mandag den 8. november 2010

Rullende udgifter

Ja, jeg hader stadig handicappede. I det seneste stykke tid har jeg gået på et kursus, hvor jeg har været i selskab med et eksemplar. Det er ufrivilligt, for åbenbart advarer kursusudbyderen ikke, når der er kørestolsbrugere blandt deltagerne. Og det hjalp ikke at melde sig til et, der foregik på femte sal i Århus’ smalleste hus, for kommunen bekoster naturligvis 3,5 millioner til at bygge en elevatorlift til ære for de syv dage, vores lille hjuller skal til kursus. Pengene kunne have været brugt på kræftpatienter. Pest eller kolera, hvis du spørger mig.

Nå, men jeg ved ikke hvad fanden, han fejler, ham i stolen. Hans øjne kigger i hver sin retning, og håret sidder ad helvede til som om, han er en eller anden Pinocchio på dope. Og så kan han ikke tale. I hvert fald ikke bedre end mig, når jeg er til tandlægen og har fået femten instrumenter stukket i munden. Men alligevel trækker han al opmærksomheden og tiden på kurset. Ikke, at jeg er misundelig, men jeg kunne godt tænke mig, at jeg fik bare en smule ud af det, nu jeg 1) arbejder, 2) har betalt fuld pris for at deltage, 3) har betalt en god del af hans pris for at deltage, 4) ikke ligger samfundet til last, 5) rent faktisk fatter noget og 6) ikke er medvirkende til, at alle andre på kurset mister appetitten i frokostpausen.

Egentlig er det dybt tragisk at betragte sådan en mands ulykke på et kursus. Og her taler jeg altså om læreren, som i desperation og dyb angst for politisk ukorrekthed fedter grotesk meget for vores såkaldt ”syge” ven, når han siger et eller andet håbløst ud i klasseværelset. Det er naturligvis kun for at få opmærksomhed, for det, han bidrager med, har aldrig relevans til noget på kurset. Samtidig sidder hjælperen så og oversætter, fordi ingen andre fatter en meter af, hvad idioten siger. Endnu en samfundsudgift til det store sorte hul.

Når det så er frokosttid, og man selvfølgelig har fået kantinebordspladsen overfor Den Rullende Savler, er det udelukket at spise. I hvert fald trækker min mavesæk sig i kramper, der ikke ligger meget under for de fysik-fornægtende bevægelser, hans fingre udfører. Derfor er der kun én ting at foretage sig: Smalltalk. Det gider jeg ikke. Og hvad siger man i øvrigt til sådan én? ”Nå, men er du så almindelig spasser, eller hvad?”. Jeg gider ikke engang forsøge, fordi man kan se, hvor pissesnobbet han er med sine konstant himmelvendte, halvdøde, klokken-er-ti-minutter-i-to øjne.

Nu tror du sikkert, at jeg har noget imod handicappede. Det har jeg også, men egentlig er jeg et tolerant menneske. Jeg fatter bare ikke, hvorfor kommunen absolut skal dyppe dem i først guld og derefter platin. Er det en slags kompensation? ”Okay, vi ved godt, at dit liv er lort og for din egen og alle andres skyld forhåbentlig meget snart forbi, men her er en lastvogn med penge, så vi alle glemmer, hvorfor du egentlig fik dem”.


Nu læste jeg også, at de handicappede er forfærdede over et forslag om, at sårede soldater kunne få noget ekstra, fordi der så skabes et A- og B-hold af handicappede. Nu skal jeg fortælle jer noget: I er alle på B-holdet, men i det mindste har soldaten lavet et eller andet samfundsgavnligt til forskel for jer nyttesløse spassere, som blot lavede en ordentlig bule i den stakkels spritbilists ditto-nye bil.

Ej, spøg til side, jeg får jo næsten dårlig samvittighed af at skrive det her indlæg. Jeg synes bestemt, at de handicappede skal have penge, så de kan leve en eller anden form for almindeligt liv. Men kan vi ikke få noget tilbage udover opmærksomhedshungrende og dybt irriterende, uhyggeligt mobile medborgere? For eksempel at vi får lov til at kategorisere og behandle jer alle som åndssvage? Det er nemlig præcis sådan, I ser ud.

2 kommentarer:

Dux sagde ...

så sandt så sandt - når vi alligevel er i gang hvad med de fede

måske en lille sang af den go gamle Boyd rice - People - lavet i Århus ...

http://www.youtube.com/watch?v=4z50p2v5Of0

klafbang sagde ...

Hvorfor sidestille fede med handicappede? De holder fødevareindustrien igang og sørger for at dø i passende ung alder, inden de bliver gamle og de facto-åndssvage.