søndag den 27. marts 2011

Velfærdsteknologi

Vi sidder, må vi nok erkende, på kanten af en rød regering i Danmark. Jeg hører til dem, der byder vore nye socialistiske overherrer velkommen, og vil gerne minde om, at jeg som kendt blogger kan være behjælpelig med at indfange skattemedarbejdere til at knokle i deres underjordiske millionærminer. I hvert fald har jeg lyttet for meget til TV-Avisen og er begyndt at tro på Mette Frederiksens ide om, at vi skal leve af velfærdsteknologi i fremtiden.

Lad os lige definere velfærdsteknologi:

Teknologier, som intet fornuftigt, rationelt samfund vil tage i anvendelse, med mindre de ønsker at udvikle den frygtede kræftform, velfærd, som bag sin godartede facade skyder dødelige metastaser ind i alt og alle. Teknologierne anvendes typisk som brændstof i bæreraketterne til de offentlige udgifters himmelflugt.

Velfærdsteknologiernes anvendelsesområder er blandt andet opretholdelse af håbløse og triste liv, såsom handicappedes. En af ideerne kunne være, at man af menneskelige hensyn lader handicappede arbejde i den private sektor og lukker øjnene for, at det er et gabende hul i statskassen at lade spasserne arbejde de fire timer om ugen, de magter, fordi de skal have fem medhjælpere på slæb døgnet rundt, i stedet for bare at parkere dem på førtidspension og håbe, at de drikker sig ihjel.

Lad os som eksempel tage en blind person. For at komme frem og tilbage på arbejde skal kommunen betale hendes taxa. Dernæst bruger hendes kollegaer omkring ti procent af deres arbejdstid på at tørre op efter hende, fordi hun hele tiden vælter sin kaffekop. Når hun går til frokost, brager hun konsekvent ind i colaautomaten, som til alle andres ærgrelse går i stykker, hvorefter hun slår sit hoved og lægger sag an mod arbejdsgiveren.

For at forhindre denne uundgåelige situation kunne virksomheden investere i en oppustelig pude, der foldes omkring colaautomaten, og som den handicappede støder ind i og derved kastes tilbage til et sted, hvor der også skal være en oppustelig pude. Et oplagt, innovativt velfærdsprodukt, som kan produceres i Danmark og eksporteres til selv bananstater i Afrika, hvor der som bekendt hverken er el eller varmt vand.

Lad os som et andet eksempel tage en døv person. Han kan selv komme frem og tilbage på arbejde, men han vil alligevel kræve en taxa, fordi han er handicappet og dermed krævende. Når han er på arbejde, bruger kollegaerne ti procent af deres arbejdstid på at tegne og fortælle pointen i samtlige vittigheder, han ikke kan høre, hvilket altid på en pinlig facon ødelægger en god pointe. Men man er jo nødt til det, fordi han ellers sladrer til kommunen om, at han bliver mobbet og holdt udenfor.

Men hvad nu hvis der opstår brand på kontoret, og han ikke hører alarmen? I Danmark har vi kastet cost/benefit begrebet så langt væk, at vi er begyndt at redde ligegyldige liv, så vi er nødsaget til også at advare døve mennesker. Her kunne man forestille sig et visuelt alarmeringssystem bestående af et langt reb der løber langs alle væggene på virksomheden. Rebet kan trækkes rundt ved hjælp af et drejehjul og på rebet er fæstnet papfigurer af skrigende, brændende mennesker, som derved snurrer rundt i alle rum og advarer eventuelle døve medarbejdere.

Igen ser vi en teknologi, som kan anvendes selv i de mest mørke lande, forudsat at man under en frådende eksplosionsbrand kan beordre en gruppe negere til at køre drejehjulet rundt uden det stinker for meget af kolonialistisk racisme. Så mangler vi bare, at de afrikanske lande begynder at hjælpe deres handicappede i stedet for at kalde dem for hekse, tvære deres øjne ind i chili og forvise dem til ørkenen (eller Råbjerg Mile, hvis de er på evig forsørgelse i Danmark). Not gonna happen.

Som indlægget illustrerer er der stadig håb for Danmarks fremtid. Vi kan leve af vores fantastiske innovation indenfor teknologier, hvis eneste forudsætning er, at alle verdens lande hopper på vores ide med rekordhøje skatter og lighedsmageri. Og hvorfor skulle de ikke det? Vi ved jo, at vi har ret.

Og skulle alting alligevel gå galt, vil vi altid have Linie 3.

Ingen kommentarer: