fredag den 28. december 2007

Paul Potts

Jeg indrømmer, at jeg er sent på den med dette indlæg. Godt nok har jeg hørt om Paul Potts – ikke mindst fordi mine surt opsparede penge hele to gange denne jul gik til hans CD – men jeg så ikke det oprindelige program. Okay, det passer ikke, jeg så det, men skiftede kanal, da de spurgte, hvad han ville synge, og han svarede noget i retning af: ”I’d like to sing opera”. Ikke fordi jeg ikke kan lide opera, men fordi jeg normalt kun hører sange, som indledes med: ”You ready to fuck ’dis place up?!?”.

Men nu så jeg et tilbagebliksprogram på TV2 i anledning af, at 2007 snart er forbi. Det ser jeg altid med stor interesse, fordi fortiden altid er bedre end nutiden, som igen er bedre end fremtiden, og så er det godt at vide, hvad man vil komme til at savne fra de gode gamle dage. Og i dette program deltog vores allesammens ven Paul Potts, og i den forbindelse viste de klippet fra programmet ”Britain’s got talent”, hvor han var med første gang. Jeg undrede mig i øvrigt over titlen og umiddelbart derefter over længden på programmet – altså hvor lang tid kan det tage at vise et foto af Black Sabbath?

Nå, men jeg erkender gerne, at klippet var sjovt at se, da dommerne blev så overraskede. Kvindens reaktion virkede dog latterligt skabet og teatralsk … jeg mener, ingen græder så meget, med mindre de bliver pisket i timevis med rødglødende metallænker dyppet i saltsyre. Simons reaktion virkede ægte nok, men jeg må her udtrykke min skuffelse over en kollega, som endda lever af at være bitter og sur, at han ikke engang udnyttede den åbenlyse lejlighed til brutalt at smadre mandens selvværd, ligesom man hvert forår knuser spirende blomster med sine nypudsede militærstøvler. Så det kunne jeg have gjort meget bedre til en årsløn på 45 millioner, eller hvad nu han tjente i 2007. Men bortset fra det blev de generelt overvældede og meddelte Paul, at han gik videre til næste runde. Og lige netop dér begik Paul sin største fejl. Han burde, i stedet for at have accepteret dette og afgivet sit talent og sikkert 92 % af sine indtægter til Simons i forvejen forgyldte hænder, have lagt en ordentlig dej på scenen og derefter udvandret.

Og hvorfor så det? Jo, fordi Paul Potts nu er et produkt – et ret kedeligt produkt af den mest mediehypede af slagsen, skabt af irriterende marketingsfolk, som overhovedet ikke er interesserede i musikken men kun i at skabe opmærksomhed og seertal. Det handler ikke om opera men om Paul Potts historie, som med lidt sne og nissehuer er det perfekte juleeventyr. Det er bare ærgerligt, for hvis hans talent holder, kunne han nok godt have klaret sig uden om medieshowet, og derfor skulle han have lagt dejen. Så slap han også for at få tænderne rettet, for bortset fra, at han er lille og fed, kan det nu ikke længere ses, at han er englænder.

Alt i alt er min forudsigelse, at Paul Potts er glemt om 2 år. Næste år får han nok en lille revival med en CD, som passende kan navngives: ”The Fat Lady Sang Last Christmas”. Så må han gå tilbage til at sælge mobiltelefoner, som garanteret stadig er et hit på det tidspunkt. Men mon ikke han bare hænger sig i stedet?

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Bob, du fik ret i din forudsigelse...