fredag den 9. maj 2008

Cloverfield

Jeg så Cloverfield for anden gang i går, og da den ikke ved gentagelse opfyldte mit msv, fik min hjerne frit løb til at undre sig – dog først efter mine venner bad mig holde kæft med knivskarpe morsomheder under filmen. Det udmøntede sig i nedenstående geniale kombination af en filmanmeldelse og et antropologistudie.

Meget kort fortalt er Cloverfield en kæmpe-monster-skaber-katastrofe-i-storby film optaget med håndholdt kamera, som blev det filmet af nogle intetanende, kommende ofre. De første tyve minutter af filmen er ren tortur og minder mest af alt om et kælent Dawson’s Creek kombineret med lidt Sex and the City. En gruppe af venner holder fest, da en af dem (Rob) skal rejse til Japan til et nyt bøsse-job. Gruppen består udelukkende af smukke, slanke, trend-efterhalsende og rige unge kvinder og mænd, og er for sin sammensætning typisk matriarkalsk opbygget: Alle mændene er metroseksuelle og løber forgæves efter kvinderne som små savlende og klynkende hundehvalpe. Det blev åbenbart vurderet, at det er personsammensætningen, som de fleste (tror de) kan identificere sig med. Jeg behøver vel ikke nævne, at jeg ikke gjorde.

Den bundløst banale historie er, at Rob er sur over, at Beth, som han nakkede for to uger siden, dukker op med ny kæreste (Travis) til festen, fordi Rob aldrig ringede tilbage. Og ja, der var da også gået hele to fucking uger, og man undrer sig naturligvis over, hvordan den skide slut undværede tilfældig sex så længe. Omkring sytten minutter inde i filmen fyrer produceren den kvindelige instruktør og sætter noget kompetence i stolen, for da angriber monsteret, hvorefter filmen pludselig bliver god.

Gruppen løber rundt i New York og det sjoveste, der sker i forløbet, er da Marlena forlader gruppen pga. kraftig menstruation. De forsøger at finde Beth, som Rob smed ud fra festen. Hun ringer nemlig til Rob og brokker sig over, at Travis bandt hende til sengen under en sexleg, hvorefter huset væltede delvist sammen, og nu må Rob så redde hende, fordi han er så nosseløst meget fissepisket. Jeg hulkede syndfloder af lattertårer, da de alle sammen døde.

Det sidste passer ikke, for der var faktisk en, jeg havde sympati for under hele filmen, nemlig monsteret. Forestil dig, vi lavede en lignende film fra en hunds, gris’ eller myres synspunkt, men hvor mennesket var monsteret. Det ville blive et frygtindgydende skræmmende værk med alt man kunne begære af vivi-kastrationer, tvungne dødskampe og levende afbrænding. Cloverfield monsteret opførte sig faktisk eksemplarisk i forhold til menneskets typiske adfærd, som er domineret af den hovne holdning om, at vi er vigtigere end andre dyr. Det stakkels monster var jo bare skide bange, for helvede. Set i dette lys er filmen slet ikke skræmmende. Og det er fandeme skræmmende.

Filmen får tre ud af fem mulige brækklatter, fremprovokeret af det håndholdte og rystende billede.

Ingen kommentarer: