fredag den 28. marts 2008

Knus

Indenfor de sidste tyve år er der sneget sig en vederstyggelighed ind på os. Det er en snylter, som bor i os, hvor den formerer sig og breder sig med lynets hast. Jeg taler om tendensen til at give knus, som før 1990 var en ukendt størrelse i mit liv, og som nu får mig til at fantasere om den befriende dag, et personligt force field er standardudstyr i enhver Nokia.

Hvorfor skal alle give hinanden knus, eller knusere og krammere som det sødligt og kvalmefremkaldende kaldes? Det begyndte med min temmeligt sære gymnastiklærer i Folkeskolen, og nu er mine venner kraftedeme også gået i gang?! For helvede, nej, jeg vil ikke optræde på jeres ekshibitionistiske skueplads for latent homoseksualitet. Så skal det i hvert fald være nytårsaften kl. 24, når vi skriger en særdeles falsk ”Der er et Yndigt Land”, og aftenens voldsomme, alkoholiske udskejelser alligevel har udvisket begge betydninger af ordet køn for mig.

Der er ekstremt simple regler omkring knus:

  1. Det gives kun internt i den nærmeste familie (og moderne stedfamilier tæller ikke) !
  2. Mænd krammer ikke med hinanden!

Alligevel er det en umulig opgave for alle jer spadehjerner at fatte disse love, for hver gang jeg bevæger mig ud fra min lejlighed, udsættes jeg for voldsomme overgreb i form af omfavnelser fra vennerne. En af de mere kælne af disse sagde til mig: ”Det er vist et af de 4 tegn på Apokalypsen, er det ikke, når du giver krammere?”. I hvert fald føles det ligesom, når jeg fanger en stor, fed, behåret edderkop i min stue, og jeg har fat i dens ene ben, mens dens syv resterende ben i febrilsk dødskamp kriller og udforsker undersiden af mit håndled. Bare over hele kroppen i stedet. Edderkoppens tortur varer i det mindste kun 5-10 sekunder, mens man efter knuset skal bruge resten af aftenen på at forklare, at man altså ikke er den ”nysgerrige type”.

Her passer det vist fint med et citat fra den - på adskillige måder - store Peter Steele:

"A sexist pig - I guess it's true,
(I hate all men, including you)"

Jeg er nemlig sindssygt træt af at blive betragtet som en særling, fordi jeg ikke gider omfavne mænd, jeg talte med i seks minutter til en alkoholomtåget fest. Det giver overhovedet ikke mening, men fremhæver derimod i sin svulstighed den overfladiskhed, som efterhånden præger min lamme omgangskreds mere og mere. Omfavnelser er for narkohandlere og gangstere, og sjovt nok plejer et knus at betyde, at man er døden nær. Nøjagtigt som det føles.

Jeg forudser en kommentar fra Britta, 38 år, fed, enlig mor til 3 børn med 36 mulige fædre, som kom herind ved en fejltagelse, da hun søgte på sangtekster til børn, hvor hun med stavefejl og 165 smileys informerer mig om, hvor synd det er, jeg ikke kan ”modtage knus” og at det er min ”kropsforskrækkelse”, som gjorde mig bitter. Hvis det er kropsforskrækkelse, som afholder mig, så undrer det mig, at de typiske udøvere af mandeknus er de selv samme mænd, som overhælder sig selv med kosmetik, dyr parfume og barberer ethvert hår på kroppen af sig i forsøget på at undgå at afgive og opleve enhver naturlighed eller duft af samme. Men sådan er der jo så meget.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Jeg er siker på, at du ikke er den metroseksuelle type, der passer og plejer dit ydre med cremer, hårpejeprodukter og andre sådan lidt fimset produkter.
Nej du er en rigtig mand, der drikker bajer, undgår at bade og køber den billigste deo i netto. Tag nu den krammer og det kys på kinden og mærk forskellen (i numsen ....)