torsdag den 17. juli 2008

Ikke mange ører værd

Jeg så Saw forleden. Før da undgik jeg den, da min formidable intuition havde forudset, hvilken latterlig stinker den er. Men den kom på TV 2, og da jeg betaler tusindvis af kroner om året i licens, var det jo pludselig muligt at se den ”gratis”. Ja, jeg ved godt, det kun er TV 2 regionerne, der får licenspenge, men i det mindste fik jeg så en erstatning for i årevis at have været tvunget til at se og høre på den sarte krølhårede TV 2 Østjylland studievært. På trods af alle disse bortforklaringer, gad jeg ikke se filmen til ende.

Filmen er let at beskrive, da den simpelthen er et skamløst ripoff af Se7en – klassikeren med Brad Pitt (så du kan få din kæreste med ind at se den) og Morgan Freeman, hvor sidstnævnte nærmest er den eneste skuespiller, som aldrig nogensinde har irriteret mig. Desværre er den et ripoff på en dårlig måde. Det er svært at beskrive i ord, men betragt i stedet disse metaforer:

  • Hvis Se7en var en ribeye steak, er Saw et fedtøje
  • Hvis Se7en var et CD album, er Saw et mp3 download
  • Hvis Se7en var et maleri af en nøgen kvinde, er Saw dårlige fotokopier af kønsdelene af samme.

Hvor Se7en var sat intelligent sammen i et nærmest smukt net af diabolske mord, er Saw simpelthen blot en endeløs række af vulgære efterligninger af disse mord uden nogen form for meningsfuld sammenhæng. Der findes underligt nok talrige og populære efterfølgere til dette affaldsprodukt af en film, men det er vel af samme årsag, som de laver nye afsnit til ”2900 Happiness”.

Efter at have betragtet afskyeligheden i tyve minutter, drev mine tanker bort til en forestilling om, hvordan den klicherede klovnemorder ved navn ”Jigsaw” ville myrde mig, hvis han fik chancen. Dette er naturligvis utænkeligt, da jeg tæver klovne og mimikere on sight … men alligevel:

Et lille rum. I midten er placeret en stol. Alt er pudebeklædt, så man på ingen måde kan skade sig selv. Bitter Blog sidder i stolen. Blodet har løbet fra hans ører og øjne men er nu blot fire mørkerøde, størknede striber. Foran ham flimrer et fjernsyn. Omkring ham ligger bunker af affald fra tredive års forbrug af regnbuestænger og McDonald’s menuer, som stod på en vægt. Fjernsynet viser i en uendelig løkke optagelser af Svend Aukens forståelse for politisk motiverede overfald og samlede, tåbeligt følelsesladede og såkaldte argumenter for det danske dåseforbud. En kæphest han red som en frådende hanhund en sofapude. Vægten havde ved nul belastning frigivet to strikkepinde, som Bitter Blog efter tredive års helvede omsider kunne anvende til at punktere sine trommehinder og skrabe sine øjne ud med.

Umenneskeligt! Ligesom at se filmen. Den får én dårlig fotokopi af mit øre ud af fem mulige plus en bonuskopi, fordi den gav anledning til dette indlæg:



P.S.: Selvom jeg som altid godkender alle kommentarer, frabeder jeg mig udtalelser i dur med ”Du tager fejl” og ”Saw er bare den fedeste, mest uhyggelige film nogensinde!!”, med mindre du har passeret din syvogtyvende fødselsdag, er af hankøn og er normalbegavet eller derover.

3 kommentarer:

Jan Daniel Andersen sagde ...

Glimrende anmeldelse. Min mening om filmen er ligegyldig, men jeg hæfter mig ved at der begås alt for lidt klovne relateret vold. Altså vold imod klovne, mimikere og gøglere.

Anonym sagde ...

Morgan Freeman var brillant i Dark Rain...

Anonym sagde ...

med den video i hovedet forstår jeg godt du kan holde BitterBlog kørende... hold kæft hvor en fantasi. Tortur når det er værst - der er dog et billede jeg vil tale med min psykolog om at udviske; det afskyelige sanseindtryk af den frådende Auken, der rider på en sofapude ! Det var bogstaveligt talt en ordlyd, der blev til "billedelig talt"