mandag den 11. november 2013

Stop IKKE mobning!

Nogle gange, jeg ... nej, om igen ... hver gang, jeg hører Özlem Cekic udtale sig offentligt, bliver jeg overbevist om, at der er sket en fejl. Fejlen strækker sig mange år tilbage i tiden til hendes barndom og de omgivelser, hun voksede op i. Det drejer sig om en bremsefejl. Nogen har glemt at træde på bremsen, og jeg taler ikke om en blød ABS-opbremsning, men om en hård, blokerende katastrofeopbremsning, der burde have endt med et frontalt sammenstød med en betonmur.

Özlem Cekic er dybt debil at høre på. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvordan hun kunne blive valgt til Folketinget, eller hvordan hun overhovedet kunne blive valgt til kandidat af SF. Det er fristende at tro, at resten af medlemmerne er endnu mere debile og faktaresistente, men jeg har på fornemmelsen, at hun blev valgt, fordi hun simpelthen ikke fatter, hvor lamme hendes argumenter er, og at hun ikke har selvindsigt nok til at forstå, at hun bare burde holde kæft. Derved fungerer hun som en slags folkesocialistisk Juggernaut, der ufortrødent brager igennem enhver logik ind til de socialistiske kernevælgere, der gemmer sig bag solide, personlige Berlinmure for at beskytte sig mod rationel tænkning.

Özlem minder mig om en pige, jeg gik i klasse med i folkeskolen. Hun var nemlig lige så snottende stupid at høre på, og derfor tog jeg og mine klassekammerater affære. Vi trådte på bremsen. Stampede på den. Jeps, vi mobbede hende, konsekvent og skånselsløst i ni år, indtil hun blot var en skygge, der krøb langs skolegårdens mure med slukkede pupiller i sortrandede øjne. I dag er hun et ynkeligt væsen, der bor i Vestjylland med en knytnævesvingende mand, der følger op på klassekammeraternes grundarbejde, og med en Facebookprofil, hvor hun pirker til sine gamle plageånders dårlige samvittighed med uendelige, opmærksomhedshungrende "Åh nej ..." og "Håber dagen i dag bliver bedre end i går ..." statusopdateringer. For nu vi er blevet voksne og menneskelige, har vi naturligvis fortrudt vores handlinger.

Men når jeg hører og ser Özlem Cekic, så må jeg erkende, at vores barnlige arbejde tjente et fremtidssikrende formål. For havde Özlems kammerater som mig og mine medbødler udvist samme rettidige omhu og knust hendes selvværd, der tydeligvis er baseret på et falsk grundlag, så havde vi sluppet for at høre på hende i dag. Så ville hun have lært, at hun ikke er værd at høre på, hvorefter hun og hendes lamme klynkeholdninger ville have kravlet tilbage til den jordhule, hun kom fra. Ja, luk bare dit måbende gab, for du har helt ret i, at jeg hermed erklærer, at mobning er en fremragende ting.

"Stop mopning!" står der med store, hjemmestrikkede bogstaver på din bluse. Dine hænder knytter sig, fordi du sidder og læser et blogindlæg fra en voksen mand, der siger, at mobning er okay, selvom du bruger al din fritid på at piske din grimme unges kammerater ind i tvangslegegrupper, fordi ingen gider spilde to vågne sekunder på dit barn, med mindre det er hunkøn, jomfru og lige er blevet femten, og man har slugt tre elefantøl. For du mobber jo ikke selv? Du anvender ikke social pression for at få dine socialistiske synspunkter igennem? Du stigmatiserer ikke andre, fordi de ikke har samme "menneskesyn" som dig, og du konspirerer ikke med dine ligesindede for at få andre presset ud i periferien? Du sladrer heller ikke på dit arbejde om dine andre kvindelige kollegaer? Du hakker ikke på dem, du ikke kan lide, for at få dig selv til at fremstå bedre eller simpelthen for at få afløb for dit eget dårlige selvværd? Du skriver ikke blogindlæg, hvor du camouflerer ægte oplevelser for at udstille dine venner og give dem gratis uppercuts i mørket? Du er ikke medlem af en fagforening, der med tvang og blokader presser folk, der ikke ønsker at være medlem af selvsamme selskab? Du ruller ikke med øjnene over dine aldrende familiemedlemmer og efterlader dem i ensomhed til et besøg hver tredje uge af en somalisk social- og sundhedsassistent, der er mere interesseret i at checke sin iPhone end at udføre sit arbejde? Vel?

Godt.

"Nej!" står du for en gangs skyld fast i stedet for at levere din pointe gennem rævekager og snigangreb fra bag frikadellerne i medarbejderkantinen. "Hvis hun virkelig er så dum, hvorfor argumenterer du så ikke bare mod hende som en voksen, rationel person ville? Hvorfor angriber du så ikke hendes holdninger i stedet for hendes person?" Jamen, suk, du har intet fattet. Intet! Det er jo netop for sent. Alle andre end mig har prøvet og fejlet. Se blot situationen med Joachim B. Olsen, som slog fine, saglige argumenter på hende som vand på en gås. Det er en umulig opgave! Hun skulle have været knust for mange år siden, i skolegården, hvor voksen rationalitet og blødsøden medfølelse ikke var til stede for at gøde ukrudtet.

Normalt hader jeg børn, men jeg må erkende, at de med mobning gør et stort samfundsarbejde. Så husk det næste gang, dit barn får en seddel med hjem, fordi det har mobbet en kammerat. Måske har det blot lavet et forebyggende angreb for sit voksenlivs skyld, så det ikke ligesom os andre vil foretrække gør-det-selv rodbehandlinger frem for at høre på politiske debatter. Og hvis det er dit eget barn der bliver mobbet? Tjah, så skal du måske trække på skuldrene og forklare det, at det kan være en fordel med et filter, før man taler eller agerer. Eller måske agere som en ordentlig opdrager og bare være ærlig og sige ligeud, at det sgu' for helvede nok er møgungen selv, den er gal med.

4 kommentarer:

Lasse Bak sagde ...

Det femte afsnit er nu i min personlige top ti på bloggen.

Og du har så åbenbart haft for travlt til at lave et badge med det sædvanlige billede af BOB inc fin hat, og dertilhørende tekst, "BITTER BLOG ANBEFALER MOBNING".

Med håb om snarlig badge.

/Lasse

Anonym sagde ...

Må indrømme, at da jeg første gang så JBO, blev jeg lidt i tvivl om, hvorvidt hav ville være et aktiv for LA. Tvivlen var uberettiget; manden har klart demonstreret analytiske evner og politisk tæft, og han har haft sans for at sætte en politisk dagsorden.

jeg synes dog ikke, man bør underkende Öslem Cekic' bidrag til LAs succes. For hvert mål, som JBO har tyret ind i de socialistiske netmasker, har ÖC straks sat mindst et selvmål ind.

Og således er naturen indrettet, så alting tjener et formål, selv de tilsyneladende mest nyttesløse eksistenser ..

Anonym sagde ...

Godt ramt, fint observeret og glimrende skrevet.

Jeg vil lige glemme denne irriterende Erdogan-fan, og glemme at brokke mig over at der overhoved sidder Tyrkere, Indere og andre meget fremmede folkeslag i Folketinget, nu nu Bittermanden har formået at skrive så smuk en historie helt uden at indblande tabuiserede vinkler, og endda har undgået at bruge ordet "Tyrker".

Nej, jeg tænker på mobning so sådan, og den efter min mening hysteriske kampagner mod et fænomen som bestemt kan drives for vidt, og som skal holdes under observation, og under kontrol, men som også er en naturlig for socialisering, hvor individet får lært at finde sig en plads i en sammenhæng, og at underkaste sig et hierarki.

Mobning findes i mange former, og Staten er pt. den værste mobber, den mobber alt og alle, den har overtaget rollen som Overmobber fra præsteskabet som i århundreder havde eneret på mobning under varierende former.

Det synes jeg går for vidt.

Men siden mobning må regnes som et naturfænomen med en rolle for den evolutionære proces, og gruppens overlevelse, et fænomen som har eksisteret til alle tider, så tror jeg ikke at vi skal være hysteriske over lidt lettere mobning.

F.eks. når en kandidat for Enhedslisten under en valgturne sviner en borger med DF-synspunkter til, eller når en flok mennesker holder fakkelvagt foran et 80 årig nazisvins hus i hele og halve år i træk, eller foran en restaurant som ikke har overenskomst med et venstreorienteret firma. Find selv på flere eksempler.


Anonym sagde ...

"Godt ramt, fint observeret og glimrende skrevet"

For at undgå problemer med bloggersystemet (blogger*com sucks!) skrev jeg som anonym, men meningen var at det skulle underskrives Balder