søndag den 25. maj 2008

Elevatorskræk

En ganske almindelig morgen, hvor jeg trådte ind i elevatoren, stod der til min overraskelse en ung kvinde. Elevatoren er så godt som altid tom, men når den kommer oppefra, har den dog nogle gange passagerer med ned. Hun kiggede kort op på mig, før hendes blik igen fangede gulvet. Specielt køn var hun bestemt ikke med sin overvægt og lave statur. Døren lukkede og elevatoren begyndte at køre ned.

Mens vi stod og anstrengte os for ikke at kigge på hinanden, lød der pludselig et ret voldsomt brag, da elevatoren bevægede sig mellem syvende og sjette sal. Forskrækket løb mit blik automatisk op på rammen, hvor elevatorrapporten fra Arbejdstilsynet hænger. Jeg havde tidligere bemærket, at den efterhånden var forældet med en del måneder, og nu opdagede jeg, at viceværten havde taget den eneste rigtige konsekvens: Han havde fjernet den.

Da så jeg - i modsætning til i alle andres nærdødsoplevelser - hele mit fremtidige liv for mine øjne i løbet af et splitsekund: Elevatoren sætter sig fast, og samtaleanlægget virker naturligvis ikke, da det aldrig før er blevet brugt. Pigen og jeg er fanget for al evighed. Jeg forudså, hvordan jeg tvinges til at parre mig med hende for enten at sikre vores fremtid, holde hendes aggressive sexdrifter i ave eller for simpelthen at få fat i noget at spise. Bekymringerne begyndte at hobe sig op: Hvordan kommer vi til at bo i den elevator? Her er i bedste fald kun plads til en, og med en af præventionsmangel voksende børneflok er det komplet uoverskueligt. Jeg kan ikke engang hente mad til dem, for der var til forskel fra i alle amerikanske film ingen låge i loftet. Og hvordan helvede skifter man egentlig pære i lampen i sådan en satan? Den springer da helt sikkert på et tidspunkt.

Hvordan inviterer man familien hjem, når man bor i en elevator? Jeg kan jo slet ikke lave mad i sådan en, selvom et gasblus måske nok kan stå i det ene hjørne. Men det bliver alligevel trængel og kaos med tolv mennesker og tre hunde. Desuden er elevatoren i en forfærdelig stand og trænger i den grad til at blive peppet op, men jeg er en pænt elendig håndværker. Pigen så helt ærligt ikke specielt fiks og ordentlig ud og i stedet for at gøre rent, bruger hun garanteret det meste af tiden på at tvinge mit ansigt ned til hendes utrimmede, uvaskede måtte, så jeg for en ringe belønning i form af en kort pause kan kurere hendes evigt voksende begær efter mig.

Med sveden perlende på panden og løbende ned af ryggen bemærkede jeg knap nok i min selvopbyggede skræk, at elevatoren var nået til stueniveau, og at døren havde åbnet sig. Pigen mumlede et eller andet om, at jeg skulle flytte mig. De klaustrofobiske tanker holdt mig stadig paralyseret i et jerngreb, og stift lod jeg mig falde tilbage mod væggen, så hun kunne passere.

Jeg tager trappen i morgen.

2 kommentarer:

Mads sagde ...

lidt kedlig. Hvor er de indlæg hvor du morbidt sviner alt og alle til? Jeg syntes du er gået hen og blevet helt mild på dine gamle dage Bitter...

Anonym sagde ...

nej - vildt sjov - fantasi mangler du sgu ikke. Hvis du ikke allerede er filminstruktør for vanvittige kult-film såe....