Kunsten at stjæle penge

Jeg synes nok, der er et par kunstnere, der fører sig irriterende meget frem for tiden. Det oplagte eksempel er selvfølgelig Anne-Grethe Bjarup Riis, men efterhånden har alle vist fundet ud af, at hun er en kegle. Til gengæld er der masser af andre, der kan træde i hendes sted. For eksempel Andrea Lind-Valdan. Nej, jeg anede heller ikke, hvem hun var før i dag. Og hverken jeg eller andre ville sandsynligvis vide det, hvis ikke vi finansierede kunstnere som hende over skatten.

Problemet med kunstnerne er, at mange af dem tydeligvis anser sig selv for så ophøjede og fornemme, at de forventer, at vi andre skal betale dem penge, uanset om vi ønsker det eller ej. Anne-Grethe Bjarup Riis vil have borgerløn, så hun ikke tvinges ud i almindeligt arbejde mellem sine biroller i dårlige, danske film og elendige tv-reklamer. Andrea vil ikke have der skæres ned på kunststøtten, fordi de fattige så ikke ville have råd til kunst, og fordi der i så fald ”opstår en eksistentiel krise, hvor ingen forstår sammenhængene i samfundet”.

Ifølge kunsteliten er man naturligvis uintelligent, uforfinet og fatsvag, hvis man ikke falder på halen over ovenstående flotte ord. Men nu er Bob Glitter ikke specielt bange for at blive kaldt ubegavet, og jeg tror ikke på, at samfundet bryder sammen, hvis ikke vi betaler for Andreas plasticposer med dryppende maling. Jeg tror, at hendes kunstværker har cirka ligeså meget betydning for samfundet, som en fuld vagabond, der skvatter i en bananskrald, har for stand-up komikken. Desuden kan jeg også bare påstå, at det danske sprog kommer i krise, hvis I ikke betaler mig kassen for at skrive mine røvsyge, bitre indlæg. Forskellen på hende og mig er naturligvis, at jeg ikke har en snobbet gruppe af elitære individer, der er vanvittigt angste for at blive kaldt ubegavede, i ryggen.

I øvrigt finder jeg argumentet om, at fattige ikke ville have råd til kunst uden støtten, vanvittigt morsomt. Jeg ved ikke med jer, men sidst jeg var så på nogle fattige, havde de travlt med at jage hinanden med boldtræer, se De Unge Mødre på dvd eller X-Factor og Horton-sagaen i fjernsynet, drikke uhyrlige mængder Krudtugle-pilsnere, hælde afløbsrens over deres irriterende, skrigende unger, spille Farmville på Facebook, træne deres kamphunde eller have sidespring på kryds og tværs. De virker ikke ligefrem som målgruppen for ”abstrakt tænkt” kunst lavet af industriskrald. Med mindre, måske, det havde noget at gøre med bilvrag i forhaven.

Men, kære kunstnere, der er gode nyheder: Selvom I har ret i jeres påstande, behøver hverken samfundet bryde sammen eller de fattige eller jer selv undvære noget. Hvis vi forestiller os et samfund med markant lavere skatter – og ja, jeg ved godt, tanken er uhyrlig i dette jantelovens, grønne land - hvor midlerne i stedet for at havne i statens lommer ender i borgernes, hvor de har oprindelse og hjemme, så kan folk selv betale for kunsten. Og der er intet, intet til hinder for, at dem af jer, der synes, at kunststøtte er det fedeste i verden, kan danne jeres helt egen organisation og uddele midler til bestemte kunstnere, som I suverænt vælger uden nogen pøbels indblanding. Synes I, det er synd for eventuelle fattige, som ikke har råd til jeres medlemsafgift, så kan I bare lave en ordning, så folk med få midler får gratis adgang. Men den dropper I nu nok igen, når Jimi og Samantha gentagne gange dukker berusede op til ferniseringerne og vandaliserer værkerne, mens de tilbyder swinger-sex til jeres naturligvis kvindekvoterede bestyrelse.

Tvivlere, tro mig, der er rigelig med nyttige idioter indsigtsfulde intellektuelle, der vil stå i kø for at betale Andrea det hvide ud af øjnene for at trække nogle snore gennem en fabrikshal i total skræk for netop at blive puttet i kategori med Bob Glitter af de elitære. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl. Mine erfaringer med den tåbelige menneskelighed peger på, at de fleste er skræmte flokdyr og ville gøre hvad som helst for at forblive i hyrdernes kridtstald. Og Andrea, om tusinde år, når mennesker går rundt på virtuelle museer og beundrer tidernes kunstværker, og dit skrald med snore står i den fineste, digitale sal, så skal det glæde mig, at du får æren. Hvis du læser dette, sidder du nok med et skævt, bedrevidende smil og tænker, at det aldrig vil ske, fordi din kunst ikke appellerer til direkte brug, men mere er en slags kunstnerisk grundforskning, som inspirerer alle de kunstnere, der netop kommer til at stå i den fineste sal. Fint. Det er så din påstand og din investering. Jeg vil bare ikke tvinges til at kaste penge i den.

Løsningen er så let. Med frivillig betaling slipper I også for gang på gang at blive trukket ind i debatprogrammer på DR2, hvor I udstiller jeres uvidenhed og totalitære tankegang, når I argumenterer for kunststøtten. Desuden vil der heller ikke lyde mere ævl fra småborgerlige brokkehoveder som mig, der er trætte af at blive flået i skat for at finansiere seks minutter og niogtyve sekunders intetsigende YouTube video. Okay, måske vil jeg nok fnise lidt af jer, men jeg er sikker på, at I ser gennem fingre med min åndelige fortabelse, så længe rigeligt med knaster fortsætter med at strømme uhindret ned i jeres sultne, nassende lommer.