torsdag den 19. december 2013

Julebrev: Årets Julegris

Det er jul og med julen følger Bitter Blogs julebrev, der er en tradition på den måde, at det ikke dukker op hvert år og slet ikke på samme tid. Til gengæld kan du hver evig, eneste jul være sikker på, at medierne graver en klynkehistorie op om en "fattig", der ikke kan finde penge til børnenes gaver efter smøgerne, kamphundefoderet og afdragene på 100-tommers TV'et er betalt. I år ankom historien på en lidt anderledes måde, da den efterhånden landskendte "Mille" postede en tudevideo på Facebook. Jeg har ventet lidt i håbet om, at der dukkede et endnu mere ynkeligt tilfælde op, men jeg har nu besluttet at udnævne hende til Årets Julegris.

Efter at have set videoen, kunne jeg spørge, hvor skammen er henne, men jeg kender jo svaret: Den blev skyllet ud den dag, hun valgte at lade fremmede mennesker forsørge hende. Hun kan vel dårlig bebrejdes. Der er ikke længere nogen skam i hverken at modtage penge eller at opføre sig som iPhone-generationens udgave af rumænsk tigger, og det er ifølge de røde helt fantastisk. Det beviser nemlig, at det er lykkes dem at undergrave familien som den primære understøttende enhed for personer i nød.

Jeg kunne skrive et helt indlæg, hvor jeg svinede Mille til, men det er ikke sjovt. Jeg vælger nemlig at tro på hendes egne ord om, at hun er alvorligt psykisk syg. Når hun er i så ringe stand og ikke kan fungere i hverdagen, så må det offentlige jo tilbyde hende en institutionsplads eller en sengeplads på et psykiatrisk hospital, hvor hun kan få opfyldt sine basale behov, mens hun modtager en passende behandling. I fraværet af sin families støtte, må det være den eneste sande omsorg og meget bedre end at købe aflad med en bunke knitrende pengesedler. Stillet over for sådan et tilbud, vil jeg dog godt sætte en klementin på, at hun reagerer som libaneseren fra Aarhus, der ikke kunne forstå, at hun skulle miste sit barn, bare fordi hun havde løjet sig psykisk syg over for kommunen for at få pension.

På trods af sine tossede rablerier om, at 16.000 efter skat til to voksne er "ingen penge", så har Mille dog opfattet én ting fra den virkelige verden: At der er mange, der føler, at de nye kontanthjælpsregler om gensidig forsørgerpligt "splitter familier". En opfattelse, man kun kan have, hvis man mener, at:
Behovet for gratis penge > Familiesammenholdet
... hvilket kun kan lade sig gøre, hvis man absolut ingen skam har i livet. Ingen! Hvem smadrer sin egen familie med det formål at rage flere af andres penge til sig? Socialister, selvfølgelig. De gode, der er åh-så-empatiske og omsorgsfulde og som altid tænker på andre. De ødelægger deres egne børns tryghed for at få lidt mere gratis guld; ussel mammon, der kan købe dem den større julegave, der alligevel ikke er nogen erstatning for en ødelagt familie. Og nej, det er ikke i desperat pengemangel. Når man har råd til bil og smøger og vejer trehundredeogtoogtyve pund, så er man ikke desperat på nogen måde. Bortset fra, måske, efter mere kage.

Det er ufatteligt, at folk der får så mange chancer, bliver ved med at klynke. Vi kunne give dem tyve, tredive eller fyrre tusinde hver måned, men når de møder virkeligheden i form af nødvendige nedskæringer, ville de stadig sidde og hyle og skrige patetisk op om, at de ikke længere "kan kende Danmark". Uha, det frygtelige Danmark, der propper penge ned i svælget på dem som foder i foie gras gæs, så de har råd til kviklån, fintrimmede øjenbryn og trøfler nok til at opbygge tredive kilos overvægt på et år. Og så lige lidt cafepenge oven i:

Fra Milles Facebook.

Jeg har fået nok af at blive kaldt umenneskelig, når jeg tillader mig at kritisere den kasten perler for svin, der foregår i det Velfærdsdanmark, hvortil jeg aftvinges firs procent af min indkomst, og som kvitterer med rå utaknemmelighed og en helt ufattelig åbenlys opvisning i dovenskab og mangel på personligt ansvar. Min eneste mulighed for at få lidt retur er at investere i Karen Volf-aktier og derved indgå i en slags tilbagekøbsaftale med de tykke damer, vi har placeret på evigt, frit forbrug.

Er det virkeligt helt umuligt for sådan en som Mille at arbejde, hvis gummicelletilbuddet med indlagte elektrochok mod al forventning skulle få hende til at ændre mening om sin psykiske tilstand? For nogle måneder siden kørte jeg gennem Tyskland og benyttede en række toiletter på vejen. Flere af dem blev rengjort af tissekoner, der til gengæld bad gæsterne om en skilling. Det er hæderligt arbejde. Kunne Mille ikke arbejde som tissekone? "Uhhh, nej!" skriger de røde. "Det er uværdigt arbejde." Uværdigt?! At tjene sine egne penge frem for at tigge og hyle i fuld offentlighed på Facebook som en anden iPhonesvingende, digital sigøjner? Ja, det giver da fuldstændig god mening her i Bizarro World.

Indrømmet, det er oftest de røde politikere, der hyler på de svagestes vegne, men flere af dem klarer det ligesom Mille ganske godt selv på de sociale medier. Når de så slår et af deres patetiske opslag op, bliver de på magisk vis til hellige køer, som man absolut skal respektere, anerkende og bestemt ikke på nogen som helst måde betvivle. Hvis jeg som betalende skaffedyr tillader mig til at skrive noget fra den forjættede anden side af sagen, bliver jeg tæsket rundt og kaldt udyr og umenneskelig og oven i købet mistænkeliggjort for groteske former for perverst, materielt begær af selvsamme personer, der splitter deres egne familier for at suge den sidste rest af mine tvangsinddrevne kroner ud af kommunekassen.

Det er slet ikke sjovt at holde jul, når der ikke er nogen rigtige fattige. Varmen fra ildstedet luner ringere, når der uden for vinduet ikke står sultende børn, som man kan kaste pebernødder efter. Som fattig erstatning kan man læse historier fra før, verden gik af lave. Den lille pige med svovlstikkerne er virkelig skæg og har altid fået mig til at le, så tårerne triller. I år triller tårerne dog nok af en anden årsag, for jeg har indset, at den lille pige med svovlstikkerne slet ikke er en af Danmarks "fattige". Hun døde nemlig, mens hun arbejdede. Ja ja, men det er jo også bare et eventyr.

GLÆDELIG JUL

11 kommentarer:

Anonym sagde ...

Du er SÅ gammeldags. Du taler jo om værdier, familieværdier endda og skam ved at modtage andres penge (for at have råd til café-besøg, bil, kager og andre basale nødvendigheder).

Er du 80 eller hvad?

djjemo sagde ...

Du sender dette indlaeg sent ud. Ja. Du troede maaske ikke dine egne oejne da du saa denne julegris grynte fra sin facebook-side. Oiiiink. Og nej, det var virkelig ikke en faelde sat op af en outlier med en IQ lidt over gennemsnittet for at lokke dig i faelden. Det var den rene og skaere aegte virkelige verden. Et billede paa hele problemet i Danmark som jo i hoejeste grad ikke staar ubeskrevet hen i dette forum. Disse latterlige, dovne, fede, grimme, usexede, socialister, bovlamme bollefjaes, socialdemokrater og ulidelige sugemaller bestaaende af en fortrinsvis kvindelig befolkning er hvad I skal leve med. Nu siger jeg I fordi jeg uigenkaldeligt og lykkeligt selv har udvandret landet for evigt og sidder lunt og ser paa dette cirkus med teaterbrillerne paa mens jeg labber denne slags ting i mig til den helt store guldmedalje. Ping, plang, fjong! Og en rigtig god jul her fra.

Kathe Astrid Løbner sagde ...

Ja – det står slemt til i Danmark. Ikke nok med at snylterne er rygende indehavere af kamphunde og 100-tommers tv, så fintrimmer de også deres øjenbryn – det er jo ganske urimeligt. Samfundsnasserne burde have buskede øjebryn, så vi kunne spotte dem.
Godt at du har indset, at ”Den lille pige med svovlstikkerne” kun er et eventyr. Hun jo døde, mens hun arbejdede. Det ville være ganske forfærdeligt, hvis det var virkeligheden – så risikerede vi at miste nogle 80-procents ydere.

Bob Glitter sagde ...

Kathe: Problemet er, at sådan fremlægges det hver evig, eneste gang, medierne tager fat i en fattig: Man finder en masse luksusvarer (jeg husker blandt andet en med en sindssyg dyr lampe), og så stiller de sig op og siger "Uhhh ... må jeg som fattig ikke det?".

Joh, det må man vel. Men så kalder man sig ikke fattig, for så kan der godt skæres i budgettet alligevel.

I Milles tilfælde bevidner hendes udseende (hvis vi ser bort fra hendes betragtelige velnærethed) om et større personligt overskud end hun giver udtryk for gennem sin hylen og klynken.

Altså: Tag dig sammen ... eller gummicelle.

Carsten Nielsen sagde ...

Det er måske egentlig os der gider gå på arbejde, der har brug for en gummicelle?
En ting er jeg dog enig med Mille i.
Jeg er også glad for at hun ikke har børn.

Arbejderens sagde ...

"må det offentlige jo tilbyde hende en institutionsplads eller en sengeplads på et psykiatrisk hospital, hvor hun kan få opfyldt sine basale behov, mens hun modtager en passende behandling."

Jeg læste først "indtage en passende behandling". Ironisk når det nok var blevet løsningen....

kathe Astrid Løbner sagde ...

Ja Bob, jeg forstår dig. Jeg har også engang set en fjernesynsudsendelse med en lampe, den hed noget med ”Florence Nightingale”, det var vist nok en romantisk myte. Men uanset sandhedsværdien, så passede den til mine forventninger.

Carsten Nielsen: Hvis du skulle gå videre med dine overvejelser, så håber jeg, at du sikrer dig at cellen er bygget af en bæredygtig produktion og Fairtrade. Vi skal jo sikre de arbejdere, som gider at arbejde, at de får løn som fortjent.

Morten sagde ...

Du skulle have ventet Bob - der kom nogle der trumfede Mille?!?

http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/article2171632.ece

Morten sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Carsten Nielsen sagde ...

@kathe Astrid Løbner
Du findes faktisk.
Jeg har prøvet at tyde dit sikkert meget udspekuleret vrøvl.
Jeg er sikker på at den 3. verdens kvinder kan producere et barn om året.
Så selv om det var en god tanke, har fair trade ingen virkning på jordens overbefolkning. Min Domina sørger for at jeg får løn som forskyldt. Av.

Arbejderens sagde ...

Stadig lige relevant. Der er stadig familier der bliver splittet pga behovet for andres gratis penge.