onsdag den 12. marts 2008

Rambo 4

Indlægget indeholder mindre spoilers.

Så vendte John Rambo endelig tilbage! Manden, som har lavet større indhug i den asiatiske befolkning end nogen kæmpebølge. Det var et komplet spild af penge at investere i tsunami varslingssystemet. De skulle have haft et Rambo varslingssystem, men det er for sent nu, for jeg så lige the Italian Stallion aflive omkring 1700 asiatere på biograflærredet foran mig. Og hvor var det fedt!

Ærgerligt, at Oscarfesten netop er afholdt, for ellers ville filmen have ryddet bordet. Den er simpelthen så sej, selvom den har et simpelt plot:

1) Naive, kristne nødhjælpsarbejdere vil hjælpe fattige bønder i krigshærgede Burma.
2) Rambo leder dem ind i landet.
3) Nødhjælpsarbejdere fanges.
4) Rambo befrier dem.

Det vigtigste er dog ikke plottet, men nærmere det fuldstændige fravær af moralisering, som ellers normalt har en irriterende, irrelevant og forstyrrende plads i krigsfilm. Her ser man ikke Tom Hanks løbe kalveknæet i slowmotion over en slagmark med sit grimme krøllede hår, åndssvage udtryk i ansigtet og et sønderskudt Stars and Stripes i hænderne, mens han græder over George Bush, krigens uretfærdighed og manglen på homoseksuelles rettigheder. Nej, her er kun Rambo, og Rambo er bitter. Ekstremt bitter, faktisk, og det er selvsagt et hit hos mig. Han mener nemlig, at løsningen på alt er krig, og det allerbedste er, at han får ret! Fra begyndelsen siger han til nødhjælpsarbejderne (han taler udelukkende til kvinden iblandt dem - ingen skal tro, han er homo), at de skal have våben med for at forandre noget, hvilket dog fnysende afvises som en visionsløs holdning af disse pladderhumanistiske, bedrevidende fjolser.

Da nogle pirater truer med at voldtage den yndige, kvindelige nødhjælpsarbejder, vælger Rambo den eneste udvej: At slagte alle piraterne. Som tak brokker en anden, mandlig og sikkert radikal nødhjælpsarbejder sig over, at Rambo opførte sig ukristent ved at dræbe (det var også riiimelig nemt at sige, for det var ikke ham, der stod til at blive bumset af 243 liderlige, beskidte burmesere). Men, men, men … til sidst i filmen indser selvsamme, hellige nødhjælpsarbejder endelig nytten af vold, da han skrigende som en vanvittig smadrer kraniet på en ond burmeser med omkring niogtredive slag med en sten. Sådan! Fuck, jeg grinte. Sateme en god film. Så kan de lære det, skide humanister.

Filmen er holdt på firs minutter, så man ikke falder i søvn, og den er som nævnt helt uden amerikanske flag, orkestermusik og kærlighedsscener. Til gengæld er der brutale nedskydninger af civile, afhugning af lemmer, sporadiske voldtægtsscener og spædbørn, som kastes ind i flammer. Alt hvad man skal bruge til en rigtig hyggeaften. Rambo skyder udelukkende med tunge maskingeværer, som bogstaveligt talt flår de utallige fjender i stykker. Hoveder skydes, skæres og sprænges af. Hjerner og kropsdele flyver rundt. Man bliver totalt gejlet op af den film – det er fedt - for i modsætning til, hvad man skulle tro, virker det ikke plat.

Jeg kan berolige læserne med, at den smukke, hvide nødhjælpsarbejder-kvinde ikke bliver voldtaget i filmen – selvom det er tæt på. Denne skæbne er forbeholdt en stak af de stakkels asiatiske kvinder, men et eller andet sted er det vel deres job, ikke? Og så er det jo ikke så slemt. Jeg giver denne film fem ud af fire mulige knuste asiat-kranier.

Ingen kommentarer: