onsdag den 25. juni 2008

Narrehatte

Så forstyrrer de igen den offentlige ro og orden med deres høje råb, skrig og dytten. Nej, jeg taler ikke om de handicappede endnu engang men derimod om studenterne, der holder mig vågen om natten med støjen fra deres hæmningsløse druk- og sexorgier. Før jeg kommer for godt i gang, så lad os lige enes om dette: Der eksisterer kun én hue:



Hvis du ingenting fatter, kan jeg fortælle dig, at ovenstående foto er af en ægte studenterhue fra en student, som har gået på den eneste uddannelse, hvis dimittender bør pryde sig med huen: Den 3-årige almene gymnasieuddannelse. Og selvom alle studenter i bund og grund ser tåbelige ud med sådan en hue, bliver den kopieret af alle mulige underlødige uddannelser.

Først og fremmest tilhører den gymnasiestudenterne af den enkle grund, at de var de oprindelige til at bære den. De andre dimittender kopierer den blot af misundelse, og selvbedraget i at bære den giver en falsk følelse af, at deres inderste ønske om at være en ægte student er blevet opfyldt. At bære en ægte studenterhue er som en juleaften, hvor man spiser sig igennem uendelige mængder klæbrig risalamande for at blive den retmæssige vinder af mandelgaven, hvorefter man opdager, at ens yngre, dumme søskende også vandt én blot ved at finde den plantede mandel i deres sølle, lille portion. At bære en uægte studenterhue er som at købe et Sonni TV eller et par Neke løbesko.

Hvad er det så for dimittender, som klæder sig i lånte fjer? Det er blandt andet dem, som kommer fra uddannelser, hvor man har været så snedige at placere et ”teknisk” foran navnet, såsom ”teknisk skole” og ”teknisk gymnasium”. For når man læser ”teknisk”, så tænker man umiddelbart, at det nok er noget svært eller kompliceret, men i virkeligheden betyder det jo blot, at alle opgaver kan løses ved brug af en hammer. Det er der heller ikke noget forkert i. På ingen måde. Slet ikke. Intet ondt ord om det herfra. Så er det straks værre at gå på en af sælgerskolerne, som kendes ved, at der er sat ordet "handels-" foran. Folk fra disse skoler træder gerne på deres egen mor for at sælge et antennekabel for fem kroner mere end den vejledende pris. Uanset hvad, har disse elementer slet ikke ret til at bære huen, nøjagtig ligesom de hashrygende, håbløst uduelige socialistterrorister fra HF heller ikke har.



Efter at studenterhuen rettelig er frataget de underlegne uddannelser, anerkender Bitter Blog, at dimittenderne fra disse skoler for de alternativt begavede også skal have noget at pryde sig med. Måske trænger de til noget, som objektivt differentierer dem, for de får vel ikke karakterer på sådanne anstalter? Men en IK har de vel i en eller anden form. Derfor foreslår Bitter Blog et smart emblem med et digitalt display, som indstilles til at vise dimittendens IK, og som derefter hæftes på skjorten og tages med ud på gaderne til stolt og festlig fremvisning. Men husk: Det må først bæres, når sidste eksamen i lodning eller sløjd er overstået:


Opdatering 6. juli 2008, kl. 14:10

Bitter Blog blev som resultat af dette indlæg kontaktet af den lokale afdeling af de Radikale, der gerne så mig som medlem. Behøver jeg sige, at Bitter Blog takkede respektløst nej?

10 kommentarer:

dubqnp sagde ...

Min blok blev overfaldet af dem igår. Lige pludselig var der 10 unge mennesker der stod og pissede i gaden.

"Kjom! Vi skja sgju ned å'se Rottehullet!" udbrød en af dem..

..ingen af dem havde huer på, men de ankom i en lastvogn med bøgegrene mens de sang Thomas Helmig sange fra 80erne, så jeg går ud fra at de var studenter.

wolf sagde ...

Jeg synes, din flowchart er helt og aldeles uretfærdig overfor HF-dummytenterne. Jeg har set adskillige HF'ere, der er gået i en helt anden retning end end vekslen mellem HF og hashrygende autonom. Jeg har f.eks. set flere HF'ere, der foreløbig er blevet sælgere eller alkoholikere, så de har tydeligvis mulighederne foran sig.

Endvidere vil jeg gøre opmærksom på, at vejen til evig succes ikke kan skabes direkte fra gymnasiet; vejen gennem universitetet er nødvendigt, hvis successen skal være mere end blot en midlertidig smag af yuppieliv.

Jacob sagde ...

Ah ja, universitet - evighedsstudenternes højborg. Det er i sandhed dér man finder eliten. Enhver student - uanset om det er de anorakbærende hippier fra gymnasiet, de slipseædende karl-smarts fra handelsskolen eller dekansas-bærende og mobil-jonglerende narrøve fra teknisk skole - er alle pisse belastende. Kan de ikke bare drikke sig i hegnet og holde deres kæft. Deres værdi i samfundet er mindre end det den kommunale fejemaskine fejer op.

wolf sagde ...

Jacob: Når jeg siger "universitetet" mener jeg naturligvis den naturvidenskabeligt orienterede del.

Resten bliver som bekendt enten lærere eller højreorienterede kapitalister, der sammensætter love ud fra, hvor meget A. P. Møller hælder i partikassen, og som bruger vores andre skattepenge til at køre bil for.

Anonym sagde ...

Hold da kæft mand. I er da en flok narcisistiske narrerøve; alle i hob. nu om dage svarer en gymnasieuddannelse kompetencemæssigt til hvad vi andre havde nået inden udgangen af 7. klasse. så er det da skide ligegyldigt hvilen bør man har på knoppen, og iøvrigt har betalt overpris for.

Bitter Blog sagde ...

"Jamen, du fremstår heller ikke på nogen måde misundelig!", svarede Bitter Blog den anonyme kommentator, imens han iklædte sig sit foretrukne og lettere arrogante smil.

Anonym sagde ...

hmm hvis du tror teknisk gymnasium handler om at slå på ting ,med en hammer, så skal du da vist lige tage din viden til overvejelse igen. for du ved jo tydeligvis ikke hvad det handler om *sigh* magen til uvindenhed.
du prøver bare lige at gennenføre den, og så kan vi jo høre om du synes det er nemt bagefter ;) jesus kristus da.

og ja jeg er selv 3 års htx elev, og nej vi har det ikke lettere end stx tværtimod.

Bitter Blog sagde ...

Ok, I lærer også at svejse?

Det er sgu' alligevel flot, at du har lært at bruge internettet. Mon ikke, du nok skal blive til noget en dag?

Bob Glitter sagde ...

Det er kun rimeligt: http://jp.dk/indland/article2469941.ece

Christian Højgaard sagde ...

Jeg synes det er fedt at det går helt unævnt, at det præsenterede emblem kun har 2 cifre. :) Det indikerer nemlig den tavse, men uendeligt korrekte, antagelse at dets fremtidige bærere alligevel allesammen befinder sig på venstre side af IK'ens velkendte normalfordeling, og det morer jeg mig lidt over. :-D

Jeg er dog nødt til at give den anonyme herre lidt ret i, at HTX er en udmærket forberedende eksamen. Jeg er selv god gammel matematisk student, men ved, at HTX != Produktionsskole; de sidder altså ikke og svejser eller skærer talismaner i fedtsten. Faktisk vil jeg våge den påstand, at de af mine medstuderende der var fra HTX dengang jeg gik på DTU var bedre forberedt til at blive civilingeniør end jeg var. Og alle ved jo, at civilingeniøren er tæt på det absolut mest brugbare et samfund kan producere. Hvad fanden skulle jeg igennem Oldtidskundskab for?!