tirsdag den 30. september 2008

Terror

Endnu en gang afspærrer politiet din nærmeste banegård, indtil Rullemarie når frem og afslører, at ”bombetasken” blot var fyldt med brugte skridtbeskyttere. Der findes mennesker, som igen og igen brokker sig over situationer som denne. Du kender typen som ham på din arbejdsplads, der nægter at følge reglerne; Hvor der ikke er tilladt at fotografere, tager han et kamera med, for ”de kan bare prøve at stoppe ham”, da ”det er et frit land”. Det er sædvanligvis røde personer, der paradoksalt ikke kan håndtere autoriteter.

Jeg synes nu også, det er irriterende, når medierne svælger i den forlorne terror. Man kan jo knapt nok nå at sætte sin gymnastiktaske ned, før Niels Brinch står og tester sin mikrofon i baggrunden. Medierne puster i den grad historierne op, og det er svært at modstå fristelsen til at sparke fjernsynet i stykker, når man ser Nyhedernes vært nærmest savle af begær efter død og ødelæggelse. Men det sælger, fordi de stupide masser søger afgrunden, som den flok desperate lemminger, de i virkeligheden er.

Politiets handlinger er dog fuldt forståelige, selvom jeg synes, de burde tildele adskillige, hårde knippelslag til lænden på føromtalte persontype, som nægter at respektere afspærringerne, fordi ”det bare er en glemt gymnastiktaske.”. For hvem er det, der brokker sig, går i medierne og lægger sag an mod politiet, den dag, hvor Rullemarie - med begrundelsen ”det er bare en taske” - nægtede at møde op til den kuffert, hvis eksplosive indmad hurtigt og effektivt parterede brokrøvens treårige datter i seksoghalvfjerds ujævne stykker, spredt i en radius af tyve meter omkring det, der kort forinden var kendt som Føtex? Man skal nemlig være mere end almindelig fanatisk fan af Morten Korch, hvis man tror, der ikke kommer et terrorangreb på dansk grund på et tidspunkt. Bitter Blog glæder sig. Ikke engang en skolemassakre*) kan uduelige og dovne danske børn mande sig op til, men så er der heldigvis andre, der vil tage over.

Det mest grinagtige og som sædvanligt selvmodsigende er imidlertid, at vores røde og anarkistisk tænkende typer ikke fatter, at den systemtype, de støtter, kræver et enormt politiapparat. Kig på samtlige socialistiske regimer, der har eksisteret, og fortæl mig om bare ét, som ikke havde en eller anden hyggelig afart af Geheime Staatspolizei til at terrorisere befolkningen. I det gamle Østtyskland var det nærmest nemmere at vinde i lotto end at have en vennekreds, som bestod af mindre end 50 % politistikkere. Det er nemlig nødvendigt med masser af politi og overvågning, når man underlægger en befolkning socialismens klæbende unaturlighed.

Essensen er at skelne mellem velovervejede og overflødige regler. Egentlig burde vores kære røde anarkist erklære sig liberal, hvilket dog fordrer ansvarstagen, ydelse og respekt fra den enkelte. Det er nok der, filmen knækker. Og det er da også fantastisk generende med alle de fascistiske regler, som gør det besværligt at bevæge sig i nattelivet med våben, stoffer og molotovcocktails! Hvis jeg bare en gang mere hører en, der brokker sig over ”Skyd efter benene!”, så skriger jeg som naboens lille tøs, når man spænder ben for hende. Det havde da først været galt, hvis de råbte ”Skyd efter hovedet!”. Hvilket Bitter Blog naturligvis mener, ville være det mest hensigtsmæssige.



*) Den med Flemming tæller ikke. De var allesammen voksne, og hvem ville ikke have en sund og naturlig lyst til at rydde op på humaniora-studiet efter otte fucking år?! Endnu et argument for at afskaffe kvajeklip, for resten.

Ingen kommentarer: