tirsdag den 11. december 2007

Godhedens kollaps

Jørgen Poulsen brugte n-ordet! Det er i sig selv ikke et problem for mig, da jeg ikke finder det anstødeligt, men at høre det fra ham fik mig simpelthen til at skrige af grin. Dette indlæg handler ikke om skyldsspørgsmålet i forbindelse med Jørgen Poulsens gyldne håndtryk fra Røde Kors – det handler om noget meget dybere, nemlig om den godhed, som er så uendeligt uberettiget antaget og selvgivet.

Jeg citerer herunder fra en artikel, som blev bragt i JydskeVestkysten d. 11. december 2007. Artiklen indeholder et interview med Jørgen Poulsen angående sagen om pengene, og i dette interview står der til sidst: ”- Men så går Røde Kors ud og fortæller, at det er negrenes penge, og hvad ved jeg. Og det er dér, den går af, slutter Jørgen Poulsen.”. Nu ved jeg ikke, hvad der gik af på Jørgen Poulsen, da han endelig fik udløsning for sine frustrationer, men den revne, han lige skabte i godhedsindustriens fundament, var næsten nok til, at den gik på mig.

Han brugte nemlig n-ordet, hvilket efterfølgende fik resten af godhedsindustrien til at gå amok over hans nedladenhed. Det er en ren implosions-effekt, hvor den selvgivne godhed kollapser på sine egne åndssvage politisk korrekte regler. Det er nemlig meget forbudt at sige n-ordet, og Jørgen Poulsen gjorde det i sin egen frustration og vrede over, at de vil tage hans penge. Så manden, der i årevis har plaget os med sin godhed, løftede pegefinger og alfaderlige, bedrevidende skikkelse, er i virkeligheden – når alt er skåret væk – og når man anvender godhedens principper, ikke meget andet end en simpel racist? Bemærk, at dette ikke er min konklusion eller tankegang – jeg pointerer blot, at jo mere perfekt en facade, jo æklere og mere ormædt virkelighed står bag. Og så er det lige meget med hvor store bogstaver, der står ”God” på den.

Selv gennem mit bitre livssyn og ekstatiske skadefryd, kan jeg dog se, at der desværre er nogle tragiske ofre – nemlig dem, som retteligt har behov for hjælp. Ikke at jeg nogensinde har eller vil give så meget som en øre til Røde Kors – jeg foretrækker organisationer, hvor der ikke udvises frådende griskhed og en falsk, hellig attitude fra organisationernes egne medlemmer og ledere. Mens jeg venter på den organisation, vil jeg tænke på, hvad næste artikel om Jørgen Poulsen mon kommer til at handle om. Hvem ved, måske brænder han et stort Rødt Kors af i sin have en af dagene?

Ingen kommentarer: