tirsdag den 14. december 2010

Romantikkens mekanik

Romantik. Jeg fatter ikke, hvorfor kvinder vil have det. Eller rettere … det fatter jeg godt, for hvis de har fået det én gang, vil de have mere. Og mere. Og mere. Til din sjæl er udsuget, tør og død, og du ønsker, at du aldrig havde taget første skridt ud i romantikkens endeløse ørkenlandskab. Hvorfor eksisterer romantikken i det hele taget - denne overflødige pynt på parforholdets sikre tøjvask, madservering og regelmæssig sex, man oven i købet kan tillade sig at prale med i omklædningsrummet?

Romantikken blev opfundet som en trøst, dengang parforholdet var nødvendigt for at overleve. I dag, hvor kvinderne kan få og beholde et arbejde, fordi arbejdsgiverne er tvunget til at beholde dem på trods af, at de stort set er sygemeldte, gravide eller hysteriske konstant, er den ganske overflødig. Der er ingen grund til at opretholde illusionen om, at ”den eneste ene” findes, ligesom dengang den var nødvendig som afledningsmanøvre for at parterne ikke faldt ned i det ufravigelige parforholds afgrundsdybe kedsommelig- og håbløshed.

Nu synes du måske, at jeg virker overdrevent bitter, men som alle jer andre havde jeg også en naiv ungdom. Så vidt jeg husker, varede den, til jeg var omkring 3 eller 4 år, hvorefter det gik op for mig, hvor håbløs verden er, og hvor latterlige og uintelligente alle beboerne er. Men i den naive, unge tid, hvor socialismen virker som en fantastisk ide og tømmermænd er overstået på en time, blomstrer romantikken også. Den lever nemlig på samme kemiske reaktion, som opstår i hjernen, og som man alligevel ikke kan opnå, når man bliver et par dage over tyve år. Så I kan lige så godt stoppe med det samme. Det er bare med at fase gaverne ud i samme takt som blikkene.

Romantik er som stoffer. Bare farligere. For ud over, at brugeren bliver håbløst afhængig, begynder hun også at forfølge pusheren. Almindelige stoffer kan man heldigvis sælge til børn og unge uden de helt store problemer, men blomster, smykker og andre gaver rammer giveren i ansigtet med al ydmygelsen fra skaftet på et idiotisk placeret rivejern. Hun vil have mer'. Og mer'. Og hun opnår intet ved det. Intet. Bortset fra en af to situationer:

  1. Skuffelse over, at mandens nyeste påfund ikke er så prangende som det sidste, hvorefter hun bliver sur og tror, han ikke kan lide hende mere.
  2. Glæde over, det er mere prangende, hvorefter hun straks ser frem til næste påfund, som på et eller andet tidspunkt resulterer i situation 1.

Parforholdets tilstande set fra henholdsvis kvinden og manden

Kvinden ønsker, at manden skal bevise, at hun er den eneste ene for ham. Selvom det er lodret løgn. Det ved vi alle. ”Den eneste ene” er et bedrag, ligesom nemme penge, velsmagende, sunde madvarer eller det multikulturelle samfund (hey, vis mig et eksempel på ét, der fungerer. Uden det har været igennem en krig, hvor den kulturelle smeltedigel udviklede sig fra at være en humanistisk dagdrømsmetafor til at være bogstavelig). Faktisk håber jeg altid i begyndelsen af et nyt forhold, at jeg kommer ind på højst en andenplads. Der skal gerne eksistere en mand, som har været den eneste ene – den, kvinder plejer at betegne ”The one that got away” - for så kan jeg være det i forholdet, som jeg også i virkeligheden er, uanset hvad hun håber på: Bare endnu en i rækken, der har hugget i hende.

Nu skal jeg være fair, fordi der er ligestilling, og kvinder gerne vil have, at de får respekt for at være nogle godt prøvekørte riller. Ligesom man typisk beundrer skiven i en skydekonkurrence eller køber den lås, flest nøgler har kunnet åbne. De vil gerne have samme beundring som manden, der har været en tyr (og ham beundrer alle mænd jo heelt vildt, ikke?) Forskellen er bare, at kvinden ønsker forholdet. Det gider manden desværre ikke rigtig. Kun som et sikkert trinbrædt til noget bedre og som erstatning for mors pengeløse vaskeri. Manden gider faktisk mest kvinden på grund af det, hun har mellem benene. Den omvendte situation eksisterer ikke for så mange kvinder. Derfor kan man betragte antallet af kvindens sexpartnere som en funktion af, hvor ofte hun har fejlet i at etablere et parforhold. Antallet af mandens er blot en funktion af, hvor ofte han er lykkedes i at overbevise en kvinde om, at han muligvis er indstillet på at indgå i et parforhold. Jeg ved ikke, hvad du synes er mest sejt, men jeg tror, jeg ved, hvorfor kvinden ikke nyder samme ”respekt” som manden på dette område.

Summa summarum er romantikken degenereret fra at være nødvendig for parternes overlevelse til nødvendig for forholdets overlevelse. Og da kun kvinderne gider forholdet, er der som mand ingen grund til at investere i romantikken. I kan lige så godt lade være. Jeg har prøvet. Og det fungerer lige så elendigt som alt muligt andet. Som altid. Bortset fra, at I sparer pengene og bekymringerne.

7 kommentarer:

Cosmocph sagde ...

Romantik kan sagtens føre noget godt med sig... Jeg kan personligt, og ikke uden stolthed i stemmen, fortælle, at jeg op til flere gange har fået en hel time, på trods af at jeg kun har betalt for en halv, når jeg har frekventeret div. Østeuropæiske bordeller!

Jeps Bob, det kan indimellem betale sig vise omsorgsfuldhed...

Cosmo

Lasse Birk Olesen sagde ...

"det multikulturelle samfund (hey, vis mig et eksempel på ét, der fungerer. Uden det har været igennem en krig"

Australien?

Bitter Blog sagde ...

Lasse: Ja, de der aboriginals overgav sig vist uden større kamp. Eller vent, gjorde de ikke oprør i Crocodile Dundee 5?

Lasse Birk Olesen sagde ...

Australien er et indvandrerland og det ikke kun fra vestlige lande. De har fx en mindre anddel kristne (64%) end den arketypiske smeltedigel USA (78%).

Eller hvad med UK. De har modtaget en masse fra de gamle kolonier. Ligeså Frankrig og Holland. Men nu ved jeg ikke, hvor meget der skal til, før du køber det som et multikulturelt samfund.

Bitter Blog sagde ...

Lasse: Jeg er ikke specielt imponeret over multikulturens succes i hverken Frankrig, Holland eller UK.

Australien kender jeg ikke meget til, men jeg antager, at det ikke var skægt at tilhøre den oprindelige kultur i landet, hvor UKs kriminelle elementer blev sendt til. Her kunne jeg drage en sjov parallel, men jeg undlader af hensyn til sarte læsere.

Pointen er, at større indtog fra fremmede kulturer ind i en homogen kultur vist altid har vist sig at udmønte sig i ubehageligheder, selvom det nogle århundreder efter sammenstødene sikkert falder til ro og kan virke som en parantes i historien.

Lasse Birk Olesen sagde ...

Du efterlyste et, bare et, eksempel på et multikulturelt samfund, som ikke har haft borgerkrig. Det har jeg så givet dig flere eksempler på - uanset om de i øvrigt er velfungerende. Det var såmænd alt. Selv Bob Glitter kan jo tage fejl eller skrive noget forhastet.

Dorte Toft sagde ...

Jeg kan blive helt misundelig over dit enkle livssyn og især din enkle opfattelse af kvinder. Jeg selv forvirres af et langt mere tvetydigt forhold både til mit eget køn og det modsatte køn, hvilket desværre beslaglægger lidt flere af de få brikker, jeg slæber rundt på. Men sådan er det vel med os forvirrede høns:-)