tirsdag den 28. december 2010

Dødfødt kunst

Noget af det værst tænkelige er at miste et nært familiemedlem. Hvad enten den afdøde er en hustru, mand, søster, bror, mor eller far, er det skrækkeligt, når vedkommende slipper hurtigere ud af livet end en selv, og at man står tilbage og skal trækkes med alt muligt bøvl bagefter. Hvis det er et barn, man har mistet, er det naturligvis værre. Glæden over, at man kan sove længere om morgenen, vejer næppe op for irritationen over, at ens investering bare smuttede, inden afkastet – diverse praktisk hjælp, når man blev gammel samt muligheden for at more sig med at favorisere de andre børn – kom i hus. Den allerværste situation er dog ikke afhængig af den afdøde person, men derimod når den efterladte er musiker og aller-allerværst en guitarist.

De vælger nemlig, i modsætning til alle os andre som bare begår selvmord eller parkerer tilværelsen på en førtidspension, tildelt af en kommunal ansat som ikke var mand nok til at sige fra, at basere resten af deres ynkelige karriere på det nylige tab. Jeps, et dødsfald i familien er for en guitarist, hvad et jobtilbud, et opkald fra en headhunter eller en lønforhøjelse er for os andre: En tilskyndelse og opmuntring til at engagere sig endnu mere i "arbejdet". Desværre har guitarister også personligheder som de der gamle, rollator-skubbende pensionister, der sidder på bænken i parken, og som ikke har talt om andet end sygdom siden 1954.

Denne uheldige personlighedskombination resulterer i, at kunstneren genlancerer sig et par år efter dødsfaldet og tvinger alle os andre til døgnet rundt at glo på dem på grumsede, sort/hvide plakater, hvor de i selviscenesættende film noir stil står og ryger, mens de kigger tankefuldt ud i ingenting. Ikke nok med, at sollyset skal spildes på at reflektere deres røvsyge fotoshoots, udgiver de en plade, som selvfølgelig får sindssygt gode anmeldelser, fordi samtlige anmeldere er for politisk korrekte og for flinke til at skrive, at hele skiven er en gang lort: Vi gider det ikke. Hører I? Vi gider ikke høre på jeres forpulede klynkeri, der i forvejen løber i fede strømme ud over jeres tuderockplader og som får os til at ønske, at det var os, der faldt ned fra et højhus eller blev mast af en polsk lastbil, mens vi kørte berusede, uden lys og døve af heavy metal i ørerne.

Hvad fanden er det lige, der sker med dem? Ja, det er da tragisk, at der er nogen, der er død, men hundredtusindvis af mennesker dør hver evig, eneste skide dag, og musikernes ubetydelige tab retfærdiggør absolut ikke en så lang række af plader, at selv Meat Loaf ville krumme tæer over, hvor massivt de plagierer sig selv. Jeg ved en masse om kunst og ja, kunst kommer måske af smerte, men da ikke af noget så banalt som at miste en ægtefælle eller en skide unge. Skulle jeg så skrive en trobadourserenade hver gang, jeg smadrer min storetå på mit skrummel af en komode, fordi det gør en smule ondt? Nej, kunst kommer af noget dybere, noget mere udefinerbart og komplekst end en klump nylig termineret kød, der er kastet i et hul med noget jord og nogle billige blomster på.

Jeg tror, at det, jeg vil sige, er: Så kom dog for helvede videre, inden jeres konstant kørende karruseller af kakofonisk klagesang tvinger os alle ud i selvmord, så alle vores guitarspillende familiemedlemmer producerer plader, der kommer til at tæve jeres elendige produkter langt ud af markedet. Nogen døde. Kom videre. Bitter Blog er som altid positiv og anbefaler jer at se fremad. Husk at for enden af den lange, snoede vej kommer du til et hul i den kolde, hårde jord, gravet kun for din skyld, og du skal nok få lov at lægge dig ned i det, når din store dag kommer. Glæd dig! Ligesom Bitter Blog.

6 kommentarer:

mortenanders sagde ...

Tør man spørge, om det er en særlig udgivelse, der har ansporet dette herlige post?

Bitter Blog sagde ...

Det ved jeg ikke. Tør man?

Anonym sagde ...

Det hedder altså lægge..
Bortset fra det..enig!

Bitter Blog sagde ...

Jeg står til stokkeslag til næste møde i SS Rechtschreibung.

Anonym sagde ...

Åh, hvilken "timing" et par dage inden Bamses død...

Anonym sagde ...

Mortenanders: Jeg kom til at tænke på Søren Huss, tidligere Saybia, men ved ikke med jer andre.

Var i øvrigt ved at få en tidlig død som følge af grin, da jeg læste den onde, onde og vildt morsomme ting.