mandag den 7. januar 2008

Frontmen

Jeg besøgte en af mine venner forleden aften, hvor han satte hele sin hjemmebiograf i gang med at afspille musikvideoer, hvoraf de fleste var ganske udmærkede. Pludselig dukkede der dog en vederstyggelighed frem, og da jeg chokeret spurgte, hvem det dog var, svarede han:
Det er da ham … Chad!”.
Chad?”, spurgte jeg, uden at mit ansigt fortrak en mine.
Ja, Chad! Chad Kroeger fra det der band, du ved!?”, fortsatte han begejstret uden at kunne skjule sin forundring.
Nej, det ved jeg ikke.”, løj mit stenansigt, og afslørede dermed ikke, at jeg netop havde genkendt Chad, hvis navn ofte nævnes i forums på rockguderne Paradise Lost’s side, når forsangeren Nick Holmes nedgøres for at ligne ham.
Er han homo?”, spurgte jeg.

Her trækker jeg stikket ud for mine fordomme og træder et skridt tilbage. Der var nemlig engang, hvor seje frontmen rent faktisk var det, som ordet siger, nemlig: Mænd! Og som et bevis på, at alting også går ned ad bakke i musikbranchen, så lad mig tage tre eksempler – fra hver deres periode: 1970’erne, 1980-1990’erne og endelig 2000’erne.

Lemmy Kilmister



Jeg behøver knap nok skrive noget, før man ser, at han er en mand. Han drikker en flaske whisky om dagen, danser aldrig, er ugift pga. 1200 groupies (pr. juni 2006), har kæmpe vorter i ansigtet og skrev en sang, som hed: ”Killed by Death”, hvor han i videoen på sin motorcykel kører igennem vægge, slås med politi, og ender med at køre op af sin egen grav bare for at hente sin dame (og læg mærke til, hvordan han tager på hende, mens de kører). Det er simpelthen klassisk, og med al tydelighed demonstrerer han, hvordan han er et produkt af alkoholmisbrug, forældresvigt og alt det andet, som skaber mænd.

James Hetfield


Hetfield er uden tvivl en af de allerstørste frontmen nogensinde, og er samtidig den drivende kraft i Metallica, selvom alle danskere tror, det er Lars Ulrich. Tidligere tog han stoffer og drak voldsomt – dog nok ikke så meget som Lemmy – måske en halv flaske whisky om dagen. Han er nu blevet gift og er lidt mere rolig, men man aner stadig i hans tekster dæmonerne som plagede og stadig plager ham – men som også formede ham.

Chad Kroeger



Chad?? CHAD?!? Hvad helvede er det for et navn at vælge, og hvis han blev født med det, hvad helvede er det så for et navn at beholde. Han kunne lige så godt have heddet Chip, men det gør det næsten endnu værre, at han valgte en omskrivning af Krueger som efternavn, for han var bare så uhyggelig og sej i Nightmare on Elm Street filmene! Man skal jo spille heavy, ikke?! Suk …

Nå, men videoen, jeg nævnte tidligere, illustrerer glimrende Chads evner som frontman. Den hedder ”Into the Night” og er af Santana med deltagelse af Chad himself – og hvis du ellers er døv og/eller masochist, så tag og find den. Jeg kan afsløre, at videoen er som en tre minutter og enogfyrre sekunder lang L’oreal reklame, bortset fra at der er mere sminke og ringere musik. Modebranchen dikterede uden tvivl tøjvalget, og den er desuden gennem-airbrushed af hele holdet bag Jurassic Park, så hans hud fremstår perfekt i en let brun nuance. Man ser ham danse smilende rundt med sine renvaskede, lyse lokker, som dingler og hopper til musikken, som var det små alfer til lyden af panfløjte. Hvor er det dog sørgeligt!

Hvad mon Chad drikker hver dag? En liter drikkeyoghurt med ferskensmag? Og jeg vil vædde på, at hans vildeste tour-historie, er om den sindssyge morgen, hvor både han og konen vågnede med unibrow. Hvordan de sloges om at komme først ud til pincetten i badeværelset og om, hvordan de bagefter løb om kap for at komme forrest i køen til Dermalogica, hvis ellers Chad kunne blive fucking færdig på badeværelset. Føj for satan i helvede, hvor er han dog en tøs!

Hvilket band står denne Hanson-agtige mandsling så foran? Nickelback! Jeg ved ikke med jer, men når jeg slår ordet Nickelback op i mit indre øjes ordbog, står der: "En person af hankøn, som fnisende har sneget sig ud af et offentligt toilet, hvor han for lidt siden modtog en ordentlig numsetur af en anden person af hankøn!". Men så ærbare er de ikke engang, for de er simpelthen ikke andet end en bunke talentløse banjo-plinkere, som i en uendelig løkke maser den samme masseproducerede, fintæltede musikdej-masse gennem vores øregange så let, som min mor kværner vaniliekranse til jul.

Som man nok forstår, går det ned af bakke for rockmusikken, når unge mænd har Chad at se op til. Intet under at de kun ønsker sig parfume til jul og bruger flere penge på tøj end piger. Jeg spår, at med denne udvikling vil vores frontmen om 10-15 år se således ud:



Og ja, jeg så og hørte hende spille guitar i ”I Love New York” i Horsens, og mine naboer kan takke hende for, at jeg umiddelbart tilbagevendt fra koncerten satte min guitar til salg. For hvis en person som Madonna - der har haft al tid i verden - ikke formåede at lære at spille guitar bedre, kunne jeg fandeme ligeså godt give op. Nåhja, og da jeg havde solgt den til en lille fimset dreng med rige, ressource-stærke forældre, stampede jeg umiddelbart efter på den og knækkede den brutalt foran hans øjne. Ha! Så lærte han sgu’ dét – og med lidt held plantede jeg i ham et lille ondt frø, som vil vokse sig stort og skabe en ordentlig frontman en gang i fremtiden.

Ingen kommentarer: