torsdag den 5. juni 2008

Bitter

Som tiden går, bliver folk mere og mere tøsede, vattede og bange. Bemærk blot hvor mange, der cykler rundt med cykelhjelm, selvom vi trods alt er mange, der overlevede de gamle dage, hvor vi var så sindssyge at cykle rundt uden denne åbenbart uundværlige form for beskyttelse. Dette er dog blot et eksempel, som ikke når emnet for dette indlæg til sokkeholderne i tøsedrengs-mentalitet: Bittere.

Jeg er sikker på, du ikke har den fjerneste anelse om, hvad jeg taler om. Hvis nu jeg siger ”shots” i stedet, så dukker der nok noget op fra sidste fredag, hvor du forsøgte at nedstirre unge skolepiger på det lokale diskotek til at gå hjem med dig. Én ting er diskoteker - problemet er, at denne form for tøsedrik er hevet med hjem til morgenbordene. Gammel Dansk har svære tider og er næsten nedkæmpet af Gajol Shots, Doktor Nielsen, 1 Enkelt og hvad fanden disse sukrede undskyldninger for en sikker vej til en morgenbrandert ellers kaldes.

Egentlig startede det vel med, at en af pigerne sneg en flaske med til morgenbordet, fordi hun ikke kunne lide den bitre smag af bittere. Jeg undlader at kommentere det absurde i dette, da det mest groteske er, at mændene fulgte trop nøjagtigt på samme måde, som de gør med parfume, læbestift og hudbehandlinger. Jeg brækker mig. Hvad helvede sker der?! Gammel Dansk smager jo fremragende, som det altid har gjort, og her ignorerer jeg med snobbet overlegenhed knæfaldet i den dødfødte Gammel Dansk Citrus. Nu tvinges jeg til at drikke af en flaske med bundfald i, fordi min mor ikke kan komme af med Gammel Dansk mere, da alle inklusive min bror er løbet fnisende over til pigerne, hvor de sidder og sutter bolsjevand.

Faktisk er jeg så sej og mandig, at jeg engang blev tæskefuld til premieren på en Steven Seagal film. I Gammel Dansk. Vi smuglede flasken med ind, og delte den i de plastikbægre til fadøl, som Ceres delte ud i foyeren. Jeg ved i skrivende stund ikke, hvordan den film sluttede, og egentlig er det også totalt ligegyldigt. De dage kommer jo aldrig tilbage. Bittert!

3 kommentarer:

Milos Vendettas sagde ...

Det hele begyndte efter min bedste overbevisning at gå skævt ved introduktionen af det såkaldte 'Nordsøolie'.

Anonym sagde ...

Sådan Bitter - Du er for fed! hurraaa!!

Anonym sagde ...

- Marion -

Hvad er der galt med Ratzeputz?