mandag den 7. november 2011

Castenskiolds undergang

Forleden blev jeg trukket med på en tur i byen. Dem, der efterhånden er tilbage af mine venner, syntes, at de aftenlure, jeg tager som vidunderlige appetitvækkere til min længe ventede død, er spild af tid. Jeg var ikke enig, og jeg er det stadig ikke i skrivende stund, hvor byturen omsider er forbi. Jeg skal ikke trætte jer med at fortælle om de fem timer, hvor jeg drev formålsløst rundt blandt nødstedte stakler, der desperat klyngede sig til fladt øl for at undgå at drukne i ædruelighedens havdyb. En af de mest værdige eksemplarer var en cirka 65-årig Ed Harris klon, der skjulte sin måne med en kasket og forsøgte at imponere 20-årige piger med electric boogie moves i baren. Ej heller vil jeg koncentrere mig om det faktum, at det faktisk var J-dag og at jeg dermed fungerede som magnet for uforstående blikke, idet jeg valgte at drikke noget andet end Grøn Tuborg tilsat karamel og et skvæt gammel hospitalssprit.

Nej, jeg vælger at fokusere på, at jeg tog imod et tilbud om ”at komme med videre i byen” hvorefter jeg blev slæbt ned på Castenskiold ved Åboulevarden. Jeg kendte ikke rigtig stedet. Jeg troede bare, det var en cafe, som jeg tidligere havde undgået, fordi jeg ud fra dens udseende havde forventet at blive behandlet med samme hjertelighed som en kvindelig, ung, letpåklædt tysk flygtning kunne forvente i en østpolsk slagterforretning fyldt med liderlige, ADHD-kannibaler to dage efter Hitler skød knoppen af sig og for evigt brændemærkede alle hvide, protestantiske mænd.

Indretningen på Castenskiold er grim, hvilket med andre ord betyder, at du sikkert synes, den er fed. ”Fedt”, ville du sige, mens du kigger dig omkring gennem dine styrkefri statementbriller og tager en slurk af din latterlige Mokai. ”Fedt!”, gentager du og nikker. Cafeen består af ét stort rum, som er adskilt i mindre afdelinger med kraftige, røde stykker stof, der hænger ned fra loftet som en hentydning til det tæppe, der for længst er gået ned for gæsternes kritiske sans. En større del af rummet er afsat til DJ'en, minimalistisk udstyret med en iMac, naturligvis, og det tilhørende dansegulv med stedets eneste normalitet: En aggressiv indvandrer. Enorme, grimme, moderne lamper hænger i de enkelte sektioner og i midten af det hele står en aflang bar.

Jeg kiggede rundt i baren og forsøgte at finde noget, jeg havde lyst til at drikke. Det var rimelig svært. Fadølsanlæggene er smart anonymiseret, så de ikke risikerer at skilte med ølmærker, der i aftenens løb mister coolness eller ironisk værdi. Et kig gennem barkøleskabets gennemsigtige låge afslørede en række obskure flaskeøl, hvis indhold sandsynligvis er brygget på , afføring fra gnavere eller kaffegrumsen fra formiddagens gæster. Min overraskelse over at de serverede Jule-Tuborg forsvandt hurtigt, da jeg så, at de pinlige flasker var behændigt skjult i plasticsvøb.

Jeg antog, det var nemt at få noget at drikke, da der stod hele fire bartendere i baren. Oh mand, jeg tog fejl. Jeg er nok rimelig konservativt klædt, når jeg går i byen, hvilket med andre ord betyder, at jeg er pisseligeglad med, hvad jeg har på. Alle undtagen mig var tilsyneladende vågnet nøgne op i Nik & Jays garderobe og havde skamløst iklædt sig et outfit derfra, inden turen gik til Castenskiold. De havde også lige modtaget den obligatoriske klipning i Hitlerjugend, taget et smut omkring tatovøren og de kendte alle bartenderne. Sandsynligvis var det summen af disse forhold, der gjorde, at det tog mig en halv time at få serveret to ynkelige drinks. I hvert fald kom vennerne og andre af de smarte, som bartenderne krammede og sikkert var dødeligt angste for ikke at imponere, foran mig i køen. Da jeg på et tidspunkt fik øjenkontakt med en af bartenderne, der stod og fedede den, kiggede han på mig som om, jeg var noget, der sad fast under hans sko, hvorefter han svarede: ”Jeg betjener den anden side af baren”. Trods alt imponerede det mig, at mit svar om, at jeg egentlig havde gættet, jeg stod på den heteroseksuelle side, ikke rystede hans coolness. Men det er jo også – ironisk nok - så hipt at være åben og inkluderende.

Fair skal være fair. Tatoverede Fritz i baren sagde til mig, at han havde bemærket, at jeg havde ventet længe, og at han ville give mig rabat på de drinks, han derefter med en bedøvet teenagers iver tog ti minutter om at samle. Men det var altså også to gin and tonics. Da han serverede drinks'ene, troede jeg prisen var en dummebøde, men et kig på et økologisk prispapskilt afslørede, at to centiliter spiritus koster femogfirs kroner, så han snød mig ikke engang særlig åbenlyst. Men ellers var det skidehyggeligt at stå i baren, hvor de snobbede gæsters indholdstomme blikke skabte en hoven, distanceret atmosfære som i en nichebutik på Frederiksberg, der har fået besøg af en DF'er. Da en fyr med enorme statementbriller begyndte at genere en fra mit selskab, fik jeg lyst til at lave økologisk pasta af hans krop ved at mase ham igennem stellet. Men så indså jeg, at de var store nok til, at han kunne stikke låret igennem dem, hvis han havde lyst. Nå, men i det mindste lærte jeg, at ikke kun hippe - men også ganske almindelige - idioter iklæder sig disse groteske spild af imiteret skildpaddeskjold.

Da jeg stod der midt i al smartheden, slog flere tanker ned i mig. En mindre interessant var, at jeg ikke længere var misundelig over, at det er Bethany, der bliver den kendte af os. For hvis jeg bliver kendt, bliver jeg vel nødt til at frekventere barer som Castenskiold, så jeg kan udstråle de smarte, politisk korrekte signaler. En mere interessant var, at jeg faktisk befandt mig i en miniaturemodel af velfærdssamfundet. Majoriteten af uduelige, overfladiske snyltere, der holder sig selv kørende i et overflodsforbrug gennem udnyttelsen af godtroende, almindelige lønarbejdere. Analogien til min rolle i samfundet er komplet: Undertegnede, en af de få ydere, der mødes med hovenhed og arrogance af etablissementets ansatte, der favoriserer smarte humaniorastuderende på alt for høje cafepenge og de kendte, som sikkert får gratis drinks for at hænge ud. For de visuelt orienterede har jeg endda animeret analogien:



Resultatet af ovenstående konstruktion er naturligvis Castenskiolds undergang, idet midlerne går uundgåeligt mod nul. I modsætning til velfærdssamfundet skal bulen eksistere på markedsvilkår, og det holder ikke at pisse på yderne, der leverer midlerne. Konkursen kalder og sørme, om den ikke også har besøgt stedet før. Det undrer mig ikke. Hvorfor skulle man komme tilbage? Du kan i hvert fald være sikker på at se mig skylle gane i væsken, der drypper fra bunden af affaldscontaineren uden for abortklinikken, inden jeg indtager endnu en uendeligt forsinket gin and tonic på Castenskiold.

Til sådan en anmeldelse, som dette indlæg vel egentlig udgør, hører sig et resultat. Velvidende, at enhver negativ omtale fra Bitter Blog vil trække endnu flere stupide floktåber fra det uhyggeligt store radicoole segment ind på lortestedet, giver jeg Castenskiold fem ud af fem mulige nazifrisurer inkl. hornbrille:


Så kan læsere med hjerne selv invertere resultatet.

12 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg har haft meget svært ved at identificere, hvad det præcist er, at jeg ikke kan lide ved de mandlige hipsteres frisurer. Men selvfølgelig kommer Bob Glitter til hjælp - "Hitlerjugend". Og manden har jo ret. Det er jo det, de ligner allesammen!!!

Frank P sagde ...

Jeg har så grundlæggende meget foragt for disse hipsters. De har absolut intet at have der smartness i. De kan stikke speltkerner op i urinrøret på sig selv, ku de!

Det er det samme mønster der hele tiden gentager sig: akademikernes børn, der kun har foragt tilovers for folket, den højtarbejdende lønslave, de jævne, dem der ikke går og flasher med hvor smarte de er. Folket er dog også en flok amøber for mange går jo og ser op til radio24syv-segmentet, de vil også gerne være en hipster, ham der går hjem med blondinen, hende der får al opmærksomheden. Folket er derfor lige så åndsvagt som hipsterne.

En nyt element i ligning er muslimerne, der ender med at forvandle landet til Libanon.

Frank P sagde ...

Og det var så tidligt på morgnen for mig... deres* & hårdtarbejdende*...

Bob skriv noget mere... du skriver alt for lidt for tiden

Thomas Bolding Hansen sagde ...

Man kan ikke konkurrere mod noget, som ikke kræver og ikke afspejler tankevirksomhed.

Så lad bare Bethany løbe med berømmelsen, den har kostet hjernen og realismen, det er da den dyreste pris, som man kan betale for noget :)

Anonym sagde ...

http://stoej.wordpress.com/2010/07/27/statement-briller/

Ambrus sagde ...

" Din beskrivelse af stedet er genial, igen har du ramt plet...-tidligere bartender på Castenskiold"

Anonym sagde ...

Ha ha ha, Ambrus... :-)
Godt at du slap levende væk derfra!!!

Ambrus sagde ...

Ja er du gal mand - hvem du så end er...

Anonym sagde ...

Hehe, god beskrivelse af Castenskiold - lige i øjet.

Mindre god generealisering af "den offentlige sektor" med mindre du da mener, at et eller andet valutaskubbende Stein Bagger udlånende jakkesæt i Danske Bank laver mere nyttigt arbejde end en sygeplejerske eller en folkeskolelærer...

Anonym sagde ...

Jeg bliver simpelthen nødt til spørge dig, kære Bitterblogger: Er det dig, der er inden i nazi-flodhesten Dolph?!?!

Bob Glitter sagde ...

Nej, det er jo Jonas Schmidt.

Anonym sagde ...

Kære Bob

Du har så ret i din beskrivelse.

Forrige weekend stod jeg selv og ventede i 20 minutter i baren på Castenskiold - Jeg måtte bide mig hårdt i læben for ikke at skrige en af de 4 "smarte" bartendere ind i hovedet.

Når man tænker over det er det er det faktisk lidt flot at man både kan være så langsom og yde så elendig en service på helt samme tid - De er dygtige!

Anyway, jeg gik med uforrettet sag efter 20 minutter...

Må forøvrigt tilslutte mig kommentaren fra Frank P - Las os få nogle flere indlæg!