lørdag den 11. april 2009

Mødekultur

Halvfems procent af alle møder er spild af tid, og jeg hader dem, med mindre jeg ikke skal deltage aktivt, og jeg derfor kan sidde og kigge ud af vinduet og drømme om det ukomplicerede liv som pirat i det caribiske hav, hvorpå jeg sejlede som ung knøs på min Commodore 64. Selvom mødekulturen vist nok blev dømt umoderne allerede efter Time Manager™-firserne, så lever den i bedste velgående, passet og plejet af de inkompetente kollegaer.

Jeg har en gammel ven, som er næsten ligeså sej som jeg selv. Vi har uafhængigt af hinanden fundet ud af, at decline-knappen på mødeindkaldelser i Microsoft Outlook er vejen til succes. Når mødetiden oprinder, og alle kollegaerne farer ned af gangen med notesblokke og mobiltelefoner, glor de på mig og spørger forundret, om jeg ikke skal med, hvorefter jeg svarer, at jeg ikke gider. Herefter er jeg omgærdet af mystik; Godt nok vidste vi, at Bob Glitter var klog og vigtig, men hvad besidder han, thi han ikke efterstræber den hellige gral af udstråling af vigtighed: Møder. Efter jeg tog denne taktik i brug er mine kollegaer i højere grad begyndt at hente kaffe til mig og spørge mig til råds. Det sidste er jeg naturligvis for travl til at bruge tid på.

Mod cheferne og projektlederne har jeg en lidt anden angrebsvinkel. Når jeg decline'r deres møder, skriver jeg følgende korte besked på afvisningen: ”Det ligger over tasteabe-niveau”. Denne falske selvnedgørelse gnubber mine lederes egoer, hvor det kriller allermest lækkert; Ham Bob Glitter er en af de få, der har fattet, at vi ledere er de vigtigste og klogeste, der findes. Ham skal vi holde fat i. Inderst inde ved de naturligvis godt, at jeg har et fast greb med begge hænder om den dug, der ligger under den kongelige porcelænsopdækning, der er firmaets indtjeningsgrundlag.

Som nævnt lever visse inkompetente mennesker af mødekulturen. Jeg har engang været ansat i en halvoffentlig virksomhed, og når jeg kører med tog til København, møder jeg af og til personer, som jeg nemt kan udpege til at være uduelige offentligt ansatte. Det drejer sig typisk om svært overvægtige kvinder med kort hår, dyre, åndssvage modehornbriller, iført sækkelignende storblomstrede kjoler og med det nyeste i mobiltelefoner, som de uhæmmet skriger i om kommende møder, mens de skubber Mars-bars i kæften, og skilter sig med deres titler, der begynder med projekt-. I deres stillinger, som blev sikret gennem enten en tåbelig ligestillingskvote eller chefens bestræbelser på at nå at spilde nok penge til at modtage ligeså mange fra statskassen næste år, rejser og vader de frem og tilbage mellem ligegyldige projekter med ligegyldige dokumenter, som ingen nogensinde gider at bekymre sig om. Hvis nogen gjorde, blev de fyret for deres sindssyge inkompetence.

Når jeg sidder overfor sådan en so, nedstirrer jeg hende med halvlukkede øjne og halvåben mund i forsøget på at give hende kræft. Typisk opdager hun mig ikke, da hun er vant til at hendes kollegaer ser ud på samme måde, men af og til er hun flabet nok til at spørge, hvad fanden jeg kigger på. Hun har nemlig som oftest manerer, som afspejler hendes undfangelse, fødsel og opvækst ved siden af spillemaskinen på den lokale bodega. Netop på dette tidspunkt afgiver jeg en dyb snorkelyd, så hun tror, jeg sover, hvorved hun bliver forfjamsket, æder sin sidste chokoladestang og stiger af toget, hvilket får mig til at håbe, at hun bliver kørt over, selvom belastningen af hendes massive indvolde på togets understel utvivlsomt ville forsinke og dermed fordyre dagen endnu mere for os alle sammen.

Undrer du dig stadig over, hvordan de bruger alle pengene i vores offentlige sektor? Fyr dog alle disse svin, disse håbløse søer, så de kan blive tvunget til at tage fysiske job, så de kan tabe sig og give nytte, i stedet for bare at være en evindelig belastning for alle os andres tålmodighed, sygehusvæsen og pengepung. Men ingen tør. Selv vores såkaldte borgerlige regering holder hånden over og skyder endnu flere gode penge efter dårlige ind i denne kollapsede stjerne af ineffektivitet. Man skulle sateme rydde ud. Men så skriger de jo op om, at de er svage, eller at de ikke har nok midler til at lave noget værdifuldt, hvorefter befolkningen i angst for, at denne statsfinansierede terrorcelle er grundlæggende for deres uduelige afkoms fremtid, endnu engang stemmer en socialdemokratisk ledelse ind.

4 kommentarer:

kjensen sagde ...

haha nej jeg griner næsten for meget til at kunne give en kommentar til dette brillante indlæg. Men jeg forsøger allgevel.
Jeg har selv mødt disse ineffektive overvægtige kvinder med med chef eller projekt[et-eller-andet] titler, og det er skræmmende hvor meget tid de kan bruge på IKKE at lave noget af værdi...
Nå men dit råd med brug af "decline" knappen er hermed taget til efterretning.

Uden Relevans sagde ...

Specielt den med de korthårede og storblomstrede damer er godt set.

Oh God..

Milos Vendettas sagde ...

Hvad møder i outlook angår, er det også en god taktik at overdrage mødet til inferiøre kolleger, som man derefter kan få til at slave for sig, fordi de er taknemmelighed over, at man har indraget dem i den ligegyldige "elite" som taberne tror, at de mødedeltagende ledertyper er.

Tante Twinsæt sagde ...

Bob, jeg synes du skal få talt ud med din mor.