mandag den 28. januar 2008

Balance i tingene

Klokken var 11.43, mandag middag, og jeg bevægede mig over mod kantinen. Næsten før jeg nåede hen til min afdelings stambord, mærkede jeg den særlige stemning. Samtalen, som førtes ved bordet, var en anelse ophidset og mod sædvane deltog alle ved bordet i den samme diskussion:
Sig mig, hvordan kan du egentlig mene det?”, spurgte en kollega med forargelse i stemmen.
Jamen, jeg tror ikke, det nytter noget!”, svarede den angrebne, hvorved han indkasserede en hel serie af nedladende blikke.
Du tjener da godt. Kan du slet ikke unde andre noget?”, mumlede en tredje surt mellem bidderne af madpakken.
Hvad med dig, Bitter …”, sagde den angrebne og kiggede på mig, som om jeg var en redningskrans, og han lige var faldet af Titanic, ”… hvad gav du? Du plejer jo at være så nærig.”.
Gav? Til hvad?”, spurgte jeg lettere forundret.
Ja, til Danmarks Indsamling i lørdags!?”, stemte fire af dem i kor.
Nårh!”, svarede jeg, mens jeg trak på skuldrene, og fortsatte: ”Jeg gav bare en hundredelap. Det var til en god sag, må man sige. Stakkels børn, ikke?”. Med et forstående smil begyndte jeg at sætte mig ned.

Hvornår det gik op for mig, at der var noget helt galt, ved jeg faktisk ikke. Selvom der efter ovenstående lille replikudveksling blev dødstille ved bordet, mener jeg dog ikke, at jeg fattede det, før den første tomat ramte mig. Chokket, da den ramte mig, fik mig straks til at rette mig op igen, og jeg fangede blikkene fra mine kollegaer: Ondsindede og fordømmende men samtidig håbefulde og vågne, som var deres ejere et kobbel sultne ulve, der lige havde opdaget deres bytte. Jeg kastede maden fra mig, drejede rundt og dukkede mig samtidig for den skefuld af ærter og majs, som en anden kollega havde skudt af sted mod min venstre side. I mit løb hen mod døren ud af kantinen blev jeg dog ramt af mere kasteskyts, da alle kollegaer ved bordet – undtagen den nødstedte Titanic passager – nu deltog i jagten. Heldigvis var der ikke langt til døren, som jeg fik kastet mig igennem, netop som et æble smadredes mod dørkarmen kun få centimeter fra mit hoved.

Hvordan fanden i helvede skulle jeg have vidst, at det mindste, der kunne doneres ved Danmarks Indsamling i lørdags var 150 kr?! Skide griske indsamlere!!

Men selvom jeg nu er forhadt også på mit arbejde, mærkede jeg alligevel hurtigt en tydelig forandring blandt mine kollegaer. Det var som om, de fik et nyt sammenhold, en ny ting at være enige om, nogle at pege fingre af. Der gik det op for mig, at det var vigtigt for dem at have en modpol – nogen, som ikke var god. Jeg skabte balance!

Derfor giver jeg nu en service til andre, som ikke gav. Jeg lavede følgende lille badge, som man f.eks. kan bære på arbejdet. Så gør du de gode endnu gladere, og får afløb for din egen dårlige samvittighed (som om!). Det er en god (og gratis) gerning:



7 kommentarer:

Juul sagde ...

Så vidt jeg husker, VAR det faktisk muligt at donere 100 kr, hvorved man så var med i konkurrencen om en bil til ca. 250.000, på et senere tidspunkt i udsendelsen.

Bitter Blog sagde ...

Det er bare, hvad jeg hørte. Jeg sad og så svenske westerns i stedet.

Mr. Burns sagde ...

Er Bitter Blog service leveringsdygtig i en variant af det badge, til at afvise nødhjælpstiggere ved hoveddøren?

Jeg har normalt dørhammeren forbundet til kraftstikket for at tynde ud i flokken af raslebøsser.
Da det snart er fastelavn, og jeg i et ubehageligt anfald af godhed vil give de uskyldige små mulighed for at løbe hjem til deres forældre for at tigge, må jeg dog midlertidigt slukke for strømmen.

Bitter Blog sagde ...

Mr. Snrub: Du forudsiger næsten mit næste indlæg. Godt klaret, lyseslukker!

Jeg er sikker på, at badget på denne side vil skræmme de fleste nødhjælpstiggere væk, bortset fra dem, som ønsker at bebrejde dig for dit menneskesyn. Til disse kan jeg anbefale at printe en stak glorier fra dette indlæg til at placere udenfor døren.

Kong John sagde ...

C'mon people now,
Smile on your brother
Ev'rybody get together
Try and love one another right now

If you hear the song I sing,
You must understand
You hold the key to love and fear
All in your trembling hand
Just one key unlocks them both
It's there at your command

... siger jeg bare

Waylon Smithers sagde ...

I like the way Snrub thinks.

Anonym sagde ...

Jeg kan kun erklære mig enig i, at det er Latterligt !, at man sætter en mindstegrænse på 150 kr.
"Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af."
Tyg lidt på den, I selvgode indsamligs-programs TV-værter! Jeg er ved at brække mig over jeres blamerende adfærd - på andres vegne ! Hvis 90 kr. er de absolut sidste i en persons pung, er de mere værd end de 151 kr. I selv donerede !!!