søndag den 26. juli 2009

Uspiseligt

Jeg er tilmeldt kantineordningen på mit arbejde, fordi det er mit eneste håb om at få varm mad en gang om dagen. Et alternativ kunne være at flytte hjem til mor og far, og jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg af og til overvejer det. For en kantineordning er lig med en halv times pinsel, hvor jeg konfronteres med kollegaernes såkaldte personligheder.

Inden da skal jeg igennem kantinekøen, som ikke ville være slem, hvis folk ikke opførte sig som demente øg med skyklapper. Lad mig opridse scenen:

Der er kø, og den står stille. Fårene tripper utålmodigt i forventning om, at køens forreste medlem nosser sig færdig. Det er en ældre kollega. Han kigger langsomt ud over alle retterne i omkring tredive sekunder, inden han henvender sig til den unge dame i tyverne lige bag ham.
”Nåååh …. ”. Fyrre sekunders pause.
”... så skal vi have flæskesteg i dag”, fortsætter han, mens han smiler og kigger på hende.
Han tager serveringsbestikket og rækker langsomt ud mod et stykke, inden han ombestemmer sig. Han retter sig op, kigger på hende igen og griner Uffe Ellemann-agtigt for sig selv.
”Det er ligesom juleaften. Mon vi også får gaver?”.

Der er intet så irriterende, som ældre kollegaer, der er onkelsjove overfor unge piger, som alligevel kun tænker på indvandrerlærlingen, de mødte i morges, da de afleverede deres røde Suzuki Swift hos mekanikeren. Det skulle da lige være sælgeren med de alt for store briller og biseksualitetsudstrålingen, som vader frem og tilbage mellem buffeterne, mens han taler i mobiltelefon. Eller den usoignerede nar, som insisterer på at røre alle madvarer med fingrene. Eller de to grimme, fede kontordamer, som synes, de skal opdatere hinanden om deres meningsforladte liv, mens de spærrer for fritterne.

Når jeg endelig er kommet igennem lidelserne med to tørre endeskiver af griserøven, venter skærsilden i form af perifere kollegaer og chefen garneret med kommunikation gennem flinke- og overjegs-facader. Hvor jeg skal lade som om, at jeg synes mit job er interessant, og at jeg finder det spændende, hvad firmaet burde satse på ”på den lange bane” eller ”hvilke markeder, vi ser ind i”. At jeg udvikler mig personligt af mit job, selvom jeg i virkeligheden ville få mere ud af at sove nøgen, uvasket og med spredte ben på sofaen derhjemme. De uhyre interessante samtaler kolliderer altid med, at jeg tog totusinde ærter i salatbaren, og at jeg kun har en gaffel at spise med.

Det er ikke engang en lettelse at sidde med de nærmeste kollegaer, for den ene har bordmanerer, som var han teleporteret direkte fra vikingetiden til kantinens åbningstid, onsdag formiddag. Han er en person, som har uddannet sig over sin stand. At spise sammen med ham er som at sidde foran et akvarium og se en sugemalle æde, bortset fra, at der ikke er en lyd- og lugtisoleret glasplade foran. Hans mund er konstant smurt ind i dressing som læbestift på en tæskefuld bodegakælling. For det meste bemærker jeg det ikke, da hans smasken overdøver alle mine sanser. Og jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, når han byder på rester fra sin tallerken.

De burde lave enkeltpersonsbåse i kantinen. Jeg kender en biograf, som måske har nogle brugte, som de kan købe billigt. Så slipper man da for at se, høre og lugte de irritationsmomenter, som kaldes kollegaer. Jeg har ofte overvejet at tage maden med tilbage til mit skrivebord, men den uduelige rengøringsdame gør ikke ordentligt rent efter mig. Dovne so. Så sådan er det altså … en halv times helvede hver evig eneste dag, før jeg igen kan vende tilbage til surfingen.

1 kommentar:

benedikte sagde ...

morsomt.. men utrolig bittert!