Læserportræt: Sukkertærten

I har alle sammen fået tanken: Hvem - udover jeg selv - læser Bitter Blog? Jeg ved i hvert fald, at jeg har fået den. Ud over de usammenhængende kommentarer jeg får fra højre- og venstreradikale tosser, nittenårige CBS-studerende og hoben af centrum-venstre kvinder, der kigger herind i håb om at finde noget rigtig mand, så aner jeg det heller ikke. Men så er det godt, jeg kan byde velkommen til Bitter Blogs nye læserportrætserie, som sikkert ikke overlever pilotafsnittet.

Af og til støder man på folk, som er så anmassende og irriterende, at de får Bubber til at fremstå som en eftertragtet bofælle. Bitter Blog har sådan en person som læser og dedikeret fan. Hun er er en ung kvinde, som jeg vil kalde for Katja, da det navn passer til hendes person som et pighalsbånd til en kamphund. Katja har i adskillige uger forfulgt, ja nærmest stalket og tigget og bedt mig om at skrive et indlæg om hende. Normalt vil jeg aldrig tage sådan en opfordring op, men i dette tilfælde forholder det sig anderledes. Og hvorfor så det?

Fordi hun er så ganske jævn. Der går tretten af hende på dusinet; englænderne ville sige "run of the mill". Hvad får mig så til at konkludere det? Fordi hun besidder de to egenskaber, der er vigtigst for en ung, karriereminded kvinde i denne tidsalder: Narcissisme og ekshibitionisme. Hvis hun dog bare ikke var så buttet, ville hun kunne nå langt:

De ikke bare horede og drak ved de
 romerske orgier. De åd også.

Ovenstående eksemplar er bare ét ud af flere hundrede hæmningsløse selvportrætter, Katja har lagt op på sin Facebook profil. Hun poserer på hvert eneste forpulede billede med en blanding af disse udtryk: Sexkilling, luksusbitch og partyprinsesse. Hvis man tærsker hele den ynkelige samling af fotos igennem, hvilket kun vil ske, hvis man ligesom jeg er tvunget til det af research-hensyn, dukker der fra tågen af overeksponeret selvhævdelse et omrids af personen bag Katja op: Et hult ingenting.

Katja befinder sig på samtlige sine billeder i noget, der kan betegnes som luksuriøse omgivelser. Da hendes forældre kommer fra Randers, er det næppe arvesølvet, der finansierer udskejelserne, og efter en weekend kan man da også, hvis man er så heldig at være venner med Katja, vågne op til en Facebook-væg a la denne:

Hvad Katja kalder for "en stille weekend"

Okay, betjentene har næppe økonomien til, at Katja kan skeje ud, som det sig hør og bør for en prinsesse, men måske har de noget andet, der tiltaler hende. En uniform, måske. Eller et intellekt, der matcher. Det kunne også bare være macho-attituden, for de sytten mænd, hun hidtil har været i seriøse forhold med - dvs. af varighed over fire timer - siden vi blev Facebook-buddies, har været så åbenlyst biseksuelle, at de ville gøre enhver hermafrodit rundtosset.

Jeg burde selvfølgelig gribe i egen barm og spørge mig selv, hvorfor et hul som Katja læser Bitter Blog. Hvorfor holder hun sig ikke til de populære, politisk korrekte holdninger som sine stupide ligesindede. Det er naturligvis fordi, hun ved, hvem vinderne er. Hun vil stå på vindernes side, fordi hun trods alt er klar over, at det er her, alle midlerne og magten er. Men på den anden side keder pseudovindertyperne, de kønne, androgyne mænd, hende. Blandt dem kan hun få den, hun peger på. Men Bob Glitter er spændende. Ikke kun fordi, jeg er hysterisk morsom og til enhver tid ville foretrække en leverpostejsmad med surt eller at den intellektuelle afstand imellem os bør måles i lysår, hvis man ikke ejer en usædvanlig bred lommeregner. Men fordi at jeg, udover at have penge, ser ned på hende. Kvaliteten, alle raske kvinder sukker efter.

Nu når hun må opgive mig, må hun i stedet gå efter penge, og selvom hun derfor på flere måder ikke er meget bedre end alle vores elskede socialklienter, må jeg alligevel give hende, at hun har ambitioner. I stedet for udelukkende at suge på sine mænd, har hun taget sig et job som regnskabsassistent - en stilling, hun sendte sin chef sin tak for ved at opslå følgende billede på sin efterhånden overfyldte væg:

Bildækket vejer på sin vis op for
bagdelens manglende proportionalitet.

Jamen, hov, er det ikke glædeligt? Her gik jeg lige og troede, at Katja blot var et irritationsmoment, en snylter med en flad, kedelig røv, mens hun i virkeligheden er en forklædt velsignelse. For Katja er alt det, som landets røde feminister bekæmper med grønne øjne og gule tænder og negle. Selv hvis det lykkes dem at få indført bestyrelseskvoter for kvinder, vil pladserne gå til typer som vores egen sukkertærte, Katja, der uden skyggen af tvivl vil skubbe eventuelle kvalificerede kvindemennesker af vejen. Uden problemer. Især, når hun poster billeder som disse efter firmafesten:

Efter en halv flaske rom bliver dybe blikke
over mødebordet alligevel for subtile for
vor lille sukkertærte.

Ingen testosteronstyret alfa-psykopat i ledelsen vil kunne stå for proptrækkerkrøllerne. Og ved I, hvad der er endnu bedre? For hver rynke, der danner sig i Katjas ansigt, for hver millimeter, de graver sig dybere og for hver centimeter resten af hendes hud- og fedtfolder strækker sig, idet kroppen dingler i livets løkke, dukker to nye, unge piger op med endnu mere spændstige og glatte kvaliteter end Katjas. Og heller ikke de behøver gøre noget som helst for det. Ikke. En. Skid.

Ærgerligt for Katja. Godt for os. Verden og fremtiden tilhører mændene!


P.S.: Er jeg den eneste, der sidder tilbage med fornemmelsen af, at Barcardi er et billigere og ringere mærke end selv den mest rustikke, ungarske Pálinka?


P.P.S.: Er du fast læser af Bitter Blog og ønsker du at blive karikeret som præcis den tegning, du i virkeligheden er? Så skriv og vi får se, om jeg ikke bare ignorerer dig.