tirsdag den 18. november 2008

Vindertyper

Konkurrence-genet: Jeg ejer det ikke. Dette er naturligvis ikke et problem for mig, idet jeg ikke er konkurrenceminded, og derfor misunder jeg ingen egenskaberne, dette gen giver. Og da slet ikke, når jeg observerer typerne, som besidder det, og anvender det til tåbelige formål frem for noget nyttigt såsom at skabe virksomheder eller skrive bitre blogs.

For at vedligeholde min græske gudekrop dyrker jeg meget motion, som for en stor dels vedkommende er holdtræning. Min sekundære motivation for at komme til holdtræning er selvsagt ikke det sociale, da jeg ikke gider tale med tabere, der dyrker sport, og som ikke har kapacitet til at opbevare andet i hovedet. Nej, det er selvfølgelig for at more mig over de konkurrence-aber, som dukker op til holdtræningen for at bevise, at de er bedre end andre, uanset hvem dette måtte være.

Lad mig begynde med at beskrive den typiske situation: Træneren mener, vi skal løbe noget spurt, så vi deles op i tre hold: Et for de øvede løbere, et for middelgode løbere og et for dem, der burde være født som søpølser. Jeg og de få andre, der er til stede for at få det optimale ud af motionen, frem for at savle over de kvindelige deltagere, vælger hold efter vores niveau. I denne situation optræder nu to personer, som jeg vil beskrive i de følgende afsnit: Den midaldrende og indvandreren.

Den midaldrende er en mand i begyndelsen af 40’erne, som har en hårlinie, man ikke længere kan kalde vigende, idet den ikke kommer længere tilbage, uden vi bevæger os over i Voldborg/RoboCop frisure. Han er usædvanlig overfrisk og dermed irriterende i de belastende pauser i træningen, som folk har tendens til at anvende til ligegyldig social interaktion. Han bærer bling til træningen, og selvom det nemt deduceres fra det blege mærke på hans ene finger, fortæller han, at han netop er blevet skilt. Konkurrenceevnen ved vi, han besidder, da han er professionel brugsuddeler.

Den midaldrende stiller sig som den første op på holdet af øvede løbere, selvom han ikke har løbet, siden han deltog i et maratonløb mod Berlinmuren. Fløjten lyder, og han farer af sted med armene flagrende i store cirkler, så han ligner en blanding af en vindmølle i en orkan og en lettende gås. Det lykkes ham mirakuløst at følge med de andre løbere i netop ti sekunder, før han falder voldsomt bagud. Hvad, han ikke fatter, er, at han skulle have sparet energi til de resterende 110 sekunders spurt plus energi til de andre øvelser, som foregår på de hold, som ikke løber. Men af en eller anden grund, som jeg aldrig har forstået, er det for konkurrencemennesket ikke nødvendigt at deltage i disse ”pause-øvelser”, og derfor anvender den midaldrende da også lejligheden til at ligge og efterligne en strandet dybhavskrabbe, der kridhvid i hovedet forsøger at spille sækkepibe efter at have røget cigar for første gang, så han 240 sekunder senere har kræfter nok til at tabe endnu en gang på det øvede løbehold.

Som sagt er der også blandt konkurrencetyperne den veltrænede indvandrer i 30'erne, hvis tatoveringer med barske street-udsagn er så dårligt stavede, at der ville være større chance for at finde et forståeligt ord på ham, hvis man åbnede en pose lakridsbogstaver og kylede indholdet ud over hans svedtilklistrede krop. Under udvælgelsen til løbehold, lykkes det ham at gemme sig for træneren, som var sidstnævnte en politibetjent på pusherjagt, samtidig med, at han holder et fast greb i sin 16-årige usikre, blege kæreste med silikonebrysterne, så de begge kan komme på holdet for de dårligste løbere.

Når det bliver det ringeste holds tur til at løbe, og de seksten liter sved fra den midaldrende er tørret op, løber indvandreren spurten på en tid, så man skulle tro, at førstepræmien var en sænket BMW, og slår selvsagt de andre på holdet, der udover hans kalveknæede kæreste også tæller to hjerneskadede siamesiske tvillinger og Jason Watt. Dette afholder ham dog ikke fra at tage T-shirten af og spankulere forbi taberne med en overlegen mine, mens han kaster håndtegn og modtager begejstrede hvin og klapsalver fra sin lyshårede træningsmåtte af et påhæng.

Ovenstående hændelser gentager sig hver eneste gang til træningen, og ærlig talt, så ved jeg efterhånden ikke, om jeg skal begynde at græde i stedet for at grine. Hvor er vindere dog af og til nogle tabere!

6 kommentarer:

Dreamer sagde ...

HA-HA-HA hylende morsomt.
1. plads og medalje til det indlæg.

Lene sagde ...

Jeg kan aldrig mere spise lakridsbogstaver uden at se indvandrerklisterbilledet for mig. Tak, tror jeg nok.
Hysterisk morsomt ...

Anonym sagde ...

Kære Bob.
Hvad er din holdning til Klaus Rifbjerg?

Bitter Blog sagde ...

Anonym: Jeg kender ikke meget til ham, selvom jeg sikkert er blevet trukket gennem nogle af hans bøger i folkeskolen. Hans typiske fremtoning forekommer mig både arrogant, elitær og forventeligt socialistisk, og hans ækle begejstring for tyrefægtning deler jeg ikke.

Men normalt taler jeg ikke dårligt om mennesker, som er ringere til at skrive, end jeg selv er.

Dreamer sagde ...

Bitter - nogle mennesker er født med en guldske i røven - men du er sågu' født med esser i ærmet !

Dreamer sagde ...

Bitter - nogle mennesker er født med en guldske i røven, men du er sågu' født med esser i ærmet !