med Trump, så nedgør de ham personligt, og når de skal gøre grin med Clinton, nedgør de også Trump personligt. Hele forestillingen er symptomatisk for de danske mediers dækning af præsidentvalget: Alting er så kvalmende ensidet og tendentiøst, at jeg hellere vil dø af kræft end at høre mere af det.

Faktisk kunne jeg nærmest mærke den beroligende fornemmelse af metastaserende cancer, der nærmede sig fra både ører og øjne, da jeg kæmpede mig igennem et forherligende indslag om en mor og datter, der rejste til USA for at kæmpe for Clinton. Bland jer dog for helvede udenom, blanke kællinger. Jeg kunne lige forestille mig, hvis en flok texanere rejste til Danmark og gik rundt og stemte dørklokker for at få danskerne til at stemme på Liberal Alliance eller noget andet parti, som almindeligt idiotiske danskere fejlagtigt opfatter som et spejl af amerikanske partier. Jeg kan nærmest høre det selvretfærdige ramaskrig om udemokratiske metoder og amerikanske spioner fra statsmediernes uvildigt venstreorienterede eksperter.

Det værste af det hele er, at tomhovederne på skærmen med den største selvfølgelighed tillader sig at antage, at seerne er enige i, at Hillary Clinton er den bedste kandidat, og at Donald Trump bare er dum. Propagandaen spredes med fortrolighed, ikke arrogance, og det er dét, der i virkeligheden er det mest skræmmende: Selvfølgelig er du enig. Vi er sammen om at være enige, siger de fra skærmen, mens de med et indforstået blik lægger en klam arm om dine skuldre.

Denne kollektive uvidenhed forklædt som konfidens er udtryk for en ulækker flokmentalitet, hvor sympatierklæringer til fordel for Clinton er en gratis handling med indbygget god fornemmelse: Du ved, at de andre griner med dig, ikke af dig. Du ved, at de andre er enige med dig og ikke i opposition, og du ved at du er klog og de andre dumme, og heldigvis bakker statsmedierne følelsen op med at afspille klippet med en tandløs hillbilly, der knap har trukket sig ud af sin yndlingsso, før han omtaler Trump som "my kinda man", inden hvert eneste af deres skamklippede fragmenter af Trumps taler.

"Men Trump er da en forfærdelig mand. Prøv bare at høre, hvad han har sagt om kvinder." Åh ja. Kvinder. De kan altid finde sig selv i offerrollen, ikke? Hør lige her: Det er jo bare lummer snak. Alle mænd har sagt noget lignende i et omklædningsrum. Alle. Og dem, der siger, de ikke har, som for eksempel Niels Olsen, enten 1) lyver, 2) er aldrig sammen med mænd alene, eller 3) vover ikke at prale om det, fordi de udøver det i virkeligheden på virkelige kvinder.

Vi fra kloakken ved nok, hvem der har de flotteste balloner.
Modstanden mod Trump og alle andre republikanske kandidater siden vi valgte at glemme, at Demokraterne lå i ske med Ku Klux Klan, er forståelig nok, når vi ser gennem europæiske øjne. Hvorfor vil de dumme amerikanere have ret til våben? Det behøver vi jo ikke. Hvorfor vil de dumme amerikanere ikke have et offentligt sundhedssystem? Sådan et har vi jo. Dumme, dumme, tykke amerikanere. Det er hysterisk grotesk, hvor ringe vi europæere er i stand til at sætte os i andres sted og forstå deres situation, betragtet hvor tolerante, vi anser os selv for at være.

Hvorfor skulle USA ikke gå i samme retning som os her i Europa? Det går jo så godt. Herhjemme har den multikulturelle agenda bare i løbet af den seneste uge givet os Swingerklub Tullebølle og beretningen fra Aabenraa om en syrisk mor og hendes børn, hvis liv endte så kummerligt. Tonsvis af terroristfrø er spredt og spiret op over hele kontinentet, og samme, åbenlyst tåbelige, beviseligt fejlslagne globalisme ønsker Hillary for USA. What's not to love?

Trump har det politisk ukorrekte mål at beskytte sin nation. Han gider ikke længere betale til NATO for at beskytte en flok forkælede europæere, der for det første ikke selv gider betale og for det andet sviner USA til ved enhver lejlighed. Han vil arbejde for, at islamister ikke får fodfæste i Guds Eget Land. Det er en vej væk fra Europa, men det er på ingen måde en forkert vej. Det er en sikring af et af de sidste, velfungerende kontinenter.

Det taler mod Trump, at han ligesom Clinton står for korporatisme, altså at han går ind for et tæt samarbejde mellem stat og typisk store virksomheder, således at sidstnævnte til begges økonomiske fordel bliver favoriseret gennem regulering. Big banking. Big business. Det kender vi også herhjemme, hver gang befolkningen stemmer nej til EU, og de store virksomheder hyler, fordi de lige har brugt sidste års overskud på at smøre nogle EU-bureaukrater for at skubbe lovgivningen i retning af egne interesser.

I det mindste står Trump ved sin korporatisme i såvel ord som gerning. Det gør Clinton ikke, og heri ligger den helt afgørende forskel på de to kandidater. Clinton er overflade, pænhed og rigtighed - en amerikansk udgave af Helle Thorning-Schmidt, der påtager sig ethvert poleret budskab, blot det bidrager til karrierens gode fortælling. Trump er ærlighed og ligefremhed. Sidstnævnte er ikke altid kønt, for virkeligheden er ikke altid køn. Men hvis etablissementet ikke snart forholder sig til den, så står den vestlige verdens velstand, fremgang og fremtid for fald.

Vågn op, USA, du Europas ansvarlige afkom, og gå foran og fix problemerne for de gamle, ligesom I altid gør. 

5 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg har nydt dine blogs i mange år, synes de er fremragende,du burde dømmes til at skrive mindst 2 gange om ugen.
venlig hilsen Shumway

Anonym sagde ...

Enig!

Pinot sagde ...

Tak Bob. Tæt på lige mine ord.

Søren Ferling sagde ...

Gode iagttagelser - især det med den foruddiskonterede og indforståede enighed - omklamrende og kvælende og jo egentlig også vældig undertrykkende og i visse sammenhænge truende.

Attituden genkendes fra andre kollektiver samlet om en religiøs totalitær tankekonstruktion.

Anonym sagde ...

Tja, nu ved vi hvorfor store civilisationer forgår. Romerriget f.eks. Mon ikke det var dekadencen blandt datidens "elite", der var den drivende kraft?
Mærkeligt og skræmmende at være vidne til historiens ubønhørlige gentagelse.