mandag den 20. oktober 2008

Analoge snobber

Lad os stoppe slagsmålet med det samme: LP’er har en bedre lydkvalitet end CD’er. Inden du som vinylentusiast fejrer sejren, så lad mig lige tale færdig: … du kan bare ikke høre det! Så med mindre du spiller musik for at underholde dine kæledyr – hvilket jeg i øvrigt mistænker de fleste vinylfanatikere for, da deres musik ikke kræver meget mere end en skildpaddes spitz gefühl for at lytte til – så er det ekstra frekvensrum spildt.

LP tilbedere er naturligvis resistente overfor rationelle argumenter, men selvom det ikke er umuligt, at der findes en lille brøkdel af menneskeheden, som er i stand til at høre forskel, så er de pick-up fascinerede tumper, jeg kender, bestemt ikke en del af den. Efter at have brugt en halv BMW på en high-end pladespiller, alt imens konen og børnene må køre rundt i en livsfarlig, bundrådden Lada, tvinges man til at høre den påståede forskel mellem LP og CD hos fjolset, der som sædvanlig stinker af rådden mælk ud af munden, fordi han også tror, han kan smage ypperlighed i fine franske oste. *)

Men jeg må erkende, at forskellen er der: CD’en overbringer på ingen måde følelsen af, at man kører hundredeogtres på en motorvej med ujævne fartbump mens fem kaminer af slotsstørrelse knitrer om kap på bagsædet. ”Men det er atmosfæren …”, forsøger kvajet sig, ”.. for CD lyden er så kold og hård!”. Hvis der er noget, jeg hader mere end forstokket og indbildt overbevisning, så er det infantil angst for det ukendte. Personen aner ikke et klap om teknologi eller naturvidenskab, men han så engang en film, hvor computere overtog verden, hvorefter hans faste overbevisning blev, at enhver CD-afspiller er med i komplottet om at udradere menneskeheden. Jeg begynder så småt at holde med computerne.

Desperat griber hatten til sit sidste og sjovt nok eneste fornuftige argument: Størrelsen på coveret. Det er fair nok, at man ikke ligefrem behøver en lup til at se detaljer på coveret, men at anvende en overflade på størrelse med et biograflærred er nu nok lidt i overkanten. Det hele drejer sig nemlig om fortid: LP’erne er fra dengang, entusiasten stadig var ung og alle oplevelser gav større indtryk, alting smagte bedre og måske var han midt i den første ungdomsforelskelse med de endorfinmængder, som kun er fysisk muligt i ungdomsårene. Derfor minder LP-lyden om dengang, fordi det er en kobling af høresans til følelser og minder. Selvom det har subjektiv og lettere ynkelig værdi for visse personer, så kom ikke og påstå, at det er en objektiv kvalitet ved LP’er overfor CD’er. Heller ikke selvom det får dig til at føle dig hævet over alle andre.

Faktisk er jeg selv så gammel, at jeg har ejet LP’er. Det var da også et fedt medie, specielt hvis man holdte af at gøre rent. Vedligeholdelsesindsatsen nærmede sig vel Grauballemandens og varmen fra blot et par sekunders sollys transformerede den sorte, flade skive til noget, der lignede en præstekrave. Når man satte musik på, tog pickuppen sig en tur, så man mindedes Tivoliturene, hvor man kiggede hypnotiseret på Piratskibenes kvalmende bølgeture. Sidst, men ikke mindst, genererede min pladespiller så meget statisk elektricitet, at den tiltrak alle ballonerne fra naboens børnefødselsdag og fik min mormors langhårede Chihuahua til at ligne et pindsvin. Hvilket ikke var særlig praktisk, når jeg havde en stående ordre fra min græsplænepsykotiske far om at aflive dem med en rusten spade.

Bitter Blog elsker dog alle sine læsere og har derfor en udvej for de grammofonpladetåber, som en dag ser sig tvunget til at købe musik på et digitalt medie. Til fri download er her en lydfil med støjen fra en grammofonplade, som nemt kan mixes ind over den krystalklare, perfekte lyd fra en CD. Bitter Blog producerede naturligvis også et eksempel på en sådan grammofoniseret sang.

CD-mediets uforgængelighed er overdrevet, men den er trods alt at foretrække over et medie, som overgår til flydende form, hver gang Anne Lindfjeld toner frem på TV-skærmen. Så indse dog, at det er slut! Endelig kan vi nedrive pladeforretningerne i midtbyen, hvor de ligger i vejen for nyopmalede parkeringspladser. Der er heller ikke brug for dem, når CD’erne forsvinder. Personligt vil jeg begræde tabet af albummet som et kunstnerisk begreb, enhed og helhed, selvom det endegyldigt afliver popkunstnerne med deres ene hit og ti hjernelamme fillers. Men sådan er det at være en sentimental gammel nar.



*) En sand historie: Omtalte person udsatte jeg for en blindtest på Las Cola overfor Coca-Cola og cuvettesteg overfor oksemørbrad. Han var ikke i stand til at smage forskel på trods af, at han selvfølgelig forudså, han kunne. Dette viser med al tydelighed, at hans fintfølende sanser var fuldt på højde med en nyligt hjernedøds.

9 kommentarer:

Nemurenai sagde ...

Der er faktisk en god grund til at foretrække vinyl frem for CD, men den er ikke direkte teknisk.

som udgangspunkt er CD'en LP'en overlegen; den er støjfri og har en større dynamisk bredde.

Problemet er at musik der bliver lavet til CD'er bliver digitaliseret, og så kan pladeselskaberne ikke holde deres beskidte naller fra lyden som de er nødt til at expande så den gennemsnitligt er højere. Dette gør at musikken umiddelbart lyder bedre og giver en fordel når man skal promovere sit pop, f.eks. når CD'en bliver spillet på en radiostation. Ulempen er at musikken bliver flad og øret bliver træt, ligesom hvis man bliver udsat for støj i længere tid. Dette er ikke muligt for musik der ikke har været digitaliseret, så gamle LP'er kan altså være mere behagelige at lytte til.

Moderne studier er digitale, så der ryger fordelen - medmindre den LP man køber er mastered med henblik på folk der ikke vil finde sig i den slags pis.

dubqnp sagde ...

Var nede i en Hi-Fi forhandler på Frederiksberg og kigge lidt på deres vinyler..

270+ kr for en LP??? De er gale i hovedet.

Anonym sagde ...

jeg er glad for at være et analogt snob - din selvretfærdige narrøv! LP rules :-)

Bitter Blog sagde ...

Se det fra den lyse side: Du er ikke en grammatik-snob ...

Nicodemus sagde ...

Diskussion er omsonst da mere og mere musik nu sælges og downloades i mp3 format. Og iøvrigt afspilles på bærbare afspillere. Komprimeringen af mp3 og lydkvaliteten af selv de bedste ørehøjttalere ødelægger enhver form for musikalsk finfølelse. Men hos målgruppen, de unge som alligevel har travlt med at SMS kommunikere, er skuffelsen nok til at overse. On en kæphest: Folk der kopierer musik ulovligt burde kølhales.

- wolf - sagde ...

CD-lyd er fra dengang, hvor man var en af de digitale snobber, der syntes, at det var frygtelig vigtigt at forklare LP-dinosaurerne, at CD-lyden var mere ren, og at nålestøj på en slidt plade og varierende afspilningshastighed på en skive, der ikke var helt flad, ikke gav mere "følelse" i musikken, men slet og ret var et udtryk for, at den tekniske kvalitet suttede lem.

Det er FORTID.

Enhver ved nemlig i dag, at 96 kbps og 24 bit er bedre end CD-lydens skaldede 44,1 kbps og 16 bit. Og at det under ingen omstændigheder lyder godt, hvis det er mere poppet end Slayer.

Bitter Blog sagde ...

Nu er der jo ingenting, der lyder godt, hvis det er mere poppet end Slayer. Uanset gengivelsesteknikken.

René sagde ...

Det meste pop man hører på CD er udsat for compression - faktisk det modsatte af expansion, som der blev skrevet. Der findes også at par andre navne for de samme begreber, men det er i bund og grund stort set det samme. Expansion er at udvide dynamikområdet, compression er at indskrænke det. Altså gøre forskellen mellem høje (lydtryksmæssigt, ikke tonemæssigt) og stille passager i musikken mindre, for at få det til at lyde mere fyldigt. Kan i og for sig være godt for lyden i visse tilfælde, brugt med smag og omtanke. Men når så fjolserne på P3 og, i abnormt endnu større grad, på The Noise, 100 FM og de andre lortereklamekanaler fyrer signalet igennem endnu en compressor for fuld skrue, ja så er resultatet det vi kender: Noget der lyder som Achmeds T Hansen anlæg i hans BMW 3-tyrker-I, med masser af buldrende, forvrænget bas, uden smæk i trommerne.

Punisher sagde ...

@Nemurenai: Med meget få undtagelser er dit indlæg noget vrøvl.

Det er ikke pladeselskaberne, der expander musikken, men producere og teknikere, der gør hvad de syntes er bedst.

Jeg har en analog kompressor med indbygget analog expander, dog ikke fra før digitaliseringen i firserne, men apparat-typen er væsentlig ældre, og blev bestemt brugt på popmusik som ABBA i 70'erne.

Der findes masser af gamle LP'er derude, fra før CD'en, der er sovset ind i flerbåndskompression foretaget med avancerede analoge 3-4-bånds kompressorer med expander/inverse expander-muligheder på hvert bånd.

At tro, at digitaliseringen har haft afgørende indflydelse på de muligheder, som man har for at ændre dynamikken i musikken, er altså forkert.

Naturligvis kan man lave smørlyd nu i nedmixningsprocessen, med moderne finalizere, som var stort set umuligt for 30 år siden, men det skyldes udelukkende computerstyringen i finalizere, der er så avanceret, at man sjældent behøver pille ved grundparametre selv, men bare kan vælge et program med få intuitive parametre, og så gør computeren resten bedre end mennesker.

I øvrigt har jeg komponeret elektronisk musik fra 1987 og 20 år frem, har selv moderne finalizer, har spillet på Midtfyn 2000 bla., og var i mine velmagtsdage kendt for, at være en troldmand med synthesizere, samplere og studie-udstyr generelt. Sidste afsnits info kun så vi ikke skal til at diskutere mine oplysningers troværdighed :-)