lørdag den 16. februar 2013

Dissektion af en hipster III

Betinas veninde, Bodil, har mildest talt ikke været heldig med mænd. Med mindre vi måler i antal, altså, for hun har dælme godt nok trawlet mere medister end en gennemsnitlig kødhakker fra Danish Crown. Ingen af de såkaldte forhold har dog varet meget længere end en weekend, og tilsammen har de kraftigt devalueret hendes møntfod. Dette var bare en af rigtig mange grunde til, at jeg ikke hørte efter, da Betina sad og pludrede om Bodils nye kæreste ved morgenbordet.

"Vil du se det, eller hvad?" brød hun ind i mine tanker.
Hun havde vendt sin rådne iPad mod mig, og jeg løftede blikket i forventning om at se endnu et af internettets tilsyneladende uendeligt mange katte- og babybilleder.
"Hvem er dét?!" spurgte jeg og flåede iPad'en ud af hendes hænder.
"Det er Kjeld. Bodils nye kæreste. Sig mig, hører du slet ikke efter?"
Jeg knugede iPad'en i hænderne og mærkede varmen stige til hovedet.
"Kender du ham?" spurgte Betina. "Åh nej, det er ikke en voldelig type, vel? Ligesom ham den fulde fra nytårsaften?"
"Nej ... eller ... det ved jeg faktisk ikke. Muligvis. Nej, det er langt værre end en slagsbror, en voldtægtsmand eller en seriemorder."
Jeg sænkede iPad'en og kiggede Betina direkte i øjnene.
"Betina," sagde jeg, "Bodil har indladt sig med ..."
Jeg sank.
"... en hipster!"

Se, det ville have været meget lettere, hvis Bodil havde mødt en seriemorder. Så ville en eller anden hundelufter have fundet hendes mishandlede lig i en grøft om et par måneder, og vi kunne alle have fortsat vores liv i fred og ro. Jeg er nemlig totalt ligeglad med Bodil, den gamle, gennemredne sæk. Men hvis hun skulle finde på at opbygge et såkaldt liv med et overfladisk hipsterrøvhul, så ville Betina blive en del af det og dermed ville jeg blive en del af det. Jeg forudså endeløse besøg i deres kedelige villa, købt alt, alt for dyrt af Kjeld på grund af dens ironisk brune 70'er badeværelse. Jeg havde frygtelige visioner af tåbelige sommerferier på cykelture i det danske eller svenske land, hvor vi skulle fjolle rundt og drikke dårlig, ironisk papvin og spille stangtennis. Dette her måtte bare ikke ske.

Men nu sad jeg der foran en iPad, der hånligt viste mig Kjeld's fotografi. "Kjeld". Som om det var hans rigtige navn. Ingen unge mennesker hed da Kjeld nu om dage. Ingen. Og hvis nogen alligevel gjorde, ville hans stjålne navn være blot endnu en hån mod dem. Billedet var taget med Instagram, naturligvis, og lignede et festfoto fra et kobberbryllup i 70'erne. Han havde endda en grøn, ulden habit på og stod strategisk placeret foran en gammel globus med lys i og nogle maritime genstande i et hjørne, der var dekoreret med noget stormønstret tapet. Han bar det uundgåelige kønshårsfuldskæg og naturligvis nogle enorme, ironisk tonede metalstatementbriller. Naturligvis. Havde vi forventet noget som helst andet? Han var så unik som en affarvet brunette i Ikast centrum.

"Vi skal møde dem i aften nede i byen," sagde Betina. "Det husker du nok, ikke?"
Jeg gumlede surt videre på mit rundstykke.
"Hvorhenne?"
"Det kan jeg ikke lige huske. Det er vist Kjeld's stamsted. Jeg husker ikke navnet, men det var et eller andet sjovt. Han er sådan en lidt sjov fyr, ved du nok. Bodil siger, at han er nørdet. Meget nørdet."
Jeg kiggede tavst på mit stupide valg af en livspartner. Aha, tænkte jeg. Så han er nørdet. Gu' er han ej. En nørd har viden. En nørd er speciel. En nørd kan bruges til noget. Det kan en hipster ikke. Han er ikke andet end et forfejlet liv, der shopper esoteriske interesser blot for at virke unik og interessant. Ikke andet end en dum eremitkrebs. Bare væsentlig grimmere.

Først på aftenen tog vi bilen ned i byen. Vi befandt os i 2013, men jeg havde foretrukket, at året var 1487 og at jeg var på vej, bundet, frysende og nøgen, i en ladvogn til den Spanske Inkvisition for at forklare mit seneste tweet om Paven, frem for at skulle møde Kjeld. Et øjeblik havde jeg faktisk været positivt stemt, da en sms fra Bodil fortalte, at vi skulle mødes på en lille, gammel bodega i nærheden af Vesterbro Torv. Jeg havde været der tit og kunne lide stedet, men kom så pludselig i tanke om, at Kjeld naturligvis havde foretaget et ironisk valg.

Uden for bodegaen bemærkede jeg en fixie-cykel med gammeldags dynamolygte, og jeg vidste, at Kjeld og Bodil allerede var ankommet. Og da vi trådte ind, så vi ganske rigtigt Bodil vinke fra en af båsene og bag hende sad Kjeld, en ækel mandsling, langt spinklere og mere ynkelig end jeg troede muligt, med hænderne bag nakken og bare alt, alt for fed til at være på denne bodega. Vi gik hen til dem, og jeg havde knap lagt øjnene på Kjelds røde, ironisk zig-zag mønstrede sweater, før jeg mærkede behovet for alkohol. Kjeld havde naturligvis ikke købt noget, inden vi kom.
"Hvad skal I have?" spurgte jeg tørt.
Kvinderne kvidrede lidt og svarede: "Hvidvin, tak."
Jeg kiggede på Kjeld, der gabte og strakte sig lidt og tog sig god tid til at beundre det lille gulnede maleri, der hang i båsen, før han orkede at kigge i min retning.
"En solbærrom," lød en nasal stemme fra bag fuldskægget.

Jeg gik op til bartenderen, hilste og fik afleveret min bestilling, inklusive min egen halve liter fad.
"Solbærrom?" udbrød han, "Det er der ikke nogen, der har bestilt, siden gamle Else døde af det i '78. Jeg har sgu' vist stadig flasken et sted."
Han åbnede et skab og rodede rundt et stykke tid, før han trak en flaske frem, der lignede en rekvisit fra en Indiana Jones film.
"Man skal nok ikke drikke af den," sagde han tørt.
"Den er fin," sagde jeg.
"Men-"
"Den er fin. Jeg betaler dobbelt."
Bartenderen tøvede, skulede på mig et øjeblik, hvorefter han nikkede og skænkede rommen op i et stort snapseglas. Jeg ventede på resten af udskænkningen og tog den med ned til bordet.

De næste ti minutter hørte jeg intet af, hvad der blev sagt. Jeg var morbidt fascineret af at betragte Kjelds grimme, små fingre gribe fat i og tilfedte snapseglasset, som han løftede op til sin ækle mund. Hans alt for røde, smalle, fugtglinsende læber, omringet af sirlige, røde fimrehår fra det grimme fuldskæg, krusede sig sammen i kvalmefremkaldende imitation af en sugemallemund, idet han slubrede små portioner af den grumsede solbærrom i sig. Hans halvåbne, dumme øjne gloede hovent ud i luften gennem metalstellet under femhundredekroners frisuren, der omhyggeligt lod som om den var morgenhår.
"Smager den?" spurgte jeg og smilede koldt.
Kjeld trak på skuldrene og kiggede rundt i lokalet. Han havde tydeligvis svært ved øjenkontakt. Typisk for pæderaster.
"Tjah, den er udmærket," Han slubrede en lille sirlig slurk igen. "Men billig. Ikke så god som den, jeg smagte på cykelturen til Lolland sidste sommer."
Bodil fniste genert: "Kjeld har sådan nogle sjove interesser. Sådan helt unikke og specielle. Han er lidt af en nørd."
Hun kløede ham i håret og med et skævt smil skubbede han kælent hovedet over mod hende, som var han en eller anden indavlet, forladt, sygdomsbefængt hankat, der omsider havde mødt en, der var naiv nok til at fodre løs på ham. Det var i sandhed en af de ækleste opvisninger i falskhed, jeg nogensinde havde bevidnet.
"Det skal du så huske på, at du får med i pakken, når du siger ja i kirken," jokede Betina.
"Nej," lo Bodil. "Vi skal aldrig i kirken. Kjeld er jøde."

"Jøde?" spurgte jeg interesseret, mens Kjelds øjne flakkede.
"Konvertit," trak han på skuldrene. "Jeg bryder mig ikke om Kristendommen. Den er så racistisk og reaktionær og ekskluderende. Og så er næsten alle jo medlem af Folkekirken."
Han trak en lille bog op og lagde den på bordet. Den bar en jødestjerne.
"Det er kabbala," fløjtede hans lille, nasale rottestemme fornøjeligt, mens resten af kroppen forsøgte at udtrykke ligegyldighed. "Jødedommen har sådan nogle gode værdier. Og medmenneskelige. Det er slet ikke sådan noget Israel-pis med at hade muslimer."
Han trak på skuldrene.
"Nå, nå," svarede jeg. "Kabbala. Er det ikke det, Madonna dyrker?"
Kjeld lo højt og hånligt, hans latter krampagtige spasmer fra det forkrøblede indre. På hans skikkelse fornemmede jeg skyggerne fra den alkoholiske fars klamme, befølende hænder. Et evigt aftryk på hans tomme sjæl.
"Det ville jeg så sandelig ikke vide," fnøs han. "Madonna? Hvem er det? Jeg har aldrig hørt om hende."
"Nej, Madonna?! Helt ærligt, Bob, hvor gammel er du?" istemte Bodil og lo sammen med sin hipster, der sad der i sin tidlige 80'er sweater og gloede bedrevidende og stikkende på alt undtagen mit blik.

Ikke siden Claus von Stauffenberg forsøgte at dræbe Hitler, havde der eksisteret en mere ønskelig anledning til at have en taske med halvtreds kilo dynamit stående under et bord. Der var dog et enkelt, hastigt voksende glimt af håb i alt dette. Som jeg sad der i selskab med denne selvfede, ironiske hipsternar betragtede jeg hans ansigt ændre kulør. Jo mere solbærrom, han søbede med sine klamme, våde læber fra det mere og mere fedtede glas, jo tydeligere skiftede hans teint. Først havde den været nærmest rødmosset i et ironisk sympatistatement til den arbejdertype, han aldrig ville nå til sokkeholderne. Så blev den bleg. Og nu var den nærmest gennemsigtig. Små sveddråber begyndte at pible frem på hans pande og hans hænder rystede mere og mere.
"Nå, Kjeld," sagde jeg langsomt. "En solbærrom mere? Eller en snaps? Hvad med et Gallianoshot med flødeskum og det hele?"
Han styrtede ud på toilettet, flagrende med arme og ben som et ynkeligt, sønderklappet stankelben.
Da han kom tilbage og smed sig ned i båsen med et tøset hvin, var jeg sikker på, at aftenen var forbi. Men så væltede en gruppe "unge" ind på bodegaen.

"Hva' såååå?" råbte en af dem. "Er her nogl' dansk' luder' der vil ha' knipp'?"
De kom hen til vores bord og en af dem, der tilsyneladende havde stjålet en mospude fra en gammel dames gravsted og placeret den på sit hoved, sagde til mig:
"Må jeg knipp' din dame, hva'? Ska' hun ha' en rigtig stor, stiv, fremmed pik?"
"Ved du hvad, kammerat? Du og alle dine venner må voldtage både min kæreste, hendes veninde og i særdeleshed Kjeld derovre gentagne gange, hvis bare du ikke gør mig noget," havde jeg svaret, hvis jeg havde været ærlig.
I stedet tav jeg, mens jeg overvejede, hvordan jeg skulle slippe helskindet ud af bodegaen. Såvel Kjeld, Bodil som Betina var acceptable ofre i min vellykkede flugt.
"Hvad fuck er det?" skreg en af de unge og pegede på Kjelds kabbala-bog. "Er I fucking jøder? Er I jødesvin eller hvad?"
Jeg pegede øjeblikkeligt på Kjeld og sagde: "Han er. Jeg er ikke."
Den unge, "frustrerede" mand tog fat i blegsvedende Kjeld, løftede ham op i de ironisk overstore skjorteflipper, der stak ud over hans grimme sweaterhals, og udløste med et klik så stor en springkniv, at jeg mærkede vindtrykket fra bladet.
"Jeg skærer nosserne af dig," hvæsede han. Hvis du kan finde dem, tænkte jeg og gættede, at de for længst havde trukket sig helt op under lungerne.
"Stop," råbte en af de andre unge, og tog fat i springkniven og tvang den ned. "Vi kan ikke chikanere jøder eller homo'er her. Det kan vi kun gøre fra vores bil, ikke? Fat nu noget, mand."
Den unge slap Kjeld, der faldt ned i båsen som en gammel gulvklud, og kiggede på ham med døde, sorte øjne. Han lavede nogle små, hidsige korte ryk med skuldrene og nikkede hagen opad, truende.
"Jeg skal nok få dig," råbte han, mens han fulgte gruppen ud af bodegaen og pegede på Kjeld med en arm løftet i en så høj bue, at man skulle tro, han rakte over et plankeværk. "Jødesvin."

Vi sundede os et kvarters tid, indtil de "unge" forhåbentlig var gået langt væk.
"Bodil, jeg vil gerne hjem nu," peb Kjeld.
"Det er vist også på tide, at vi finder hjem, ikke Bob?" spurgte Betina.
Endelig. Vi rejste os og gik udenfor. Kjeld fumlede med sin fixie og lignede i det hele taget en marionetdukke med en fuld fører. Han rakte hånden ned i lommen, tog en kasket frem og satte den på hovedet. Jeg kneb øjnene sammen og betragtede ham i et par sekunder.
"Flot kasket, Kjeld," sagde jeg.
"Ved I hvad? Vi kan da kør-", begyndte Betina, inden mit blik slog hendes invitation ned som den syge køter, den var.
Jeg tog over: "Ja, vi kan da hjælpe dig op på cyklen, Kjeld."
Bodil og Betina begyndte igen at pludre, mens jeg fik skubbet Kjeld op på fixien. Forhjulet svingede under manglende fremdrift fra pindemandens sølle, fløjlsbebuksede ben.
"Jeg kan ikke se noget," klynkede Kjeld. "Jeg har det så dåårligt."
Da hørte jeg lyden. Et brøl. En tunet motor, ville jeg tro, men nu er jeg jo ikke en oliefinger, vel? Jeg drejede hovedet og så den komme kørende med fuld fart ned ad vejen. En BMW, sænket og med tonede ruder. Kraftig dunkende musik spillede dumpt over motorens drøn. Så greb jeg muligheden.
"Så er der fri bane," råbte jeg og tog fat i Kjeld og skubbede ham og fixien ud i fodgængerovergangen.

Det næste, der skete, husker jeg samtlige, vidunderlige detaljer af. Hvis man kunne koble en videooptager til min hjerne, hente mindet og gemme det i 100fps, Super HD med Dolby™ Surround Sound, så ville det tabe noget af sin krystalklare kvalitet. BMW'en traf ham på benene. Under knæene faktisk, da den var så sænket, at den burde have kørt i en undergrundstunnel. De knækkede med en kvasende, sygelig lyd, og Kjeld - eller i hvert fald det af ham, der stadig hang sammen over knæene - fløj op på kølerhjelmen, mens fixien blev opslugt under vognen. Læggene hang fast i kofangeren, og han blev slynget med sådan en kraft mod kølerhjelmen, at en sky af ironisk gulnede tandstumper eksploderede omkring ham, idet han slamdunkede sit behårede, dumme ansigt ned i den sorte, skinnende metaloverflade. Hans ben brast, flået over ved knæene og overkroppen fløj frem, hvorefter han landede en ganske pæn, men sandsynligvis utilsigtet flyveskalle på bilens forrude. Ikke siden juleaften havde jeg set en flottere, rød stjerne. Hver eneste af dens utallige, blodige spidser bredte hjertevarme i min krop. Som en slags bonus blev det grimme metalbrillestels ene arm stødt op i hans næse, og jeg bildte mig ind, at jeg hørte en svag lyd som af æggeskaller, der blev kvast, idet den trængte ind i hjernen. Resterne af det enorme, forvredne brillestel fløj bagud og skar hans mave op, og Kjelds hoved og overkrop, på vej op over taget af bilen, blev hurtigt indhentet af indvoldene, der havde efterladt deres blege, ynkelige hylster af en underkrop på kølerhjelmen. BMW'en fortsatte igennem ham og forlod stedet uden at sænke farten. Da den få sekunder senere var væk, bredte en stank af lort og delvist fordøjet tofu sig langsomt fra de sønderevne rester af Kjeld, som bilen havde efterladt på asfalten.
"Pas på, Kjeld, der kommer en bil," råbte jeg.
To sekunder efter greb jeg hans kasket, der faldt fra himlen som et andet Dannebrog. Uden at tænke puttede jeg den i lommen.

Jeg tror egentlig, at Kjeld ville have kunnet lide sin egen begravelse. Han havde tilsyneladende ingen venner eller familie, eller også havde de alle forladt ham. Det sidste var nok det mest sandsynlige. Under alle omstændigheder stod Bodil, Betina og jeg nogle dage efter ulykken som de eneste og kiggede på den statssponsorerede, anonyme trækiste i det kommunale kapel. Det var lidt ironisk, at så fed en person fik så ynkelig en begravelse. Men det havde nok været fedt i sig selv. Bodil prøvede at fremstå utrøstelig.
"Jeg finder aldrig en som ham. Han var så unik og speciel," forsøgte hun hulkende at overdøve lyden af sin telefon, der modtog en sms fra næste uges medistermeter.
Jeg valgte at være tavs. For en gangs skyld. Jeg satte hænderne i lommerne og opdagede kasketten. Jeg hev den frem.
"Hov, Kjelds kasket," sagde jeg. "Vil du have den som minde?"
Hun rystede på hovedet. "Behold den."
Jeg kiggede på kasketten. På det gulnede, fedtede net bagpå og på Budweiser logo'et foran. Dengang jeg solgte den på Den Blå Avis, havde jeg sendt den til en fyr, der hed Christian. Det er jo heller ikke så fedt et navn som Kjeld, tænkte jeg. Jeg stak kasketten i lommen.
"Kom," sagde jeg til de to kvindemennesker. "Jeg giver frokost nede i byen. Jeg tror, jeg lige har fundet lidt luft i budgettet."

11 kommentarer:

Anonym sagde ...

Smukt!

Anonym sagde ...

Det havde været endnu smukkere og ironisk på den ikke-hipster måde, hvis kasketten var sådan en "Pas på mig i trafikken"-kasket som har jeg set sidde på indtil flere kræftbylder i kødbyen.

Anonym sagde ...

Bob Glitter for fanden i helvede. Dér er god læsning.

kjensen sagde ...

Fantastisk historie

Mette Drejer sagde ...

Jeg vil gerne bestille din bog!...for efter dette her, så ved jeg bare du må skrive en.

Anonym sagde ...

Denne smukke ode til destruktionens vidunderlighed bør være obligatorisk pensumlæsning på enhvert gymnasium i Danmark

Anonym sagde ...

Har du stadig fixie'n? Jeg giver gerne en god pris. Hilsen Erling

Anonym sagde ...

Indlægget tog lidt længere tid at læse end "50 Shades of Gray". Til gengæld var det så også mere ophidsende.

Anonym sagde ...

Det her bliver min nye onani-fantasi...

Anonym sagde ...

Bob, jeg ved godt du har haft det lidt svært med Politiken-segmentet for nylig, men hvorfor fortæller du os ikke om, hvordan du i virkeligheden har det med hipstere?

Anonym sagde ...

Verdensklasse!