mandag den 31. december 2007

2008: Alting bliver værre!

Egentlig ville jeg have kaldt dette indlæg for ”Godt nytår”, men indså med det samme, hvor sandsynligt falsk et udsagn det er. For når det kommer til stykket, får du kun et godt nyt år, såfremt det foregående var rigtig godt. Tror du ikke på mig? Så læs og tro på mit aksiom herunder.

For dem som er matematisk indstillede (læs: intelligente), er nedenstående aksiom let at forstå. For jer andre humanistisk uddannede, som sikkert alligevel allerede er ovre på politiken.dk for at skrive finkulturelle kommentarer om regeringens ondskab: Up yours!

Et tidspunkt defineres som et heltal, hvorom det gælder, at for to tidspunkter t1 og t2 er t1 < t2, såfremt t1 forekommer før t2. Vi definerer desuden et tidspunkts kvalitet. I den matematiske tradition vælges et græsk bogstav - her vælger vi xi(ξ), fordi det meget passende ligner en nedadgående spiral. For et givet tidspunkt t, angiver vi dets kvalitet med ξt. Jo højere værdi ξ har, jo højere kvalitet betegner det. Nedenstående udsagn postulerer jeg altid gælder:

t < n ↔ ξt > ξn, hvor n og t er tidspunkter, og n ≠ t

Den nemmeste måde at nedsable aksiomet – livsaksiomet, som jeg kalder det – er at finde tilfælde, som skaber modstrid. Med andre ord, skal man finde noget, som bliver bedre med tiden, og noget sådant findes ganske enkelt ikke. Åh jo, jeg kan skam godt høre den elegant klædte, gråsprængte herre nede bagved klukke: ”Ost, rødvin og sex bliver da bedre med tiden. Og mænds udseende. Ho ho ho!”.

Angående de to første ting kan jeg bemærke, at der sker en ældningsproces. Den objektive kvalitet af fænomenerne forringes. At ældningsprocessen bevirker, at oplevelsen af at indtage den forrådnede mælk eller druesaft er blevet ”bedre”, er ugyldig, da den er rent subjektiv og i de fleste tilfælde indlært og ren snobberi. Med hensyn til sex føles det blot bedre, fordi de 5 minutter føles kortere (da man er ældre), og dermed er det lettere at gennemleve tidsrummet af langtrukken, progressivt ondere tortur, som sex jo stadig er. Endelig er mænds ”bedre” udseende blot en funktion af ældre kvinders dårligere syn. Og sådan kunne jeg blive ved.

For hvorfor beviser jeg det nu ikke matematisk? Først og fremmest fordi aksiomer ikke skal bevises, din blegneger, og for det andet fordi jeg sikkert er blevet en del ringere til matematik, siden jeg begyndte at skrive dette indlæg. Indlægget er i sig selv også blevet ringere. Alting går ned af bakke – se bare denne lille analyse jeg lavede for lidt siden:



Faktisk kan dette tolkes til at indikere, at der kan skabes en modstrid, for hvis vi alle brænder op i helvede i 2008, kan der argumenteres for, at kvaliteten af senere tidspunkter stiger. Så heldige er vi dog næppe, og 2008 bliver nok meget ringere end nu. Eksemplerne findes i hobetal: Bilpriserne stiger stensikkert – bemærk blot røveriet for nylig i Danske Bank, hvor der blev stjålet 26,7 millioner – det dækker vel knap nok misundelsesafgifterne på den VW Touareg og BMW X5, som blev brugt som flugtbiler. Musikken var bedre før i tiden, ungdommen var velopdragen, og der var snevejr hver vinter med 3 meter høje driver.

Måske bliver du helt deprimeret nu, men husk at lykkepillerne blot er blå piller, som skjuler den ubarmhjertige virkelighed. Vi ses i helvede, men inden da vil jeg være så positiv, som livsaksiomet tillader, og ønske alle et knap så dårligt nytår. Og husk nu at væde krysantemumbomberne, inden de antændes!

2 kommentarer:

Kristian sagde ...

Men heldigvis bliver vejret bedre år for år, og der bliver kortere til stranden.

alice sagde ...

Perfekt! Tak. Jeg vil tillade mig at printe dit indlæg og udlevere til samtlige tåber, der overfældet af følelser udbryde "ihh godt nytår, skal vi ikke gøre det næste år til det bedste nogensinde".