lørdag den 22. december 2007

Julehandel

Der burdes laves en undersøgelse af de massemord, som ind imellem sker i indkøbscentre i USA. Jeg er sikker på, at et eller andet sted er de alle sammen relateret til gaveindkøb eller til anden stress i forbindelse med en travl højtid.

Jeg har nemlig lige været på julegaveindkøb, og det tog hele 41 minutter. Derefter var jeg nemlig nødt til at forlade storcenteret, da mit syn begyndte at flimre med mere og mere fremherskende røde nuancer – ikke forårsaget af hyggelige julelys men derimod af blodig mordlyst! Ikke mindst fordi jeg stod i kø i 23 minutter, da samtlige klaphatte foran mig krævede at få deres gaver pakket ind. Selvfølgelig havde de fundet de varer i butikken, som havde allerflest (og nærmest ikke-Euklide) vinkler, så den bebumsede, forfjamskede og frem for alt inkompetente ekspedient rigtig kom på arbejde. Og det var naturligvis bedøvende ligegyldigt, at der stod 53 personer bagved, som havde vildt travlt. De må være på overførselsindkomst hele bundtet med så meget tid og så mange penge.

Da jeg efter en evighed kom ud af butikken – uden min gave, som ikke var på lager, men jeg fandt ikke en ekspedient, der kunne fortælle mig det, før jeg stod igennem køen, da alle pakkede gaver ind – stødte jeg ind i en menneskelig flod, der strømmede blindt og idiotisk rundt i centeret. Frarøvet min egen fri vilje blev jeg revet med, men kun i et usandsynligt langsomt tempo, da pensionisterne og bistandsklienterne foran mig havde al tid i universet til at vade og spærre for alt og alle med deres fire meter brede røve.

Så var det, at jeg begyndte at fantasere, og nej, det var ikke om fire meter brede røve, som jeg ellers godt kan finde på. Jeg begyndte at tænke på, hvordan det mon havde føltes, hvis jeg lige så stille havde sneget en håndgranat op af lommen, trukket splinten ud og trillet den stille og roligt ind i mængden foran mig som en bowlingkugle mod intetanende kegler. Set den eksplodere med voldsom kraft i en blændende kugle af orangegul og hvid ild, hvis trykbølge havde flået menneskene tættest på i stykker og tværet dem længere væk ind i en masse af blod, kødstumper og iturevne nissehuer, mens små knivskarpe granatsplinter havde pløjet igennem deres hud og med lidt held slået nogle vitale organer ud af funktion.

Når drønet fra eksplosionen havde lagt sig, og folks vantro og chok havde udløst et øjebliks stilhed, ville skrigene være begyndt. Så havde jeg trukket mit seje matsorte håndvåben og lige så stille være gået i gang med at henrette tilfældige, én efter én. Pensionisten, den lille pige, den midaldrende mand og den unge fyr … Ingen ville være skånet – alle ville være ekspederet hurtigt, og ingen havde fået noget pakket ind. Hvad ønsker de, frue? 9 mm bly? Værs’go! *BLAM*! Og glædelig jul, havde jeg smilet og nikket, og høfligt løftet min lyserøde Madonna cowboyhat, så Rammstein for en gangs skyld ikke havde fået skylden.

Så vågnede jeg op og begyndte at mase mig mod en udgang. Næste år vil jeg simpelthen indkøbe alle julegaverne i november, så jeg kan bevare bare en smule køligt overblik. Gad vide, om der er nogen, der ligefrem nyder det der sindssyge ræs - i så fald er det lige før, at massemorderen fremstår som den mest fornuftige og rationelle.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

den er go me dig Breivik

Anonym sagde ...

Til behagelig information kan jeg oplyse at sikringsanordningen på en håndgranat hedder en "split", og ikke en "splint". :-)

Det er ellers nogle fremragende skrivelser du der har brygget sammen, og jeg elsker hvordan du revser de røde, og socialismen som helhed. Din analyse af Amnesty International var også lige i øjet.