lørdag den 15. december 2007

Pakkeleg

Så er tiden kommet igen: Ved enhver given lejlighed i julen spilles der pakkeleg! Hver evig eneste gang keder man sig så uendeligt meget, at man blot venter på, at uret ringer og løslader en fra pinen, som det frembrusende tog, der efter en evighed af venten rammer den livstrætte selvmorder. I denne langtrukne tortur indtil klokken udfrier deltagerne, er der dog et kæmpe lyspunkt, som jeg vender tilbage til senere.

Har du prøvet at betragte folk, som spiller pakkeleg? Sandsynligvis har du ikke det, for du bidrog jo selv til massehysteriet. Magen til ukontrolleret kaos af selvisk grådighed har ikke set sin mage, siden fagforeningsbosserne sidst holdt møde! Folk render rundt som sindssyge, slår og skubber og flår de elendige små pakker ud af hænderne på hinanden, som var de nybagte chokolademuffins i en kz-lejr. Har du aldrig set det, er her en video, som jeg optog forleden under et sådant spil. Jeg beklager kvaliteten, men der var total forvirring, som klippet forhåbentlig illustrerer:



Spændingen er jo næsten ulidelig, og typisk synes den, som sætter uret til at ringe, at spillet er så sjovt, at det skal køre i 3 timer. Det undrer mig, at Amnesty International ikke har lavet en kampagne mod dette spil. Noget af det værste jeg har oplevet, var en seance i dette spil, hvor vi sloges og kæmpede i flere timer, og da uret ringede, og alle ikke havde fået en pakke, mente arrangøren, at alle pakkerne skulle samles ind og ligeligt fordeles ud igen. Hvilket fuldstændigt hjernedødt spild af tid og ressourcer det dog var – arrangøren var også socialdemokrat, humanistisk uddannet og pædagogmedhjælper (for man kan jo ikke bruge den uddannelse til noget) på samme tid, hvilket forklarer, hvorfor spillet lignede vores fantastiske skattesystem så meget.

Det er paradoksalt, at man netop i julen, som burde være en tid, hvor man kommer hinanden ved, hengiver sig til sådant et sadistisk spil, som efterlader de svage, ældre og statistisk uheldige chokerede, forladte og forslåede i taberrollen. Egentlig spiller man spillet hver dag i det virkelige liv, men det er kun i julen, det er tilladt at synes, det er morsomt. Hvilket det ikke er, når det kun er simulation, og der ingen rigtige ofre er.

Og dog? For nu kommer jeg så til lyspunktet, der som sædvanlig omhandler børnene. Hvor bliver man varm om hjertet, når man betragter de herlige små hygge sig med et socialt spil i familiens trygge skød. Øh, nej, glem den tanke. Først tigger det lille barn om at være med i voksenspillet, hvilket det får lov til, da forældrene som sædvanlig ikke kan finde ud af at sætte grænser for deres afkom. Dernæst kæmper det lille barn i timevis for pakken i BR-papir, hvilket lykkes, og papiret flås frådende af. Til sidst bryder barnet i gråd over synet af den pose fuldkornspasta, som jeg pakkede ind i BR-papiret, for netop at lokke det naive barn til at gå efter den. Everything has proceeded according to my design. Fuck, hvor er det dog skægt, og samtidig så svært at undgå at komme til at hulke af grin, når forældrene desperat forsøger at forklare ungen, hvorfor der ikke lå en iPod i pakken.

For det er de jo vant til, børnene! At der foreligger afsindigt dyre kæmpepakker til dem konstant i løbet af hele december måned. Næh, vi har brug for at komme tilbage til de gode, gamle dage. Jeg har aldrig selv oplevet dem, men det var nu bedre dengang, hvor man var lykkelig over at få et par nye (aflagte) træsko i gave og et kort, koldt smil fra sin far, og det dyreste på bordet var kanelen på risengrøden. Dengang det var en bitter jul i et bittert liv!

Ingen kommentarer: