torsdag den 14. marts 2013

Velfærdszombier

Jeg ved ikke hvor langt, Bitter Blogs læsere evner at huske tilbage, men hvis I er bare i nærheden af at være så dumme som pøblen, så er det omkring et års tid. Allerhøjst. Personligt husker jeg detaljeret samtlige hændelser i dansk politik, siden jeg gik i sjette klasse. Denne evne gør det desto mere pinefuldt at eksistere, men til gengæld vil den utvivlsomt belønne mig med en tidlig grav.

Hvis jeg spørger dig: "Hvad er velfærd?", så vil du svare noget i stil med, at velfærd er fri lægehjælp, fri uddannelse, hjemmehjælp til de gamle og et socialt sikkerhedsnet. Du vil naturligvis bruge ordet "gratis" i stedet for "fri", fordi du intet fatter, men i dette indlæg vil jeg for en gangs skyld undlade at prikke min uvaskede finger i dét betændte sår.

Når du så har svaret lige så dumt som en seks-årig, snottet unge, der snubler i samtlige ord med flere end to stavelser, vil jeg sige: "Korrekt .... eller, sådan var det for omkring femogtredive år siden. For tingene har ændret sig." Dog har de færreste bemærket, at velfærden har transformeret sig. Udadtil foregiver den at være den samme, mens den indadtil har ændret væsen og formål:

Lad mig illustrere:

Velfærdens udvikling. Til venstre ses velfærdssystemet i gamle dage. Her gik skatten primært til ydelser til borgerne. Til højre ses nutidens velfærd, som fokuserer på at bruge skattepengene på systemet selv. Hvis overgangen fra venstre til højre minder dig om en supernova eller måske et rasks menneskes øje kontra en zombies, har du fat i et af de helt rigtige billeder.
Jeg skærer hermed ud i pap for de fatsvage: I gamle dage blev borgernes skat primært brugt på de såkaldte "varme hænder", altså offentligt ansatte på gulvet som - omend i begrænset grad - leverede modydelser til borgerne. Men så kom paradigmeskiftet. Fokus vendte sig væk fra borgerne og endte med at pege indad. Med andre ord begyndte man at bekymre sig om de offentligt ansatte i stedet for de betalende borgerne. Velfærd blev pludselig synonym med at have et job, hvor ingen stiller irriterende krav og stressende spørgsmål. Velfærd er jobsikkerhed i det offentlige. Det er velfærd at kunne melde sig syg hver mandag, uden at nogen stiller spørgsmål. Det er velfærd at modtage lønstigninger uafhængigt af konjunkturerne i virkelighedens samfundet. Dermed blev velfærdssystemets primære formål at fungere som offentlig jobbank, og stillinger i denne enorme dræbermonolit er de facto at betragte som borgerløn.

Prøv at bemærke det næste gang, politikerne taler i fjernsynet. Det gælder stort set dem alle: Når de taler om velfærd og truer med nedskæringer, så lader de som om, det handler om uddannelse, sundhed, ældrepleje og socialt sikkerhedsnet, men i virkeligheden handler det altid om det rå antal af offentligt ansatte. Og de tager helst flere ind. Den offentlige sektor vokser år for år og dens ansatte æder sig som en epidemi af zombier ind i de produktive borgere. Se, hvordan de skriger, hvis der tales om nedskæringer i antallet af offentligt ansatte eller bare om nulvækst. Det afslører direkte, at de sætter lighedstegn mellem antallet af ansatte og niveauet af velfærd. Enhver, der har befundet sig i en af enderne ved dog, at effektiviseringer sagtens kan lade sig gøre, men effektiviseringer vil "gå ud over velfærden", netop fordi velfærden er de offentligt ansattes egne, egoistiske ansættelsesforhold.

Socialisterne elsker, at de er i stand til at dække deres våde drøm om borgerløn ind under begrebet velfærd, som har mistet enhver oprindelig betydning i sin nuværende perversion. Modydelser til borgerne er ligegyldige eller kommer i bedste fald i anden række. Har du nogensinde mødt en offentligt ansat, der er bange for, at borgerne ikke kan få de ydelser, de betaler for? Nej, for de er primært optaget af, om de mister deres egne jobs. Det kan godt være, de overfladisk argumenterer med, at nedskæringer går ud over ydelserne til skatteborgerne, men over alt andet vil de sikre, at deres egne, fede, dovne røve stadig vil være komfortabelt placerede i de sikkert stigende lønstole i det offentlige.

Jobcentrene er et skoleeksempel på den nye velfærd. Hver dag på vej til arbejde kører jeg forbi et af disse veritable paladser. Indeni løber hobevis af grinende, kagespisende ansatte rundt med kaffekopper og ligegyldige projektmapper. Men har nogen nogensinde fået et job af dem? Nej. De eneste job, de skaber, er deres egne. De holder sig selv i gang i et alt, alt for dyrt aktiveringsværksted. Okay, jeg lyver. Jeg kender en, der fik et job af dem. Han er en uduelig, overlønnet humanist, og han fik selvfølgelig en stilling i jobcenteret selv. Mission fuldført. Zombiemassen vokser.

Der er nogle, der går og tror, at beskæftigelse i sig selv er godt. "Det vigtigste er, at de har et job i stedet for at vade rundt på bistand," siger de, selvom de selv ville nægte at skifte kontanthjælpen ud med en kassedameløn. Nej, ikke alle jobs er positive og da slet ikke de overbetalte, offentlige stillinger. Vi skal i stedet lade markedet skabe jobs, som både arbejdsgiver og arbejdstager har reelle behov for. Og så må folk tage disse jobs, som sikkert ikke er fine samtalestillinger til akademikerløn, men hvem har fortjent akademikerløn for et arbejde, ingen har gavn af, bortset fra den ansatte selv? Tænk det nu igennem. Jeg ved, at I et eller andet sted kunne drives til at forstå, selvom jeg efterhånden er begyndt at indse, at jeg må være uendelig naiv.

Min evige fordel er, at jeg på et tidspunkt får ret. På et tidspunkt løber det offentlige tør for penge, nøjagtigt som zombier løber tør for levende mennesker. Ligesom zombierne producerer de offentligt ansatte intet nyt. De forbruger bare. Æder løs. Og det eneste, uundgåelige resultat af deres evige ekspansion er, at der bliver færre til at betale, hvilket allerede kan mærkes blandt de få tilbageværende privatansatte. Nøjagtig som i zombiefilm er det ikke så meget zombierne som de overlevende mennesker selv, der udgør den største trussel. For vi stemte i sidste ende selv på de politikere, der sendte horderne ud for at æde de sidste rester af os, og som lover os, at lykken er et hjernedødt, risikofrit liv blandt alle de andre pacificerede, intersolidariske levende døde i verdens hastigst voksende velfærdssystem.

17 kommentarer:

Anonym sagde ...

Spot on:

Fokus vendte sig væk fra borgerne og endte med at pege indad. Med andre ord begyndte man at bekymre sig om de offentligt ansatte i stedet for de betalende borgerne. Velfærd blev pludselig synonym med at have et job, hvor ingen stiller irriterende krav og stressende spørgsmål. Velfærd er jobsikkerhed i det offentlige.

Døds-Bo sagde ...

Jeg bryder mig ikke om din forherligelse af dagens samfund!
- Jeg ser The Walking Dead og finder dét samfund uendelig meget mere opløftende end når jeg begiver mig rundt i Danmark, endsige åbner for enten en avis eller et andet nyhedsmedie...
Så på vegne af alle verdens ægte zombier vil jeg gerne udbede mig en undskyldning for så lummer og nedgørende en sammenligning som med danske velfærdsklienter! (Jeg fristes faktisk at ytre et PU-HA! ;-)

Jens Møller Thygesen sagde ...

Godt og relevant indlæg, igen.
M.h.t. den tidlige grav, er det jo trist. Vi kan trøste os med Shakespeare: " hvis du skal dø i dag, slipper du for at dø i morgen". Man kan lige så godt se det positive i det

Anonym sagde ...

Det forfærdelige er, at det ikke engang er et særlig provokerende indlæg. Det er sådan set blot en konstatering.

Anonym sagde ...

Typen på de offentlige hyggeprinser og prinsesser ser vel nogenlunde sådan ud:

ndenfor dobbeltdørene sidder der en af disse kvinder, som man ser på offentlige kontorer overalt i verden.
De var aldrig unge og vil aldrig blive gamle.
De har ingen skønhed, ingen charme, ingen stil.
De behøver ikke at behage nogen.
De er sikre.
De er venlige uden nogen sinde at være rigtig høflige og intelligente og vidende uden ægte interesse i noget som helst.
De er hvad mennesker bliver til, når de bytter livet ud med eksistens og ambition ud med sikkerhed.

Raymond Chandler
'The Little Sister' 1947

klafbang sagde ...

Jeg så nu ikke zombieøjne, men i stedet virus i en celle i figuren.

Allan P. sagde ...

Gode, gamle professor Parkinson har ikke levet forgæves

Anonym sagde ...

Som offentlig ansat sætter jeg pris på jeres penge. Det er muligt jeg ikke leverer optimum i det daglige, men "det jævne" giver flere hyggepauser og færre mavesår.

Jeres jamrende klagesange er en anelse irriterende omend på en underholdende måde...."*buhuuu'...de tager vores penge!".

Jaja...det gør vi da. Om det er rimeligt eller ej er en uinteressant diskussion - for i har ikke noget valg.

Jeg skal sende jer en tanke når min bonus for veludført arbejde lander i december måned. Jojo...den er god nok. Overskud på budgettet skal jo leveres tilbage - og DET ville sgu da være dumt?!

Altså: Bonus, bonus, bonus :-)

Nå, det var det venner. klokken er i skrivende stund 13:45. Weekenden er begyndt for undertegnede. Og jer - i kan bare tørre jeres øjne og skrubbe tilbage trædemøllen.

Bob Glitter sagde ...

Anonym@13.49: Din kommentar lugter langt væk af trold, men det er egentlig lige meget for min pointe. På fortrolig to-mandshånd kan man altid få offentligt ansatte til at indrømme, at de intet laver. Intet. Sådan er det også med lærerne.

Så med din kommentar bringer du ligesom med dit arbejde intet nyt til fadet. Min eneste glæde er - som jeg beskrev i sidste afsnit - at I på et tidspunkt løber tør for penge.

Problemet er naturligvis, at I inden da når at pumpe alle os hårdtarbejdende sataner for vores sidste ører, mens I i processen kommer til at svigte en masse godtroende borgere, der egentlig havde brug for jeres hjælp.

Alt dette opnår I under paraplyen "velfærd", der som bekendt er "godt" mens alt andet er "ondt". Faktisk er det ret godt klaret.

Så betragt ikke min kommentar som kritik. Nærmere som beundring. Ingen kriminel organisation kunne have klaret det bedre.

Anonym sagde ...

Nu er fadet ikke just nyt heller.

Faktisk er causeri over velfærd/offentligt ansatte noget af det du gør dig mest i. Skabelonen er nogenlunde således:

Pengene vælter ud af statskassen og over i lommerne på de forkerte.

Disse er enten 85% af de offentligt ansatte, kontanthjælpsmodtagere eller svagtbegavede kvinder.

Det er de rødes skyld - nogle gange personificeret via Helle Thorning, Villy Søvndal, eller Dan Jørgensen.

De blå er også dumme. For de forhindrer det ikke.

Afslutningsvis fremhæver du

a)din fremskredne testikelkræft (eller noget lignende)som det mest positive der er sket for dig i mange år.

b) Alle andre er idioter.

"[...]når at pumpe alle os hårdtarbejdende sataner for vores sidste ører, mens I i processen kommer til at svigte en masse godtroende borgere"

Sjovt som det tema kommer op hver gang regningen for politiske point gennem skattelettelser skal betales.

Fat det nu. Det koster penge at holde samfundet kørende. *Harden the fuck up*

Med hensyn til vores kriminelle færdigheder...Nuvel, vi har lært af de bedste. Alt det du hader ved det offentlige system er udviklet under "New public management"-æraen, hvor den private sektors principper for ledelse og organisation blev implementeret i kommunalt og statsligt regi.

Men nok om det. Hvad med mig? Jeg er da også borger i samfundet? Jeg skal da også ha'?!?

Bob Glitter sagde ...

Anonym@21.11: Alt det du hader ved det offentlige system er udviklet under "New public management"-æraen, hvor den private sektors principper for ledelse og organisation blev implementeret i kommunalt og statsligt regi.

Jeg må le. Det svarer til, at ejeren af en zoologisk have påstår, at dyrene i hans park lever som i naturen. Men det gør de ikke, for de mangler noget helt væsentligt: Fjender.

Det offentliges mangel på fjender (som i konkurrenter) forhindrer dem i at være effektive og nytænkende. De har simpelthen intet incitament til at udvikle sig.

Sjovt som det tema kommer op hver gang regningen for politiske point gennem skattelettelser skal betales.

Stop nu det vrøvl. Ingen betaler for skattelettelser.

Fat det nu. Det koster penge at holde samfundet kørende. *Harden the fuck up*

Som i omkring 70-80% af borgernes indkomst? Vågn op. Det kan gøres meget billigere, men det offentlige sover. Jeg har selv arbejdet der i otte måneder, indtil jeg måtte flygte for ikke at blive sindssyg.

Jeg har set sagsbehandlere, der drikker en flaske snaps om dagen. Alle vidste det. Min mor arbejdede med en sygeplejerske, der stjal og tog morfin. Uden nogen sagde noget. Flere af mine folkeskolelærere var groft inkompetente og alligevel fik de lov at smadre børn år efter år.

Og hvorfor er det sådan? Fordi tingene fungerer som jeg har beskrevet i dette indlæg. Velfærden handler om, at beskytte de offentligt ansatte, ikke brugerne af det offentlige. Hvor mange kvinder hører man ikke sige, at de vil søge ind til det offentlige, når de bliver gravide, fordi de ved, at der ikke vil blive stillet spørgsmålstegn ved konstant fravær?

I må se at komme ud af abeburet.

Hvad med mig? Jeg er da også borger i samfundet? Jeg skal da også ha'?!?

Præcis denne holdning er skyld i, at samfundet udvikler sig som det gør.

Anonym sagde ...

"Jeg må le. Det svarer til, at ejeren af en zoologisk have påstår, at dyrene i hans park lever som i naturen. Men det gør de ikke, for de mangler noget helt væsentligt: Fjender.

Det offentliges mangel på fjender (som i konkurrenter) forhindrer dem i at være effektive og nytænkende. De har simpelthen intet incitament til at udvikle sig."


Le som du lyster, men det ikke det ejeren af haven påstår. Han har blot konsulteret eksperter i vilde dyrs levevis fordi han troede "de naturlige principper" kunne gøre dyrene til bedre jægere/overleverer og at det ville være en god ide. Men der er væsentlige forskelle mellem de rationaler der hersker i den private sektor(der er styret af et profitorienteret rationale) og den offentlige sektor (der er styret af et planøkonomisk og politisk rationale). Derfor giver det ikke mening at tilskrive de "fjender" du fremhæver som det vitaliserende element i den private sektor samme udviklende virkning på den offentlige sektor. For de to sektorer har forskellige funktioner. Den private sektor skal grundlæggende set bare lave penge - jage/slås om byttet om du vil. Den offentlige skal levere en række service- og tjenesteydelser til borgerne.

Det er muligt den offentlige sektor ikke har "fjender" (hæ!), men den har magtfulde interessenter. Blandt disse var der i tidernes morgen politiske ønsker om effektivisering af den offentlige sektors organisering og ledelsesformer. Og kunne man spare lidt penge ville det heller ikke være så ringe. Og de daværende rådgivere fra den private sektor pegede stolt på deres håndtering af guldkalvene og sagde "sådan gør man!". Resten er organisationsteoretisk historie.


Stop nu det vrøvl. Ingen betaler for skattelettelser.

Okay, jeg tror du misforstod min pointe. jeg reformulerer; Hvis jeg, i stedet for at betale huslejen, bruger pengene fra kollektivets fælleskasse til at købe rygeheroin som jeg så forærer til bofællerne - så ender det sgu nok li'som med, at vi bor i en papkasse på staden om snart.…Så skulle dit fremragende eksempel med landsbytosse-Finn vist være matchet.

Som i omkring 70-80% af borgernes indkomst?

Hvad snakker du om? Gennemsnittet for højere middelklasse ligger omkring 60%. Er det Lars Seier Christensens fuldemandssnak du har taget til dig? Er det marginalskatten?

Jeg har set sagsbehandlere, der drikker en flaske snaps om dagen. Alle vidste det.

…sejt.

Min mor arbejdede med en sygeplejerske, der stjal og tog morfin.

…frisk pige.

Flere af mine folkeskolelærere var groft inkompetente og alligevel fik de lov at smadre børn år efter år.

Med al respekt for eksemplernes personlige dimension - der er narrøve alle steder og du kan ikke generalisere på det grundlag.


Og hvorfor er det sådan? Fordi tingene fungerer som jeg har beskrevet i dette indlæg. Velfærden handler om, at beskytte de offentligt ansatte, ikke brugerne af det offentlige.

Vrøvl.

Hvor mange kvinder hører man ikke sige, at de vil søge ind til det offentlige, når de bliver gravide, fordi de ved, at der ikke vil blive stillet spørgsmålstegn ved konstant fravær?

Hey! Vi er enige! Jeg er også klart tilhænger af arbejdssammenhænge, hvor nyt liv bliver problematiseret :-)

I må se at komme ud af abeburet.

Ikke tale om! Hent mine bananer og syng for mig!

Præcis denne holdning er skyld i, at samfundet udvikler sig som det gør.

Uhhmmm!…bananer!

Bob Glitter sagde ...

Anonym@10.20: Det er ufatteligt, som I feminiserede DJØF'ere er i stand til at ævle og kævle og mudre ganske simple og letforståelige fakta til.

Den private sektor leverer ydelser til kunder. Den offentlige sektor burde være en kunde, som efterspørger ydelser, som den private sektor kunne kæmpe om at få lov at levere. End of story.

I stedet giver man det offentlige monopol, pakker det hele ind i vat og vrøvl om "socialt ansvar" og overbyder markedsværdien af kontordamer med Prins Valiant frisurer og halvtreds fedmerelaterede sygedage om året.

Endnu bedre ville det være, om man lod slutkunderne (borgerne) beholde deres egne penge og lod dem om at tage beslutningerne om, hvor de skal bruges.

Nej, min procentsats er ikke højt sat. Måske hvis man er en beskyttet humaniorastuderende i forældrekøbt lejlighed i en storby og man har cykelafstand til alt. Men hvis man er en normalt fungerede borger, der betaler moms, miljøafgifter, bilafgifter, vandafgifter osv osv osv efter den direkte skat er betalt, er den er sikkert lavt sat.

Dit eksempel med rygeheroin giver ingen mening.

Åh, undskyld mig, jeg skulle lige bruge lidt tid på at tørre tårene væk efter at have læst dit patetiske ævl om "nyt liv". Ikke alt liv er godt, selvom pigerne fortæller dig det.

Gode barselsvilkår kunne passende være en parameter, den private sektor kunne bruge til at konkurrere om de gode medarbejdere. "Hvad så med dem, der arbejder på fabrik eller værre endnu ikke har et arbejde?" spørger du dumt. Tjah, så kan vi måske slippe for en masse udueligt afkom fra sidste sociale kartoffelrække.

Everybody wins.

Anonym sagde ...

Efterhånden et lidt ældre indlæg, men problematikken nager mig til stadighed - af flere grunde. JA, det er sat lidt på spidsen (jeg får f.eks. lidt af skatten retur i form af børnepenge og muligheden for at gå til læge), men der er noget sygt i systemet.

Øverst oppe: politikerne. De bestemmer reelt deres egen løn og de kan ikke - uanset krumspring og floskler - rigtigt ændre på zombiemisæren.

Lidt længere nede: ledere i administrationen. Ingen af dem ønsker vel færre at skulle lede? Flere at lede = større ansvar og flere penge. At deres output og lortepublikationer er ligegyldige, er dem jo selv irrelevante.

... men mest af alt: man kan ikke melde sig ud af 'klubben'. Jo, man kunne jo flytte til Nigeria, men jeg kan på mange måder li' Danmark og alle mine venner og bekendte.

Nå. Har lige set på DR, at kineserne inden for måske 2 generationer for alvor får afviklet Skandinaviens berettigelse. Det går nok. Nogle skal passe tivoliparken Danmark, mens mine børnebørn forhåbentlig tilhører den stærke gruppe, som kan rejse ud og blive au pairs i Østen. Resten går til grunde.

Anonym sagde ...

Noob! jeg kan lide kage :-) Det hedder fattesvage :-) Bitch. Hav en god dag :-)

Anonym sagde ...

Hvis ikke tilførsel af flere penge til at lave anstændig normering, hvad er løsningen så? Og er du uenig i at normeringerne er uanstændige?

Bob Glitter sagde ...

Anonym@10.35: Normeringerne er ikke uanstændige. Det er personalet, der laver for meget administration i stedet for at passe børn. Det skal de stoppe med. Som konsekvens må man så leve med den dovenskab, der vil opstå, og forældre må acceptere at de ikke får akademiske rapporter om deres børn. Rapporter, de alligevel arkiverer lodret bagefter.

Dernæst kunne man ændre pædagoguddannelsen, så den ikke længere er akademisk, eller i det mindste mande op på hjælpere i stedet for pædagoger. De skal passe børn. Det er ikke raketvidenskab.

I øvrigt bliver minimumsnormeringer til maximumsnormeringer i løbet af ca. en halv time med alle de ulemper, det har. Det er ikke Christiansborg, der skal bestemme det her.