fredag den 26. september 2008

Old school

Jeg anvender internettet ganske meget både privat og i arbejdsmæssig sammenhæng og har gjort det i fjorten år. Desværre må jeg sige, at indholdskvaliteten - bortset fra Bitter Blogs - er gået kraftigt ned af bakke. Denne tendens er skoleeksemplificeret ved at studere listen over de mest populære blogs. I modsætning til kilden, tolker jeg listen således, at irriterende, fede, strikkende, bagværksproducerende, manisk pyntende, af sind eller krop midaldrende kællinger dominerer totalt, fordi de alle sammen interesserer sig for det samme kedelige bras. Fordi de intet liv har og er dumme. "Reportager fra udestuen" er en al for fin betegnelse for den letfordøjelige enorme masse af tomt indhold, som de stupide masser propper i sig som friturestegte fabriksfrikadeller. Ingen nævnt, ingen glemt ...

Med en Ph.D i psykologi i bagagen ville man nok tolke mit sure opstød som misundelse. Det er korrekt på samme måde, som den fine franske restaurant misunder McDonald’s. Nej, Bitter Blog er skam niche, og det er der prestige i at være, så bliv endelig væk, kære læsere, så jeg har en grund mere til at se ned på jer. Det virkeligt belastende er, at de populære blogs oversvømmer internettet med deres evindelige banale ævl og kævl.

Hvor er de gamle dage, hvor man brugte Lynx til at søge efter dokumentation på World Wide Web, Gopher til at finde fotografier af yndlings science-fiction-forfatterens gravsten og man manuelt uuencodede de elendigt håndscannede billeder af sine opsvulmede kønsdele til den intetanende, ivrigt chattende kvinde, hidtil uberørt af ubehagelige netdates, man havde mødt på Foothills? I disse tider, hvor der er kommet såkaldte ”grafiske brugergrænseflader” – tro mig, de er blot en fase – og plug-and-play kameraer, kan enhver chimpanse uploade billeder af ingenting. Hvilket de så gør. Jeg drikker hellere 33 frisktappede centiliter af Simon Emil Ammitzbølls røvsved fremfor at beskue flere hjernecelleædende, livskraftdrikkende, håbløst uhjælpeligt frembragte, engleslørede lykkefotografier af kvalmende ligegyldigheder.

Jeg foretrækker, at man simpelthen ruller internettet tilbage til for ti år siden. Med de snapshots, som tilsyneladende eksisterer rundt omkring, burde det ikke være det store problem. Men ak, det sker nok ikke. I stedet lader jeg en lille bøn gå til Google, som forhåbentlig kan introducere en mindre funktionalitetstilføjelse, som leder mig udenom den virtuelle affaldsbunke:

7 kommentarer:

fivetosix sagde ...

:-D

Nicodemus sagde ...

Nej, nej, nej, fremskridtet toppede altså ikke med Beavis and Butthead. Internettet skal da ikke kun være en legeplads for nørder som foretrækker at tale binært.
Og, vær dog glad for de mange rare ældre blåhårede damer som alle har overkøbt sig i båndbredde for at kunne vise deres katte frem og dermed gør internettet så meget billigere for os andre.

Peter sagde ...

*læner sig tilbage med lukkede øjne og mindes noget det hed kermit - whatever that was*

Og ja nicodemus, man kan da ikke - i dag - forestille sig et forum der ikke er plastret til med LOLcats, hvilke vi iøvrigt også kan takke de satans kællinger for!

Næh, hvis Google skulle ha' en ekstra funktion, skulle det være en CtC(Cut the Crap)knap, der sorterer alle de mindre seriøse dele af WWW fra, når man foretager sig en søgning, dog med fare for at vi bevæger os hen mod kinesiske tilstande, hvor man efterhånden kun har adgang til udvalgte, såkaldt lødige sider.

Lene sagde ...

Bitter som præsident for Blogosfæren! Hep hep!

Anita sagde ...

Wauu, er jeg virkelig allerede midaldrende. Tiden går eddermame stærkt, må jeg sige :-D

Lidt brok skal der til engang imellem, når der klemmer lidt vel rigeligt imellem sidebenene ;-)

Bitter Blog sagde ...

Anita kaffepige: Kun af sind, som jeg også skrev.

Velkommen til, du gamle!

Anita sagde ...

Tak tak, din bitre gnavpot ;-)