søndag den 29. juni 2008

ShitLife 4 Me

Børnesange er fordummende simple, irriterende og dokumenteret tekstmæssigt håbløst naive. Derfor var det en forfriskende, om end kort lykke at se en reklame for et produkt, som tydeligvis havde rettet op på sidstnævnte problem, og da en god tekst kan redde en dårlig sang, lod det til at være det perfekte tidspunkt for mig at købe min første børnesangs-CD. Jeg hastede ind på min yndlings online CD-butik, og løb lige ind i denne mur af total skuffelse:



CD’en eksisterer ikke i virkeligheden. Lad os lige spole tilbage til, da jeg så reklamen første gang.

Den første sang handlede om børnesoldater, og jeg erkender blankt, at jeg ikke ser problemet?! Har du nogensinde set et sundt drengebarn, som ikke legede krig? Og her får de lov at deltage på første række i en rigtig en af slagsen! Det må være en ønskesituation, der skaber stærke børn! Men okay, siden 2. Verdenskrig har vi ikke haft en lykkelig krig, fordi psykologerne opfandt posttraumatisk stresssyndrom, Golfkrigssyndromet og granatchok. Til gengæld har de, som ikke gider i krig, en undskyldning for at slippe. Minder det lidt om det danske arbejdsmarked? Bitter Blog drager ingen paralleller.

Den næste sang var om AIDS-ramte børn, som ikke har råd til mad eller piller. Efter jeg var færdig med at more mig over såvel teksten som de skægge tegninger af luddovne, døende børn, tænkte jeg lidt over situationen: Skulle jeg investere i en flok unger, som har AIDS, så de vokser op og får endnu flere børn, som har AIDS? Eller skulle jeg investere i AGF? Jeg diskuterede det indgående med min bankrådgiver, som mente, at selvom AIDS-børn har en lysere fremtid end en selvdød Århus-klub med nazifans, var der på lang sigt set større økonomisk afkast i at fodre pengene til min hamster.

Den sidste sang gik over stregen. Godt nok er der sikkert børn, som ikke har råd til at komme med på skoleture, men uanset hvor fristende det er, så kører vi dem altså ikke over, når vi tager af sted. Tanken er såmænd god nok, men så får man vel buler i bilen og politiet på nakken. Forældrene er sikkert ligeglade, ligesom da de prioriterede et 50” fladskærms TV over ungens behov. Livet er hårdt.

Slutningen af reklamen var næsten det bedste, da der dukkede en gammel, lam kvinde op. ”YES!”, tænkte jeg, ”Først nakkes de fattige børn, og så slutter de af med at nedgøre handicappede! Den CD er solgt!”. Men pludselig så jeg hende slikke sig stift, men umiskendeligt ledt og liderligt i mundvigene, og det gik op for mig, at jeg før har set hende forsøge at sælge en tom CD. Forgæves. Hvor langt vil jeg gå for at redde endnu et af hendes børn? Ikke én fucking centimeter.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Genialt!