fredag den 19. november 2010

Røde hunde

Min lillesøster dukker sig, når jeg hæver hånden. Jeg kaster mig på jorden, når jeg ser en kvindelig bilist. Sådanne fænomener plejer man at navngive efter "Pavlovs hunde", som savlede, hver gang de hørte en klokke, som ringede, når de blev affodret. De røde har en lignende automatisk reaktion, hver gang de ser eller hører noget, som har sin oprindelse i USA. Vi kan navngive dette fænomen efter ”folkeskolens elever”, som får leveret hadsk tale om USA så sikkert som skolemælken. Et klassisk eksempel er naturligvis Villy Søvndals spørgsmål til Statsministeren, efter han havde læst DSBs ”Ud & Se” og misforstået kommasætningen. Der kan man se, hvad man får ud af at proppe USA-had og ikke grammatikregler i børn.

Et af ofrene for disse marionetdukkespasmer er McDonald's restauranterne. I min egen omgangskreds må jeg jævnligt bøvle med zombieagtige idioter, der ganske uden omtanke sviner dem til. Deres råvarer er for eksempel af elendig kvalitet, hører jeg. Og er der ikke noget om, at den der klovn godt kan lide børn? Når jeg går dem på klingen, begrænser deres forsøg på at begrunde påstandene sig til noget med ”jamen, det kan jeg smage”, ”det er almindelig kendt” og ”han ligner klovnen fra den der Stephen King film”. Den hedder ”It”, for helvede.

Jeg læste for nylig på internettet, at en eller anden rødskinke havde opbevaret et Happy Meal i 14 år og var fortørnet over, at det ikke gik i forrådnelse. Dåsen argumenterede naturligvis for, at McDonald's brugte forfærdeligt grusomme ingredienser, som kun kunne være endt i deres hænder gennem en pagt med Djævelen og muligvis selveste George Bush. Stupid, som jeg er, ikke ulig de fleste danskere, var jeg tilbøjelig til at tro. Hvilken satanistisk mekanisme kunne der dog ligge bag sådan en unaturlighed? Heldigvis fandt jeg kort tid efter en artikel, hvis forfatter tydeligvis ikke smed hjernen og dens kritiske sans i papirkurven sammen med den beståede journalistskoleoptagelsesprøve.

Nogle forskere, næppe humanistisk uddannede, kunne berette, at måltidets holdbarhed skyldtes en afskyelighed, vi har kendt til i årtusinder: Konservering. Den anklagede burger bestod af en tørstegt bøf, ketchup, sennep og syltede agurker. Tørring, saltning, lagring i fedt, syrning. Grunden til, at der ikke var mug på burgerbollen, var sandsynligvis (og hold nu fast i tremmerne, røde aber): En meget høj grad af hygiejne. Kapitalistslaven bag grillen bar nok plastikhandsker. Og det blev ham ikke pålagt for, at hans hænder skulle tørre ind, så han var tvunget til at købe fugtighedscreme hos Karl Rove's andet verdensomspændende monopolfirma. Men alt dette kan nok modargumenteres af Carsten eller Flemming Jensen, når de drages ind som levnedsmiddelseksperter på vores elskede, statsejede tv-kanal.

Der er altså lige så gode grunde til at stole på de røde, som der er til at stole på UFO-tosser og spøgelsesjægere. Hver gang de finder noget, der umiddelbart kan finde forklaring i deres forvrængede fantasier, skriger de op uden at tænke sig om. Ovenstående eksempel er blot et af mange. Hvor UFO'er og spøgelser er eventyrlige og kuriøse, er den røde trussel dog skræmmende nær. Jeg har virkelig aldrig fattet, hvad der er så tiltrækkende ved Sovjet-løsningen, Ole Sohn? Altså, bortset fra mængden af vodka, gulag-lejre og kannibalistiske babushka'er. Men mon ikke det er magten over folket og den bekvemmelige fjernelse af individets frie valg, der får det til at snurre så dejligt i den ellers godt prøvekørte røde stjerne?

Grove stykker saltet, halvfordærvet flæsk og roesuppe er utvivlsomt lækkert, men hvis prisen for personlig frihed er lettere forudsigelig mad fra Den Gule Måge, så tror jeg, jeg foretrækker det sidste. Det har jeg trods alt mulighed for at vælge fra. Og sig mig, blev vaccinen mod røde hunde egentlig ikke opfundet for mange år siden? Under alle omstændigheder burde vi være immune, eftersom sygdommen har hærget kloden gennem hele sidste århundrede.

I nægter åbenbart at lære.

Ingen kommentarer: