onsdag den 27. februar 2008

En DR-seers dagbog

Handikappet af manglende kabel-tv og udrustet kun med stueantenne, har jeg nu fulgt med i Danmarks Radios dækning af USA’s præsidentvalg 2008 i et stykke tid, og jeg må sige, at det bliver meget spændende, hvem der vinder. Der er dog nogle ting, som undrer mig – især set i lyset af den meget kritiske holdning, de fleste af vores medier plejer at have til USA.

Det, der undrer mig mest, er, at det åbenbart kun er Demokraterne, der opstiller kandidater til præsidentposten. Måske har Republikanerne simpelthen givet op efter den fiasko, som Bush efter sigende er? Egentlig vil jeg mene, at det nærmer sig diktatur, når der kun er kandidater fra ét parti – det minder da nærmest om Sovjetunionen, hvor kun kommunistiske kandidater måtte opstille. Godt nok siges DR at være venstreorienteret, men i det mindste er de vel demokratiske, så hvorfor påpeger de ikke dette punkt?

Jeg forstår godt, at kampen om præsidentposten mellem Clinton og Obama er interessant ... og så alligevel?! Mange har kæmpet i årevis for ligestilling mellem køn og racer, men alligevel virker det som om, at selv samme folk gør så meget som muligt ud af netop at understrege, at kandidaterne er anderledes. Det forstår jeg simpelthen ikke, for er det lige præcis ikke pointen, at de er blevet lige?

Hvordan mon venstrefløjen herhjemme reagerer, når Obama kommer til? Vil de være bange for at kritisere ham, fordi han er sort? Jeg husker stadig en stammende, nervøs Holger K. Nielsen tale negativt om Colin Powell efter et FN-topmøde, men ikke før han havde gennemgået en række indledende blødgørende og rosende kommentarer om Powells store evner. Efter Villy Søvndals bemærkninger om Hizb-ut-Tahrir, som han blev hyldet som en gud for på trods af, at alle normalt tænkende danskere har haft samme holdning i mindst et årti og sikkert to, er det dog muligt, at man ikke i fremtiden automatisk stemples som hetzende racist, hvis man udtaler sig negativt om en farvets handlinger.

Mon vores regering får et endnu bedre og tættere samarbejde med USA, når der kommer en præsident til, hvis politik sandsynligvis ligger meget tættere på deres, end Bush’s faktisk gør? Det hele ender nok i en ”alt-er-bedre-end-Bush” indstilling, når resultatet er kendt engang sidst på året? I hvert fald herhjemme.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jag forstår ikke hvad du skriver - hvorfor skal det læses så svart :-(

Bitter Blog sagde ...

*stares blankly*

Anonym sagde ...

Skolepengene tilbage til den fyr, tak!

Jeg mener, at dækningen af Clinton VS Obama er langt mere interessant end den ene egentlige kandidat, som Republikanerne har.

Når det så er sagt, kan jeg sagtens følge dig i din pointe.