tirsdag den 25. januar 2011

Svigersvulsten

Jeg tror, jeg hader min svigerfamilie. Tanken slog ned i mig for et halvt års tid siden, da jeg deltog i en fødselsdagsfest og bemærkede, at min svigerfamilie kun excellerer indenfor to områder: At skrabe ting sammen og at formere sig. Mange andre, sympatiske eksistenser, såsom kræftsvulster, formerer sig uhæmmet. Selvom de ikke behøver en partner, er de alligevel bagud i forhold til min svigerfamilie. Pigerne er knap kønsmodne, før de trykker den første slimede klump ud på stuegulvet. I svigerfamiliens omvendte hierarki er den nyklonede gud. I hvert fald i de første par dage, indtil en af ungpigernes tyndslidte skød støder en ny ud.

Svigerfamiliens nye medlem skaber sig, som det vil, og alligevel render den stressede og nedslidte bedstemoder, nederst i hierarkiet, rundt og serverer slik og rydder op efter det lille evneløse liv. Spisebordets historier om afkommets afføring og sekreter vokser til timelange sagaer, der nedskrevet ville få selv hårdføre, kommende medlemmer af slægten langt ude i fremtiden til at klumpbrække sig udover deres selvrensende, sølvfarvede duge. Ungens mest primitive, indgroede, vulgære og fysiske påvirkninger på omgivelserne bliver betragtet som en svigerfamiliemæssig sejr, der fortjener fotografisk opmærksomhed og uendelig repetition.

Selvom de nye medlemmer bliver ældre og falder i hierarkiet, bliver de ikke mindre irriterende at høre på. De har nemlig mulighed for igen at stige et par grader ved at udmærke sig indenfor følgende to områder: Antal kollegaer, de har under sig på arbejdet og deres lønseddel. I svigerfamilien er det ligegyldigt for din anseelse, om du er billig trækkerdreng på banegården. Hvis blot du har et større antal endnu billigere trækkerdrenge under dig på banegården, så er du blevet til noget. Det oftest stillede spørgsmål i svigerfamilien lige efter ”Vil du række mig mazarintærten?” er ”Hvor mange har du under dig nu?”.

Personlig udvikling og tilegnelse af viden er ligegyldigt i min svigerfamilie. Det er spild af tid. Næh, her er mere interesse for, hvor mange kartofler, du kan skrælle i timen, eller hvor mange procent din friværdi er steget siden sidste hyggelige møde i familiens trygge favn. Her drejer det sig om at være effen, udadvendt og frisk, og om hvor meget du kan mase dig på ude i virkeligheden. Hvis de var fodboldspillere, ville de tabe enhver kamp på mål, teknik og fair play, men vinde stort på grove fældinger, udvisninger og røde kort, romerlys og hooliganisme.

Min svigerfamilie har større materiesugende overflade end bølgede pommes frites. Findes der en genstand eller noget glitter, som de ikke har, skal en af dem nok snart erhverve sig den. Helst så billigt som muligt. Og den, der får den, solbader da også et par sekunder i beundringens lys, før det henfalder til misundelsens radioaktive stråling. Så har han nok fået det gennem en eller anden lyssky handling. Eller også tjener han da vist for meget i forhold til hans evner. Og den ting var i hvert fald ikke lige noget, de andre gad bruge deres penge på.

Der er noget, der skræmmer mig mere end at blive en del af en udsugende, anmassende, vulgær, selvretfærdig, grådigt kopulerende klump af mennesker, og det er, at de er én ud af hundredtusindvis bare i Danmark. Tænk på, hvordan disse indbyrdes kæmpende entiteter langsomt snylter og tærer livet ud af alting omkring os. Kolde tanker om, at mine eventuelle børn risikerer at arve kvaliteter fra min svigerfamilie, kryber ned langs min rygrad og giver mig kvalme.

Lige indtil jeg tog beslutningen om ikke at få børn. Jeg har kontrol over min egen lille metastase. Og den skal stoppe med mig selv.

4 kommentarer:

Scarlet P sagde ...

Morten Korch to the rescue:

http://www.youtube.com/watch?v=rZrvZS8GSx8

sugar sagde ...

hahahahahaha - rent freakshow - og du må ikke gå glip af det, når du kan underholde så godt med det her!

Louise sagde ...

fed blog
Louise Ariesen Rams

Anonym sagde ...

Mmm... det lyder som min familie...
Du mangler bare at familien også i deres eget selvfede praler med, hvor meget motion (nå nej, "fitness!") og øko de dyrker, selvom de er småfede og ikk specielt sporty.