fredag den 14. november 2008

Kan De lide østers?

Jeg hader Eddie Vedder ubetinget. Forleden aften kom jeg til at slå over på MTV, hvor der var et program, som hed Storytellers. Jaja, men der var Metallica dagen før, og så vender man naturligvis tilbage. For dig, der ikke ved det, er Eddie Vedder forsanger i et band, som hedder Pearl Jam. Et navn, som de garanteret fandt på i en hashrus, fordi de syntes, det lød sådan lidt sofistikeret og syret på samme tid. Hvis man undersøger, hvad perler er, finder man dog ud af, at det er størknet sekret fra østers, så Pearl Jam er altså en slags marmelade af kropssekreter. Personligt vil jeg hellere spise en marmelade, som er kogt på amputerede savlkirtler fra Mimi Jacobsens lamme mundvige, end at høre mere på Eddie Vedder’s hippier-med-badges-plinker-akustisk-guitar-for-at-tiltrække-piger band.

Nå, men Storytellers er åbenbart et program med en slags koncert, hvor bandet får lov til at ævle løs mellem numrene. Som om det ikke er demoraliserende nok at høre på Eddie Vedders pubertære tekster, udsættes man således for hans latterlige venstredrejede holdninger vævet ind i tåbelige pseudo-intellektuelle samfundsanalogier og lommepsykologibetragtninger. For eksempel laver han en sammenligning mellem USA's befolkning med dens republikanske ledelse og et parforhold med en voldelig partner. Det er dybt! Imens han viderebringer denne betragtning tårevædet i sin uhyggelige offermentalitet, zoomer kameraet ind på en af hans unge kvindelige fans blandt publikum, der står som tryllebundet af Eddies ånds-uendelighed, og man hører nærmest hendes tanker, imens hun nikker: ”Det er bare det mest fantastiske, jeg nogensinde har hørt! Er der ingen grænser for denne mands genialitet. Og hvor vil jeg dog gerne sluge hans sekreter.

I det hele taget fatter jeg ikke, at kunstnere gider stille op til sådan et cirkus. De kan kun være drevet af medieliderlighed, for hvor må det dog være fattigt at være konfronteret med et publikum, som betingelsesløst falder dumt på røven i begejstring over enhver triviel bevægelse, ens krop laver. Et andet eksempel på lignende reaktioner er MTVs Unplugged optagelse af Nirvana. Her reagerede publikum på samme måde; Ethvert lille udbrud fra Kurt Cobain fremprovokerede enten latterbrøl eller klapsalver fra det overivrigt pleasende publikum, som inden koncerten garanteret aldrig havde hørt om Nirvana, men som i kynisk selvpromovering var klar over, at det var hip. Man ser tydeligt, hvor meget manden hadede dem. Intet under han blæste knoppen af sig selv umiddelbart efter denne koncert. Jeg havde dog gjort det midt under den tæerkrummende seance.

Men Eddie elsker det tydeligvis. Mellem tilsviningerne af sit publikum, hvor han gør nar af deres staveevner (hvad kan man forvente af 13-årige piger), og hvor han i ly af en joke beder republikanske fans ”to fuck off!!”, slæbes man igennem en endeløs række af dødfødte sange ligsminket med hans ufatteligt irriterende vibrato-sopran stemme, der får ham til at lyde som en korpige, man prikker i solar plexus fire gange i sekundet. Det er et held, at der var dødsfald ved Pearl Jam koncerten på Roskilde Festival, for så er vi sikre på ikke at se dem igen. Stod jeg i en mængde af 60.000 mennesker og ikke kunne komme nogen vegne med udsigt til to timers Pearl Jam, så trampede jeg fandeme også mig selv ihjel.

I det hele taget er kunstnere, som insisterer på at udtale sig politisk, møgirriterende. Mest fordi de har brugt hele deres liv på at spille mandolin eller hoppe rundt på en scene i gymnastikdragt, hvilket altså ikke giver den fantastiske indsigt i livet, som alle åbenbart tror. Det er naturligt, de fleste er venstreorienterede; Når ens ideologi ikke fungerer i virkeligheden, må man jo lege den på en scene. Det er blandt andet derfor, der findes rollespil. Så få dog et rigtigt arbejde!

Bitter Blog opretter i forbindelse med dette indlæg en Facebook gruppe for kunstforbrugere, som er trætte af den evige politisering. Klik på billedet for at gå til gruppen:

Ingen kommentarer: