tirsdag den 23. november 2010

Studie i stupiditet II

Er vi ikke enige om, at digte er gay? Altså at læse dem. At skrive dem er mere gay end at spule en gruppe fnisende, nøgne, unge mænds numser med vandslange, mens man hører Erasure. Netop derfor var det et kæmpe chok for mig at opdage, at vi skulle igennem emnet på det skrivekursus, jeg har meldt mig til. Ja, jeg har gået på skrivekursus igen, og ja, jeg er en spade efter det, jeg oplevede sidste gang. Jeg vil hellere pierces med beskidte fiskekroge i næseborene og øjenlågene og trækkes fem kilometer på en nysaltet motorvej efter en Ford Granada med udstødningsproblemer, end jeg vil gennemleve den del af kurset igen.

En ting var, da læreren uddelte eksempler på digte, som vi var nødt til at læse, og som der som sædvanlig absolut ingen mening var i. En anden var, da vi fik til opgave at skrive vores egne digte, som skulle læses op for klassen. Jeg forberedte mig ellers godt. Tog skoene af og strakte tæerne godt for at gøre musklerne smidige nok til at håndtere de krampetrækninger, de snart skulle udføre. Gennemkiggede alle Facebookvennernes indscanninger af deres børns grimme og pinlige tegninger. Men intet skulle vise sig effektivt nok mod det, der ventede på mig på den anden side af skriveøvelsen. Selvom jeg intet skrev, og jeg derfor slap for at læse op, så var der bestemt andre, der gjorde …

Lad mig fortælle lidt om en af personerne på skrivekurset. Hendes type er en lige så sikker deltager som dårlig automatkaffe, halstørklæder i overstørrelse og islandske sweatere. Hun er så langt over 40, at det begynder at blive en tungere byrde, end der er godt for hendes ryg, og hun har læst nordisk litteratur i seks år på universitetet. Hun drømmer om at skrive en roman. Det bekymrer hende ikke, at hun ingen ideer har til hverken indhold eller plot, for sådanne underlødige elementer er alligevel passé og har ikke plads i hendes fremtidige værk. Det morsomme er, at hun ikke øver sig på at skrive. I stedet brokker hun sig og snakker højlydt om alle sine spekulationer om, hvordan hun undgår at lave noget, fordi ægte kunst bør blive leveret til hende gennem et eller andet Hansi Hinterseer-lignende væsen, der trænger ind i hende den nat, det lykkes den at forcere soveværelsesgulvets bjerg af 220-volts vibratorer, der bevogter hendes forfattermødom.

Hun tøver ikke med at klassificere sig selv som kunstner, og ethvert forsøg fra læreren på at overlevere praktiske teknikker til at komme videre med skrivningen, afviser hun med det samme. Hvis man skal arbejde, er det ikke rigtig kunst. Det skal helst bare sive fra hendes fantastisk dybe og indsigtsfulde indre og skal ikke være konstrueret på nogen som helst lavpraktisk facon. Derfor laver hun heller ikke noget, når vi har skriveøvelser på kurset. Undtagen når der skal skrives digte, åbenbart. Og der er hun tilsyneladende også yderst ivrig for at læse op. Jeg vægrer mig ved at citere:

”Mandag morgen er majstænder
og brune gardiner.”

På dette tidspunkt var det ikke blot mine tæer, der krympede sig. Enhver celle i min krop var i gang med at vende vrangen ud på sig selv i synkrondans med min mavesæk. Jeg tror, blodet stoppede med at cirkulere, og jeg kom først til mig selv, da jeg fik tungen i klemme under mine fortænder, der ved hjælp af min kæbes krampen havde boret sig ned i bordpladen foran mig. Desværre var hun ikke helt færdig endnu:

”Te-bolle-chokolademand
med kaffe og kage til.”

Bagefter var der stilhed. En ældre dame overfor mig sad med et skævt, eftertænksomt smil, satte hovedet på skrå og lavede et lille pust med næsen, som om der lige var blevet serveret et lille stykke sushi af klogskab foran hende. Læreren roste. Digtet var tilsyneladende godkendt. Inden i mig skete ingenting. Det var som om, jeg gik i dvale. Lige indtil næste undervisningstime. I mellemtiden indsamlede jeg argumentation. Nu er jeg jo lidt af en tøs, så jeg ønskede ikke at sige det direkte til hende. Jeg ville levere beskeden gennem simple, konstruktive retningslinier, som jeg i øvrigt fandt på få sekunder ved at google ”digte regler”. Sørme om ikke damens største fejl var pinligt pennet ud i punkt 3, 4, 6, 7, 8, 11 og 13 i et af søgningens første resultater: 20 måder at skrive dårlige digte på. Jeg skrev reglerne ud i fjorten eksemplarer og tog dem med på næste kursusdag for at dele dem ud. Desværre nåede jeg aldrig så langt. Ved kursusstart overhørte jeg endnu en af hendes tirader om, hvor grinagtigt handling i litteratur var, og hvordan hun følte sig talt ned til, når hun blev præsenteret for dem, hvorefter jeg knækkede som en havestol under min ekskæreste. Jeg rejste mig, smed bunken af kopier i hovedet på kvindemennesket og råbte:

”Så hold dog din forpulede kæft, so. Du er fyrre år. Langt over fyrre. Du har gået på universitetet i seks år. Seks år af din miserable, forspildte eksistens. Seks år, der efter al sandsynlighed har kostet produktive samfundsborgere millioner af kroner. Og hvad kommer der ud af det? Affald. Intet andet end ubrugeligt affald. Hvad var det lige, du præsenterede os for sidste gang? Digterkunst? Ingen, ingen kan kende forskel på dine digte og tyve sekunders tilfældig indsigt i en tvangstankeplaget hjernes degenererede tankerække. Tror du ikke, vi andre lægger mærke til, at du kun deltager, når der skal digtes, og du har mulighed for på få sekunder tankeløst at klaske tilfældige linier sammen, som i deres prætentiøse patos kan imitere en eller anden form for substans? Du laver ikke engang dine egne metaforer, for Guds skyld! De er jo stjålet fra gamle børnerim! Hvorefter du forventer, at vi skal dåne over dine dybt naive, tilfældige vrøvlerier. Det, du leverer, har intet indhold. Intet. Enhver gymnasieelev kunne levere noget, der har større litterær værdi. Selv Muddi og Salamidrengene leverer højere poesi end dig. Og nu skal jeg fortælle dig noget: Jeg er træt. Træt af at blive pålagt af samfundet at pukle mit i forvejen rigeligt uudholdige liv væk for at uduelige, dovne og selvhøjtidelige snobbefisser som dig skal kunne tage fine uddannelser og føle sig bedre end alle andre. Jeg påstår ikke, at jeg selv besidder bare et minimum af talent, men i det mindste gider jeg arbejde en smule for det, og måske vil det endda lykkes for mig engang at producere noget, der er værd at læse for andre. Og ved du, hvad jeg så kan ærgre mig over? Hvordan det har taget mig tyve gange så lang tid, som det burde, fordi jeg skulle slide min røv og min tid op på at finansiere din ubrugelige uddannelse, så du kunne drømme flygtigt om noget, du absolut ingen forudsætning har eller nogen sinde vil få for at opnå. Så gider du ikke godt lige holde din forbandede, evindeligt knævrende kæft, din klamme, udtrådte krikke?”

Derefter var der stilhed i tre-fire minutter, bortset fra spredt rømmen, lærerens maniske bladren i papirer efter afledning og en længerevarende, vibrerende brummen, da kursets handicappede deltager besørgede i sin voksenble.

Ud over at få lettet trykket for min frustration, fik jeg faktisk indsigt ud af alt dette her. En forklaring på, hvorfor visse moderne kunstnere går så grundigt i mit pis: Det er fordi, de hverken udfører eller anerkender hårdt arbejde som midlet til at nå kunsten. Hårdt arbejde er, ganske som i socialstaten, underlødigt og måske endda skadeligt. Det imponerer mig ikke, når de leverer noget, som tilsyneladende er grebet ud af den blå luft eller virker intetsigende. For det er blot intetsigende, idet det ikke har substans fra selve præstationens strabadser. Hvis en jordomrejse begynder og ender samme sted, bliver du ikke opdagelsesrejsende af at blive stående samme sted, selvom du for den overfladiske beskuer er endt samme sted som dem, der trak sig igennem den møjsommelige rejse. Det imponerer mig heller ikke, når folk kaster sig for fødderne af dem, der bare blev stående og faker, at de tog rejsen. Og som udnytter, at nogen tror, kunsten ligger i, at kunstneren tilsyneladende ikke behøvede at foretage rejsen. For det er bare almindelig menneskelig stupiditet i sin grundform at lade sig bedrage i skræk for, at andre skal tro, man er stupid. Paradoksalt nok.

Jeg burde holde mig fra andre mennesker. Seriøst.

8 kommentarer:

Cosmocph sagde ...

Kære Bob.

Jeg finder det utilstedeligt, at du tænder dine læsere med metaforer af fnisende unge nøgne mænd, uden at linke til sider med disse - F.eks. klassikeren; "drenge i leg med bold".

For alligevel at vise storsind, har jeg i al beskedenhed skrevet et lille digt for at opgrade din blog.

Tomater... Visne, lodne
overmåde i sin form
patetisk praktiserende
stilhed....


Forøvrigt burde du stramme op... Dine spam ord giver overhovedet INGEN mening!

Kjærligst

Cosmo

sugar sagde ...

hahahaha - forrygende morsomt, trods de grelle realiteter.

Anonym sagde ...

Er din ekskæreste en flodhest?

Bitter Blog sagde ...

Anonym: Kun mentalt og fysisk betragtet.

Bitter Blog sagde ...

Cosmo: Dit digt ligger klasser over, hvad hende soen på kurset kunne præstere. Og du har, hvilket er tydeligt, når man læser dine kommentarer og din blog, aldrig taget en uddannelse.

Cosmocph sagde ...

Jeg bukker og nejer for de flotte ord, selvom jeg må krybe til korset og indrømme, at jeg engang har bestået et numerologikursus - en færdighed som jeg benytter mig meget af i min hverdag.

Men af hjertet tak.

Cosmo

Martin K sagde ...

Kæledyrsnumeorologi er - ud over at være et fedt ord - et totalt uopdyrket marked, der bare VENTER på, at de kloger narrer de mindre kloge.

Ordet findes om lidt på Google.

Forøvrigt tak til Onkel Bob for bloggen som gang på gang får undertegnede til at væde trusseletten og afprøve sprogblomster på kollegerne.

Scarlet P sagde ...

Så drop dog de kurser een gang for alle, i stedet for at blive ved med at løbe panden mod den samme mur igen og igen og whine på bloggen over, at resultatet ikke ændrer sig.

Når man læser dine indlæg ser man, at du behersker dansk grammatik til husbehov og har et rimeligt ordforråd. Så mangler du bare en original ide og en masse hårdt arbejde for at have skrevet en bog. Ingen af disse kan du opnå ved at tage et skrivekursus. Du er nødt til at gå resten af vejen selv.

Hvis du virkelig har så svært ved at komme igang, så lad mig viderebringe Bret Easton Ellis' kur mod skriveblokering. Som du havde han svært ved at forløse den geniale generationsroman, som han vidste, han havde i sig. Men i stedet for at flæbe ud over hele blogospheren over mislykkede skrivekurser og give alle andre skylden, investerede han i et par hundrede gram kokain og satte sig ved skrivebordet. Ti dage senere havde han skrevet Less Than Zero.