fredag den 13. marts 2009

Det var godt for dig, Skat!

Folk løber rundt og jubler i åndssvage små cirkler for tiden. Jeg bliver altid irriteret, når folk jubler. Der er aldrig grund til det og slet ikke denne gang. For det handler naturligvis om, at de har set deres årsopgørelse fra Skat og har fået penge tilbage.

Lad mig fortælle dig en ganske utrolig historie: Jeg var nede ved bageren og købte for tyve kroner tørkager, hvilket i øvrigt var et yderst passende navn. Da jeg skulle betale, gav jeg ekspedienten hundrede kroner, og jeg fik en halvtredser tilbage. På vej ud af døren kaldte ekspedienten mig tilbage, fordi hun havde opdaget sin fejl, og hun gav mig derfor tredive kroner. Nu kan jeg ikke få armene ned af begejstring: Udover, at jeg fik de penge, som fra begyndelsen retmæssigt var mine, fik jeg kager med hjem, hvis tørhed fik det hvide i mit højre øje til at tørre og krakelere ind til en daggammel imitation af bagerens dårlige. Godt, at det er forbudt at købe ved den anden bager, som sælger billigere og bedre kager.

Føler du, jeg taler ned til dig? Du har ret. Er der grund til andet, når jeg ser, hvor ynkelige borgerne i vores samfund er blevet, når de jubler og takker Skat for at få deres egne penge retur? Det er dog ikke fuldstændigt din skyld. Man skal efterhånden have en kandidatgrad i matematik, økonomi, jura og fem års hard time for bedrageri i Horsens for at gennemskue sin skatteopgørelse. Det er også en mulighed, at du bare er en stor nasser.

Undrer du dig over, at jeg brokker mig? Jeg kan fortælle, at jeg lige har opdaget, at jeg får tyve tusinde kroner tilbage fra Skat. For alle de andre penge, som på mystisk vis aldrig bliver nævnt, får jeg et hospitalsvæsen, som gør mig bange for at blive syg. Og det siger fandeme ikke så lidt, når man ser i betragtning, at jeg ikke er det mindste bange for at dø. Jeg betaler sikkert meget mere i skat end dig, og det er det, der er interessant, når man vurderer skattelettelser. Ikke Helles og Villys omdefinering af betydningen af ”at beholde proportionalt mere end andre” til ”at betale”. Men I hopper på den hver evige, eneste gang, og indførelsen af kildeskatten var limen på pinden.

12 kommentarer:

- wolf - sagde ...

Nu skal du jo huske, hvordan borgerlig statsstyring foregår. Hvis folket skal glædes med nogle småkager i form af de klatskillinger, vi får tilbage i skat, så er vi jo nødt til at betale for dem: Min søns børnehave og min datters skole ligner ruiner fra en tid, hvor folk gik med stridsøkser, og personalet består tilsyneladende af importeret, billig arbejdskraft, der kun underviser halvhjertet i de få fritimer, de kan tilgodese fra deres arbejde i private, fundamentalistiske kristne friskoler, hvor tiden er ligeligt delt mellem salmesang, bønnemøde og fordømmelse af videnskab. Huspriserne er faret i vejret, så vi ikke har råd til at købe hus.

Som tak for alle disse kapitalistiske glæder får vi måske et par tusinde tilbage i skat. Måske. Jeg har ikke fået min skatteopgørelse endnu. Sikkert fordi de endnu ikke har fundet frem til den rigmand, mine penge skal overføres til.

Bitter Blog sagde ...

Vi har ikke haft borgerlig statsstyring i Danmark i rigtig mange år.

lille t sagde ...

Hvorfor er der aldrig nogen der har undervist mig med kager før?
Nu forstår jeg det pludseligt meget bedre!

Du er SJOV, Bitter! :o)

Uden Relevans sagde ...

Jeg skal AF med penge...sheesh

Nicodemus sagde ...

Skat og lignende offentlig konfiskation af private midler er forretningen Danmarks indtægt. Der er utvivlsomt gode argumenter for at ændre opkrævningsprofilen således at de flittige og dygtige ikke straffes. Men, ingen taler om det helt store tabu: Statens udgifter. Har de udygtige og dovne RET til samme livskvalitet som os andre? Velfærdsstaten har skabt en taberklasse som ingen skrupler har ved at leve af overførselsindkomst - Og dermed snylte på samfundet. Hvem i Danmarks ledelse tør tage den diskussion (ihukommende at snylterne også har stemmeret)?

Jacob sagde ...

Jeg kan heller ikke se det helt vilde ved det. Jeg får min egne penge tilbage, som jeg bare har måtte undvære tidligere. Hurrah?

louisekorning sagde ...

haha - fryd. Jeg kan næsten ikke få armene ned når jeg tænker på hvor mange af dine surt tjente skattepenge jeg har fortærret....Den slat du får tilbage kan opgøres i timer fremfor dage i forhold til offentlige behandlinger.

Bitter Blog sagde ...

Hr. Korning: Selvom du utvivlsomt har nydt godt af puljen til psykiatri, kan jeg glæde mig over, at området er så kraftigt beskåret, at der næppe er råd til at forny gummiet på dine vægge.

louise korning sagde ...

Der tager du fejl - det bliver stadigt større. Til gengæld kan jeg stadig stemme til folketingsvalget. Og det bliver ikke borgerligt.

Bitter Blog sagde ...

Det undrer mig hverken, at puljen bliver større, eller at du er en nasser. Jeg er efterhånden vant til, at de røde lyver for at få flere penge. Selv blandt partilederne er det god stil.

Maibritt sagde ...

Til Louise Korning.
Du skulle nærmere være glad for at der er nogen der tvinger andre til at betale skat så du kan komme på psykiatrisk hospital. Vær glad og ikke fryd dig..

louise korning sagde ...

Hej Maibritt

Jeg fryder mig hvis det passer mig. Jeg morer mig kosteligt over det. Betaler du også skat?

Til gengæld har jeg tid til at sidde her og skrive kommentarer. Har jeg måske ikke skrevet flere end dig?