Henret Hugh Grant

Det er lørdag aften, og ”Fire bryllupper og en begravelse” er lige kørt over skærmen for 437’te gang uden hensyn til spildet af dine licenspenge, som var det naboen i sin BMW X5, der grinende lavede hjulspin på din yndlingshamster. Måske faldt du i søvn, måske drak du dig fuld, måske blev du bare irriteret. Uanset hvad, skete der lige noget, som du ikke engang opdagede. En bærende væg i dit liv fik et spark – ganske blidt, så du ikke anede det. Men summen af sparkene vil til sidst resultere i, at taget ramler ned over dig, og dit trygge liv forsvinder. For i denne film deltager en skuespiller, Hugh Grant, som ganske nøgternt set er en trussel mod alle mænd i verden – i hvert fald dem, som er i forhold.

Umiddelbart er der ikke noget truende ved det irriterende charmerende og let kluntede fjols, der med sin dialekt og sit latterlige kostskoledrengehår kan få enhver katolsk præst til at prædike med svag, skælvende stemme. Men bag facaden er det ganske nemt at se faren – bare læg mærke til, hvad din partner siger under og i cirka et par døgn efter en film med Hugh Grant. ”Åh, han er så sød!”, ”Ejj, sikke nogle søde ting, han gør”, siger hun efterfulgt af længselsfulde blikke til sexscenerne, der er akkompagneret af et 700-mands strygerorkester og fyrværkeri. For det er åbenbart Hugh Grants mission i livet at bilde pigebørn ind, at deres liv skal være som en film med Hugh Grant.

Det er en virus, som kommer ind tidligt i teenageårene, og personligt mener jeg, at det er en voldsomt ødelæggende påvirkning, der får pornografiindustriens analsex-pres på pigerne til at blegne i sammenligning. Den får pigerne til at tro, at deres livs lykke afhænger af et kæmpe hvidt bryllup, som koster det samme ud af øjnene: Sindssygt dyre kjoler, vanvittig stor fest, limousine, professionelle fotografer, 20-mands orkester, specialbyggede altre, røde løbere og slotsomgivelser. Snart er det vel også uundværligt med stupide eventmanagere, som blander sig med deres idiotisk inkompetente snylteri. Oveni købet kommer så manden, som skal være ligesom Hugh Grant uden den mindste hensyntagen til, at staklen ikke har 53 manuskriptforfattere bag sig og et uendeligt antal fraklip til at hjælpe med at sige ”lige de rigtige ting … åååh!”.

For der skeles sjovt nok på ingen måde til, at Hugh Grant – i sit virkelige liv – er sine partnere utro, når han bamser forarmede 10-dollars negerludere i beskidte taxa’er rundt omkring. Nej, hans film bliver simpelthen fundament for psykotiske vrangforestillinger om, hvordan bryllupper og livet generelt skal være. Disse vildfarelser ender til sidst i skilsmisse, for naturligvis kan ingen mand, som ikke jævnligt praktiserer fellatio, opføre sig som sådan en flødebolle. Et forsigtigt skøn placerer Hugh Grant som ansvarlig for 25 % af alle skilsmisser i de vestlige lande, for hvem er det lige, der vil have store hvide bryllupper? Kig i din omgangskreds – hvor mange mænd er der, hvis største drøm er et stort og dyrt hvidt bryllup? Lad mig gætte: Ingen. Ironisk nok er en del mænds største drøm nemlig at hugge i en sort prostitueret.

Det kræver drastisk handling. Jeg foreslår, at dødsstraffen genindføres, og at Hugh Grant simpelthen henrettes. Jeg var i Tower of London for lidt over et år siden, og da han nu engang er englænder, er det passende at gennemføre en old school halshugning med efterfølgende hoved-på-pæl præsentation foran Tower. Det får besøgstallet til at stige, mens skilsmisser og dårlige film bliver en saga blot. For at fremme processen producerede jeg en reklame, som det er ganske gratis for Tower of London at anvende, såfremt de måtte ønske det: