onsdag den 5. marts 2008

Spasserland

Det sker hver evig eneste gang, jeg skal finde en parkeringsplads inde i byen: Jeg bruger 15 liter benzin på at køre rundt i første gear og tomgang i timevis, indtil jeg pludselig ser en ledig plads, som jeg gør klar til at dreje ind på. Men netop, som pladsen kommer helt til syne, opdager jeg det stå og glane nedladende på mig: Det store idiotiske handicapskilt! Tak, politisk korrekthed, tak, handicappedes lobbyister, som endnu engang ødelægger mit liv.

Ser man nogensinde en handicapplads, som er optaget? Nej! Alligevel er de overalt, og de er endda placeret de bedste steder – dvs. tættest på forretningerne. Hvorfor fanden er de det? Hvem er det lige, der har påmonteret hjul? Ikke jeg!! Jeg skal åbenbart gå på mine trætte ben, fordi jeg ikke bare sidder og feder den i en motoriseret stol, mens jeg dytter og råber irriteret og pågående af hårdtarbejdende folk. Det næste bliver vel, at de får adgang til restauranter!!

Det eneste sted, hvor der er en nogenlunde fornuftig tilgang til knæfaldet for handicappede, er i biografen. Selvom de reserverer pladser til dem til hver eneste fucking forestilling, så har de i det mindste den pli at placere dem helt ude i siden. Jeg antager, at det er med fuldt overlæg, så de ikke sidder og fægter med deres arme i mærkværdige, spastiske bevægelser op i billedet foran os andre - betalende - biografgængere.

Gad vide om handicappede har en eller anden hellig ret til at kræve reserverede pladser, uanset hvor der bygges en parkeringsplads? Det mest latterlige eksempel er nok i det fitnesscenter, hvor jeg går. Fordi de 500 medlemmer hver måned betaler et beløb svarende til sortmarkedsprisen på deres højre nyre i kontingent, har centeret været så gavmild at købe syv parkeringspladser. De fire af dem udgør en handicapplads! Skide godt. For at komme fra parkeringskælderen op til jordniveau, skal man op ad to betontrapper, der hver er cirka en meter brede. Dernæst skal man bestige nogle forholdsvis lette trin til indgangen, hvor der underligt nok er lavet en rampe ved siden af de sidste to trin. Inde i centeret klæder man om ... i underetagen. Om man så var Indiana Jones med atten negerhjælpere, ville man aldrig kunne forcere de forhindringer i en kørestol. Og hvis man endelig kunne, gad man så overhovedet nedlade sig til at træne sit forkrøblede legeme i centre, hvor medlemmerne er så sygeligt og hysterisk kropsfikserede, at de bryder hulkende sammen ved synet af en kropsdel, som ikke er solariebrun og formet præcist som i den nyeste Hollywoodfilm eller reklame?

Hvorfor er handicappladsen der så? Jeg garanterer for, at en eller anden bitter handicappet person opdagede, at parkeringspladsen blev anlagt, hvorefter han ringede til kommunen for at kræve, at der kom handicapplads. Ikke fordi han ville holde der, men simpelthen fordi han kunne. Den begrundelse sympatiserer jeg af indlysende årsager med, men hvor er det pisseirriterende at komme trillende i sin Fiat Panda 0,4 Sports Edition – som man skal tjene ca. 800.000 om året for at få råd til – og der så bare er en stor gabende tom fodboldbane af en parkeringsplads. For sjovt nok ryger al miljøfanatisme ud af vinduet, når det drejer sig om handicappede. Joh, de kan roligt købe et ordentligt svin af en turbodiesel kampvogn, som kører 230 meter på literen – på kommunens regning. Det er ikke engang skægt at skære dækkene op på dem, for det er alligevel den stakkels medhjælper, der kommer på arbejde, og han er også betalt af kommunen. Du taber uanset hvad!

Nu må det slutte. Jeg vil parkere på den skide plads, og gerne uden at folk kigger på mig, som når jeg handler ind i BR kun iført g-strengs trusser. Desværre kan jeg ikke fremvise et overbevisende fysisk handicap ... men hvad med et mentalt? Jeg er sikker på, at en masse socialister og andre sure læsere af min blog – som nu for eksempel handicappede - står i kø for at stemple mig som åndeligt mindrebemidlet eller sindssyg. Så er vidnerne på plads, og jeg mangler kun mit skilt til at placere i bilens bagrude. Jeg har konstrueret et ganske overbevisende et af slagsen, som bør respekteres af enhver p-vagt:

Opdatering 16. november 2008

Omsider fattede de det:

2 kommentarer:

Jacob sagde ...

Som fattig statsansat har jeg slet, slet ikke råd til motoriseret befordringsmiddel, hvorfor din problemstilling ikke er aktuel for mig, men alligevel fandt jeg indlægget herligt underholdende.

Jeg vil dog tillade mig at more mig LIDT over følgende faktum:

Ved min arbejdsplads (KBH Byret) er der to handicap-parkeringspladser. Vi har to ansat, som åbenbart er gangbesværede (den ene reelt, den anden efter min mening bare fed, han spiser så også 6 frikadeller uden tilbehør hver formiddag) og de benytter naturligvis de to pladser - i det omfang det er muligt. For stort set hver dag holder der folk ulovligt parkeret. P-vagterne har kronede dage herinde!

En dag stod jeg og snakkede med en af dem og han fortalte de sagtens kunne skrive en 8-10 bøder ud om dagen - bare på de skide 20 meter vej foran vores bygning.

Skiltningen er ret tydelig, pladsen har handicap-symbolet og der er sågar et skilt med "RESERVERET TIL XX #####" (bilens registreringsnummer). Så er man sgu også selv lidt uden om det.

Forresten kan jeg også tilføje, at det eddermame er en gammel beater den ene kører rundt i, men hun kører også som en brækket arm.

Og hov! Du bruger jo selv handicapsymbolet ved kommentardelen :-D

KJensen sagde ...

Jeg har tåre i øjnene af grin - og bag din sarkasme er der jo et gran af sandhed. Dit indlæg minder mig om Denis Learys Asshole (det er en sang, så slap af for fanden! )
... Sometimes I park in handicapped spaces While handicapped people make handicapped faces Im an asshole (hes an asshole,what an asshole)

http://www.stlyrics.com/songs/d/denisleary6392/asshole375206.html