søndag den 5. april 2009

Multikulturelt helvede

Jeg gider ikke leve i et multikulturelt samfund, men desværre gør jeg. Hver dag må jeg trækkes med at befinde mig blandt indere, kinesere, afrikanere, grækere, italienere og franskmænd, for bare at nævne nogle få. Hvis de så bare havde været ægte. Men under overfladen gemmer sig i virkeligheden blegfede, kedelige og indfødte danskere.

Jeg taler om den type af danskere, der forelsker sig hovedkulds i et andet land, hvorefter de ikke bestiller andet end at berette om landets lyksaligheder til os andre, der helst bare ville leve i fred. Forelskelse af enhver art er ynkelig, for vi ved jo, at det er løgn fra ende til anden og intet andet end en simpel kemisk reaktion i en stenalderhjerne.

For tiden er jeg belastet af at være i nærheden af en ækel kvinde, som er falsk inder. Hvert sekund i hendes nærvær er lidelse, for i hendes øjne er der absolut intet, som Indien ikke gør bedre end Danmark. Lige bortset fra, at de har enorm fattigdom, folk dør på gaden og ydmyges dagligt i et kastesystem, men det ignorerer hun nemt i kraft af sin socialistiske overbevisning. Hun drikker hele tiden grøn te af en cola-flaske og anbefalede mig at gøre det samme, fordi man potentielt forlænger sit liv fem år derved. Fint nok, så mangler vi bare at finde en grund til, at jeg skulle leve fem år længere, for hvis de skal tilbringes i nærheden af hende, så orker jeg det ikke.

Min engelsklærer i gymnasiet var besat af indianere, og som resultat kender jeg navnene på hver eneste stamme, der havde sin færden på det nordamerikanske kontinent, inden de drak sig i jorden som enhver anden fornuftig kultur. Hver gang, hun berettede om dem, kom lektionen meget hurtigt ind på mændenes udseende, mens et drømmende udtryk i hendes øjne udviklede sig i takt med den våde plet på hendes brune lærredsbukser. Det var tydeligt, at hendes opfattelse af at være squaw var at ligge bagbundet og nøgen i en tipi dagen lang, mens muskuløse, brune, langhårede, høje indianermænd drog fordel af hende. Hun var sådan en so.

Jer, der er så opslugte af et andet land, hvorfor flytter I ikke bare derhen? Det burde blive en lykke for os alle. Men grunden er, at fascinationen af det fremmede land ikke er andet end en reaktion på jeres forfejlede færd i eget, hvorved I opbygger en illusion om lykke omkring det fremmede, dannet igennem et spejl af guidede udflugter og dagligdagsfri oplevelser. Og så kan I forresten heller ikke nasse på sociale ydelser i de andre lande eller blive indlagt gratis på hospitaler for at blive kureret for sære kønssygdomme, I tog med hjem. I skulle fratages jeres statsborgerskab.

7 kommentarer:

Mikkel sagde ...

Haha. Guld!

Pedrsn™ sagde ...

. . Ahh javel, så det er den der multikulturelle verdensorden, som jeg skal takke - når jeg hver aften - ovre fra nørrebroparken - skal høre på 20+ somaliere, der bonget op og sløve på kath, og iført farvestrålende hawaiiskjorter - skrååler og snakker, som var de på et alletiders gedemarked et sted. . .

sejt :D

Bitter Blog sagde ...

Pedersn: Nej, det er en helt andet multikulturel verdensorden, som jeg ønsker, du ignorerer totalt, når du kommenterer på min blog. Det er et anstændigt sted, det her.

louise korning sagde ...

Jeg har nu altid været vild med fransk kultur, og jeg mener at det er vigtigt at man får indtryk udefra - ellers oplever man jo ikke noget nyt. I Frankrig er folk virkelig høflige og hilser eksempelvis pænt på deres naboer. Og i Metroen er folk meget disciplineret og står i kø. Det er nu noget andet end det lidt bondske Danmark.
Men man håber jo at vi kan tage lidt ved lære!

Mette sagde ...

Argh Louise. Jeg har boet 2 år i Frankrig og de er sgu pisse uhøflige (hvilket de iøvrigt også har ry for at være).

Har også boet år i Japan, (et land, som FØR jeg flyttede derned, ikke var et land som jeg var videre begejstret for), se det er et land, hvor de er høflige. Jeg udviklede det, som Bitter omtaler, nemlig en kærlighed til Japan og mange japanske ting, omend jeg godt kan se deres fejl.
Men fantastisk land. Mange grunde til at jeg ikke bor der idag. Dels har de et elitært uddannelsessystem, jeg ikke vil byde mine børn. Dels skal der være et job ledigt dernede igen. Dels har de verdens sværeste indvandrerlovgivning, som gør man ikke bare lige flytter derned.

(Feks. SKAL du have job før du ankommer til landet. Herefter får du 1 års opholdstilladelse. Den kan så forlænges efter det år til 3 år. Og efter 3 år til 10 år. Først efter 10 år kan du ansøge om statsborgerskab (såfremt du kan sproget og en mængde andre ting).

Nååeh, men bortset fra det mener jeg ikke vi skal kigge på verdenen efter landegrænser/politik men se verdenen som et hele. Altså ingen nationalisme, men som verdensborgere. Jeg vil ihvertfald ikke indskrænke mig til at holde mig inde for nogle fiktive streger sat på et kort og bestemt af nogle andre mennesker som ikke engang lever længere. Det gider jeg ikke ligge under for, men vil gerne selv bestemme, hvorledes verdenen ser ud. Verdenen ifølge Mette ;-)

Med venlig hilsen Mette

Bitter Blog sagde ...

Hr. Korning: Bliver du så også helt vild, når de serverer franske hotdogs på den lukkede?

Mette: En smuk, men himmelråbende naiv tanke. Du kan garanteret få sponsoreret et medlemskab af det Radikale Venstre med den holdning. Mennesker er formet af deres kultur og opvækst, og hvis vi åbner os for verdenen uden nogen form for forsvar, så går vi til grunde. Så simpelt er det. Beklager, det ikke passer ind i den moderne cafe-tankegang. Heldigvis fortjener den at dø.

Men det er i øvrigt slet ikke det, indlægget handler om.

Anonym sagde ...

Det er rigtigt Mette, grænser er blot
"fiktive streger sat på et kort og bestemt af nogle andre mennesker som ikke engang lever længere"

Som Mike Judge meget visionært forudser i den geniale Idiocracy
http://www.imdb.com/title/tt0387808/
Så skal de evnesvage arve jorden.