mandag den 1. april 2013

Derfor stemmer du rødt

Kender du talemåden: Hvis man ikke var rød som ung, har man intet hjerte, og hvis man ikke er blå som voksen har man ingen hjerne? Det er selvfølgelig løgn og burde omformuleres til: Hvis man ikke var rød som ung, blev man hurtig fornuftig, og hvis man ikke er blå som voksen har man ingen hjerne.

Der er dog en forståelig grund til, at unge er røde. Tænk tilbage til din teenagetid. Hvad var det værste, der kunne ske for dig? Mobberi. Social isolation. Derfor anvender teenagere alle midler at undgå konflikter med klassekammeraterne, og når man så står på tærsklen til et voksenliv og skal vælge politisk retning, hvilken af disse kasser hopper man så i?

Den røde kasse, hvor:
  • Alle får, hvad de vil have, af alle andre end dig selv, uanset hvordan de opfører sig.
  • Løsagtige røde piger giver eller nemt kan presses til fri sex.
  • Der er fede gadgets til alle skoleelever.
  • Begreberne "menneskelighed", "miljø" og "fred" ligger kneblet i baglokalet til fri udnyttelse.
  • Det kulturelle selvhad fint supplerer teenageangsten og oprørstrangen.
  • Alle dine klassekammerater befinder sig, især dominerende, voldelige Matthias, der lige nu sidder og skuler ud på dig fra under sin beanie.
  • Klasselæreren befinder sig.
... eller den blå kasse, hvor:
  • Der er krav om, at du skal tage ansvar for dig selv og ikke bare kan kræve af alle andre.
  • iPhones ikke bare falder ned fra kommunens pengetræ.
  • Fred og frihed er noget, man respekterer og har kæmpet sig til.
  • Der stilles krav til folk, der ønsker at være en del af samfundet.
  • Din far muligvis befinder sig.
  • Klasselæreren bildte dig ind, nazisterne befandt sig.

Det er derfor ikke så underligt, at mange af de unge hopper i den røde kasse. Hvis man oven i købet er lidt ligeglad med politik, er det nemt at blive der, for de røde har alle de lette, konsekvensfrie svar, og du behøver ikke gøre et klap selv bortset fra at betale din del af skatten, som i øvrigt hovedsageligt bør betales af de rige. "Så langt, så godt med de unge," tænker du nu. "Men hvorfor stemmer voksne kvinder rødt? Det er jo ikke fordi, de ikke har en hjerne?"

Nej, ingen hjerne er at overdrive, for kvinder, der som bekendt alle som én stemmer rødt,  har vel en slags hjerne. Én, der er beregnet til at pusle i hjemmet. Én, der kan multitaske, så den kan håndtere fem unger, der løber i hver sin retning. Én, der er domineret af følelser frem for logik. Og faktisk er det rigtig godt, for kvindens hjerne fungerer fremragende i den virkelige verdens eneste fungerende socialistiske konstruktion: Familien. En af hendes vigtigste funktioner er at agere stødpude mellem uvorne børns ansigter og faderens knytnæve, og dette gør hun ved - og dette er meget vigtigt - at udglatte konflikter.

Kvinder afskyr konflikter, fordi de er katastrofale i familien. Dette er fint og godt, men da feministerne overtog magten engang i tresserne, gik det helt galt. I takt med at de feminiserede socialistpartier lod arbejderne i stikken og primært koncentrerede sig om arbejdsløse akademikeres interesser, forsøgte de samme taktik på samfundet, som kvinderne havde brugt i familien i årtusinder: Undgå konflikter. Glid af. Undskyld og beklag. Drenge, som blev opdraget af feministiske pædagoger, blev holdt nede og opdraget til konfliktskyhed, indtil de udviklede sig til ynkelige, krølhårede undskyldninger for mænd. Tendensen fortsætter i øvrigt, for feministerne ønsker nu, at det skal være forbudt ved lov at kritisere dem. Kritik er en potentiel konflikt. Konflikter er onde og skal forbydes.

"Nu er du vist på vildspor, Bob," siger du endnu en gang uden at tænke. "Hvis feministerne har magten, hvorfor er der så stadig så mange konflikter og krige rundt omkring i verden?" Det er en ren naturlighed. Konflikter blandt mennesker er i sidste ende uundgåelige. Når de opstår på trods af undskyldninger, kryben og udglatninger, kaster kvinderne RUC-rapporterne om mangfoldighed og verdensunion fra sig, skriger "voldtægt" og forventer, at mændene, som underligt nok stadig er af det eneste køn, der har værnepligt, kommer og ofrer deres liv for at redde dem ud af den kattepine, de selv satte sig i. Bare ærgerligt for kvinderne, at når konflikterne for alvor rammer Danmark, så er alle mændene blevet konverteret til hvinende, kastrerede og ynkelige intetkønskopier af deres eget, svage, ved undfangelsen udstukne lod.

Nu er det ikke fordi, jeg ønsker kvinderne tilbage til kødgryderne. Eller jo, det gør jeg faktisk. Som bekendt dominerer mændene kokkefaget, og det er der kun én grund til: Mænd tør satse og nytænke og vinder derfor de snobbede madlavningsmesterskaber, hvor det gælder om at lave æg-og-bacon-is og myrer i creme fraiche. Bagefter stiller de sig op i samtlige tv-programmer med deres buffede overkroppe og rustne stemmer, som væder trusserne hos alle de kvindemennesker, der kun kan drømme om at bevæge sig længere bort end frikadellens kulinariske grænseland.

Det sidste lød som en kritik. Det var det ikke. Det var en ros. Kom nu hjem og lav gode, gammeldags frikadeller og stegt flæsk til mig af de råvarer, jeg har købt til jer. I lighed med socialisterne er I mestre i at bruge det, som andre har skaffet. I modsætning til socialisterne gør I det godt.

5 kommentarer:

Lasse Bak sagde ...

Og så ligger der en voksen mand på sofaen, kippende, med et (alle skal dø)flag i den ene hånd og et (Bob Glitter)flag i den anden.



All Hail Bob Glitter

Og hvor latterligt er det lige, at min telefon foreslår det helt igennem vamle ord(Dylan), efter at jeg har tastet (Bob). Fy for satan

Anonym sagde ...

Genial velkomstskærm! Jeg kom en håndfuld linjer ned inden jeg lugtede lunten. Og det på trods af at jeg gik herind på grund af dags dato... Mesterligt!

Anonym sagde ...

Fantastisk!

Bob kan du ikke lave, så advarsels-vinduet ikke kommer, hvis man én gang har godkendt at komme videre til bloggen?

anonblog sagde ...

Der er intet i vejen med hverken Bob Dylan eller Bob Glitter.

Anonym sagde ...

Bob...altså....jeg er jo kvinde, og jeg synes, det er sjovt, når du på bedste usmagliege vis nedgør kvinder. Det går ikke, vel?