mandag den 19. december 2011

Jeg, politikkens James Cook

Der er en første gang for alting, som man siger til tabere, der ikke kan finde ud af noget. Og dette bliver første gang, jeg indrømmer, at jeg har taget fejl. I oktober 2010 satte jeg mig ned i arrigskab og forfattede et indlæg om Joachim B. Olsen. Jeg var sikker på, at han aldrig blev til noget og anså hans folketingskandidatur for Liberal Alliance som en stor fejl. På daværende tidspunkt virkede det også sådan.

Helt ærligt, 115 kilo muskler, der efter en falleret sportskarriere havde været på Tour de Kendisprogram og blameret sig som en kraftidiot i samtlige shows, kunne jeg som logisk tænkende individ ikke have den store forventning til. Og når han samtidig havde været et slags smut omkring Socialdemokraterne!? Men jeg tog fejl og må give de pålidelige kilder, som forsøgte at overbevise mig om hans værd, ret: Joachim B. Olsen gør det udmærket, og han har endda formået at bringe kog på suppen af fattigdomsdebattens fede lårben i en tid, hvor ingen ellers vovede at stille kritiske spørgsmål til vor tids herskerklasse: Socialklientellet.

Jeg kan dog stadig ikke slippe billedet af Joachim B. Olsen som en lidt tyk skoledreng, der er kommet på handelsskole og i klasse med nogle af de tunge regnedrenge. Det virker som om, jakkesættet ikke rigtig passer på ham, og at han mest har det på for at imponere og ligne de andre to: I ved, ham med de lyseblå, iskolde øjne og ham, hvis hjerte er så uhjerteligt, at det ikke engang gider slå for ham selv. Selvom han har gjort det godt, virker han på en eller anden måde som en meget stor og uhandy bugtalerdukke. Men klog af skade vil jeg undlade at nævne det.

Dels fordi, Joachim har stødt luften ud af den ynkelige fattigdomsdebat og dels fordi, jeg gerne vil have dit fokus væk fra det faktum, at jeg har taget fejl, kom jeg til at tænke på, at det er på tide at redefinere den traditionelle politiske kategorisering med en højre- og venstrefløj. Da jeg sad og surfede Wikipedia på arbejdet, fordi jeg kan lave mine opgaver på en tiendedel af den tid, staklerne betaler mig for, faldt jeg over de såkaldte appelformer i retorikken, som er yderst velegnede til at klassificere det nuværende politiske klima:

  • Patos: At tale til følelserne.
  • Logos: At tale til logikken.
  • Etos: At tale med basis i moral (her subjektivt defineret af afsenderen).

Dermed kom jeg øjeblikkeligt frem til følgende politiske kort:


Jeg kan simpelthen ikke påpege alle de steder, hvor dette diagram er genialt. Prøv for eksempel at lægge mærke til, hvordan partierne er placeret i forhold til de enkelte appelformers områder, og hvor meget det faktisk fortæller beskueren. Det er krystalklart. For satan, det er godt! Jeg har allerede ydet mere som politisk kommentator end nogen rød, evighedsansat lakaj fra Danmarks Radio, og alligevel kommer der ingen statement-kok og laver en fancy ret ud af min fez, så jeg kan æde den.

Sig mig lige: Er der noget, Bob Glitter ikke kan? Bitter Blog tvivler.

9 kommentarer:

Mikkel F sagde ...

Det er helt genialt...og jeg er især glad for at figurens baggrundsfarve er rød, for alle partier i Danmark er i bund og grund en (ofte sær) afart af socialdemokratiet. Undtagen selvfølgelig enhedslisten som i virkeligheden er den samling af SOSU'er og arbejdsløse ufaglærte som alle andre åbenbart laver dansk politik for.

Søren Van der Schleckel sagde ...

Plain whack: Kristendemokraten (eller er der flere??).

Anonym sagde ...

S, SF, EL og DF er altså patologiske, eller hur?

Scarlet P sagde ...

Bob, sig efter mig: "Jeg - har - formuleret - mig - upræcist". Det, som du mente, da du sagde at Joachim B. Olsen var talentløs til alt andet end at kaste en tung kugle hen over en græsplæne, var selvfølgelig at han er et politisk geni med en lysende karriere foran sig. Du bliver virkelig nødt til at have styr på den slags, hvis du ikke vil ende som politikkens Mylius-Erichsen.

Anonym sagde ...

Kan du ikke uddybe: "efter en falleret sportskarriere".

Hvornår er det så, at man ikke er falleret?

Bob Glitter sagde ...

Anonym@17.34: Når man ikke er professionel sportsudøver.

Kjeld Flarup sagde ...

Jeg var indrømmet også skeptisk overfor ham. Men måske vi stadigt glemmer at han faktisk har læst på et amerikansk universitet. Så dum er han nok alligevel ikke.

kjensen sagde ...

Du er genial.
Og jeg tager ikke - modsat dig - fejl.

Anonym sagde ...

Falleret sportsudøver - eller falmet sportsudøver ?