tirsdag den 15. januar 2008

Had til kærlighed

Det siges, at der ikke er langt mellem had og kærlighed. Det må jeg sande – i hvert fald i forhold til musik. For efterhånden over fire år siden stødte jeg på et band, som jeg hadede. Musikken var helt sindssygt ringe, men samtidig var der et eller andet, der dragede mig på samme måde som en afgrund eller en Othellolagkage kan. Jeg ramlede ind i dem igen for et år siden, og igen var jeg chokeret over det elendige musik, men tiltrækningen fortsatte ufortrødent og om muligt endnu stærkere.

Jeg er nu kommet til det punkt, hvor jeg må erklære: Jeg tog fejl! Jeg trækker alt tilbage, som jeg hidtil har sagt om dem! Jeg kommer ud af skabet og erklærer åbent, at jeg elsker Scooter! Du er muligvis ikke bekendt med dem, da de er et tysk technoband – af hardcore genren, hvad det end indebærer, for jeg ved ikke meget om techno.

Ved første ørenkast er musikken skrækkelig – det værste gang dunk-dunk man kan forestille sig spillet for 183 decibel i en sort, sænket 1998 VW Golf med tonede ruder, fartstriber og blå neonlys i Vestjylland. Men tro mig: Scooter er spildt på den slags folk. Som jeg beskrev tidligere, besidder musikken nemlig den kvalitet, at den bliver bedre, jo mere man hører den. Det er ganske modsat af, hvad man hører i radioen eller på Strøget en lørdag formiddag. Det er en kvalitet, som kendetegner god musik.

Nå, men for at give en smagsprøve på Scooter, er her videoen, jeg så den skæbnefulde aften for snart fem år siden:



Debilt!”, tænker du! Nej, begynd med at se bort fra de intetsigende og enkle tekster. Det er trods alt dansemusik, og når man som jeg kun danser alene og fuld hjemme i lejligheden på hverdage, er det aldeles ligegyldigt. Scooter demonstrerer dette direkte ved at lave volapyk tekster – med andre ord skriver de tekster på samme måde, som Jeremy Irons ifølge en fortørnet Ole Michelsen spillede i Die Hard 3 - med ironisk distance. De ligeså simple rytmer finder man også hurtigt genialiteten i – simple is beautiful.

Det interessante er, at stort set alt taler imod Scooter ved første møde. Jeg har dog indset, at de er totalt true, hvilket er en vigtig egenskab for at få adgang til mit sorte, indtørrede hjerte. At være true betyder, at man viser, hvad man er og ikke er en forpulet poser, som f.eks. Nickelback. For Scooters frontman, H.P. Baxxter, er det eksemplificeret ved at bære samme frisure i 15 år – afbleget og kortklippet. Godt nok er de fra Tyskland, hvor moden har stået stille i 20 år nu, og hvor knallerthår stadig er velset, men det kræver sin mand konsekvent at bære sådan en frisure i knap 2 årtier uden at fremstå som homoseksuel. Det er kun set én gang før - nemlig hos Biohazards bassist Billy Graziadei – selv Stig Tøfting så fimset ud med den slags hår.

Scooter baserer en stor del af musikken på samples fra KLFs musik, hvilket viser, at de respekterer og holder fast i deres rødder. Opskriften på musikken er egentlig ret fantastisk, for det handler om at sample eller stjæle musikstumper fra numre, som har et iørefaldende omkvæd, og så simpelthen peppe det hele op. Nummeret Weekend er et skoleeksempel på, hvor mesterligt Scooter behersker disciplinen:



Jeg kunne blive ved med at give eksempler men find dem selv, hvis du har mod på mere. Nogle forslag er: "Hello (Good to be Back)", "Behind the Cow", "One (Always Hardcore)", "Nessaja" og "Ramp! The Logical Song". Det er simpelthen så sejt og gennemført, at jeg må sige: Dem vil jeg være!! Jeg vil have en motorcykeljakke og alle deres CD’er, og så vil jeg til koncert med dem. Sidste gang de var i Danmark, spillede de i Skive … underligt nok, ikke?

Forresten - hvis du vil lære at danse techo, har jeg lavet en lille undervisningsvideo med "trinene", som er vist herunder:

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Tjah...hvad kan jeg sige? Jeg foretrækker altså Nickelback...