mandag den 4. november 2013

Efter DRs fløjte

Forleden brød Pernille Bendixen fra Dansk Folkeparti sin tavshedspligt, idet hun lækkede et internt notat om Odense kommunes millionudgifter til to, navngivne kriminelle indvandrerfamilier. Det var dumt. Jeg er imod brud på tavshedspligt, mest fordi sådan noget er umoralsk og typisk gøres af socialister, der altid meler egen kage uden hensyn til andre. Derudover vil jeg heller ikke selv have lækket for eksempel min egen lægejournal, så alle kan se, hvor meget det offentlige pumper i mig af nervemedicin for at stoppe mit evindelige skrigeri over dette tåbelige samfund.

Torsdag aften tændte jeg for DR og forventede, at TV-avisen var blevet sat i heltemodus til fordel for Pernille Bendixen. Det forholder sig således, at når nogen såsom Edward Snowden bryder sin tavshedspligt, så udråber DR dem til "whistleblowers" og kører lange nyhedsserier om, hvor synd det er for dem, og hvor retfærdige deres handlinger var. Men der var ingenting. Kun en notits om, at Odense kommune har meldt Bendixen til politiet.

Der er åbenbart ikke andre end mig, der undrer sig over dette forhold? Måske fordi det meste af Danmarks befolkning for længst er indoktrineret af Folkeskolen og DR og efterfølgende er blevet pacificeret med solide serieinjektioner af Vild med Dans og X Factor. Det kunne også være af den simple årsag, at der intet nyt er i DRs opførsel. Dette medie, der drives af tvangsinddrevne midler, er ræverødt - noget, der er så veldokumenteret, at jeg ikke engang gider linke til en kilde - og når noget er rødt, er det også dobbeltmoralsk.

Sandheden er, at både Snowden og Pernille Bendixen har brudt loven. Førstnævnte er forræder, sidstnævnte har brudt en tavshedspligt. De er begge således at betragte som forbrydere i ordets mest simple forstand, omend på ret forskellige niveauer. Forskellen er bare, at hvor Pernille Bendixens handlinger er til ulempe for venstrefløjen, så er Snowdens til fordel for venstrefløjen, hvorfor man opfinder et nyt navn, som skal dække over og retfærdiggøre sidstnævntes handlinger.

Fra Danmarks Radios journalistiske ordbog:
forbryder, -en, -e, -ne: Person, der har begået en eller flere forbrydelser. Bemærk, at hvis forbrydelsen retter sig mod USA, vestlige efterretnings- eller militærtjenester eller på nogen måde kan have som formål at undergrave den vestlige, kristlige, hvide mands kvindeundertrykkelse, racisme eller generelle dominans, så se under "whistleblower".
"Hov, whistleblowers afslører statsmagternes overgreb mod befolkningerne, og da racist-Pernille bare hænger en stakkels indvandrerfamilie ud, så er hun faktisk i sin egenskab af magthaver ikke en whistleblower, men derimod i sig selv et objekt for whistleblowing!" udbryder du, lukker øjnene med en smil og forventer det sædvanlige 12-tal fra din kommunistiske humaniora-professor. Men desværre, da du nu befinder dig i den virkelige verden på Bitter Blog, så får du ikke gevinst-hver-gang ved at gentage det, læreren sagde. Lad os kigge på, hvad Wikipedia siger om whistleblowing:
En whistleblower (da.: "fløjteblæser" eller snarere bare en, der fløjter og dermed giver lyd) er en betegnelse for en person, der afdækker og informerer om hvad han anser som kritisable eller direkte ulovlige forhold i selskaber, organisationer eller offentlige institutioner, hvor den pågældende er eller har været ansat eller på en anden måde involveret. Det er normalt kendetegnet for en whistleblower, at vedkommende i kraft af sit ansættelsesforhold eller lignende er underlagt en eller anden form for tavshedspligt, dvs. en loyalitetspligt, som vedkommende tilsidesætter til fordel for ytringsfriheden når den pågældende vælger at blæse i fløjten.
Pernille Bendixens handlinger svarer fuldstændig til en whistleblowers. Dertil kommer, at de kritisable forhold rammer befolkningen generelt. Det er netop det korrekte Danmark, det kulturradikale parnas, der på skatteborgernes regning kaster millard efter milliard efter håbløse indvandrere uden nogen effekt. De dækker sig ind under umoralske love og tåbelige FN-konventioner, bruger danske skatteborgeres penge til at opnå deres egne mål, mens de skærer mere og mere ned på de modydelser til skatteborgeren, som han egentlig betaler for.

Skal vi finde en løsning? Så oplys krone for krone hvad der bliver brugt på de forskellige områder i Danmark. Til overførselsindkomster, til kulturprojekter, til hospitaler og til indvandrere og "integration". Så kan folket til valget vurdere, om de har valgt de rette administratorer af deres indkomst. I enhver anden handel, hvor man betaler bare en brøkdel af den sum, man kaster i statskassens sorte hul, ville man kræve en oversigt over, hvad man har betalt for. Men det slipper det offentlige for, fordi de igen-igen har sat sig selv uden for ganske almindelig kutyme og anstændighed, når det drejer sig om omgang med andre folks penge.

Derfor er Pernille Bendixen en whistleblower. Og er dine fornemmelser lige så fine som mine og stødt over, at hendes afsløringer navngiver en dybt kriminel familie, der dagligt voldtager kommunekassen, så kan man kun desto mere bifalde en offentliggørelse af samtlige udgifter. Jeg kan nemlig garantere for, at beløbet er så enormt og dækker over så mange personer, at man aldrig vil kunne finde ned og identificere nogen individuel tråd i det enorme mørklægningsgardin, som Det Gode Selskab har trukket ned for befolkningens øjne.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Smukt

Anonym sagde ...

Men i modsætning til Yahya Hassan kommer du ikke i pressen - måske skulle du overveje et kursus i lyrik ?

Anonym sagde ...

Når Yahya Hassan siger om et menneske, at han eller hun er en:
"Liderlig hyæne i løbetid", beviser det, at hans intelligens er på størrelse med en dræbersnegls.