lørdag den 17. november 2007

Verdens bedste film

... er ikke Titanic, nej. Den havde en god slutning, fordi alle døde, men ellers var det en gang pladderromantisk bras. Har jeg hørt, for jeg har ikke set den – jeg hoppede bare direkte frem til kapitlet, og sad og grinte, mens alle druknede, men jeg vidste det jo egentlig på forhånd. Den mest fantastiske film nogensinde er i skrivende stund tyve år gammel, og bærer den stolte titel RoboCop.

Historien tager udgangspunkt i den pligtopfyldende betjent Alex Murphy, som efter en grufuld likvidering bliver lavet om til en cyborg. Han husker dog stadig, hvem der dræbte ham, og han sætter sig for at hævne det - imod sin programmering. Fuck, den er god – helt sindssygt god. Der er så mange klassiske scener, at jeg slet ikke kan nå at nævne dem alle, og så indeholder den samtlige elementer, som gør en film seværdig:

1) Ingen kærlighed (næsten da, og den smule der er, baserer sig på en programmeringsfejl)
2) Matsorte politibiler (som dog burde have været Opel Manta)
3) Vold
4) Genialt onde skurke

Abstrakt set er filmen et dilemma. Den skildrer fremtidssamfundet. som vi ønsker det, og sådan som vi ikke ønsker det – på én og samme tid. Det, vi ikke ønsker, er vold og usikkerhed. Det, vi ønsker, er en politi-styrke, der konsekvent vælger dødelig vold som første middel mod kriminalitet. Det geniale er, at når det vi ønsker, indføres, opstår det, som vi ikke ønsker, aldrig. Det er jo et Columbus-æg! Jeg fatter simpelthen ikke, vores samfund ikke er bygget op omkring det, denne film så mesterligt lærer os.

Den første mindeværdige scene fra filmen er, da ED-209 ved en prøve skyder en slipsefyr i smadder. Og når jeg siger smadder, så mener jeg smadder. Her er ingen små, søde, runde huller efter projektilerne, men i stedet blødende, iturevne kødkratere så store som tekopper spredt ud over hele kroppen. *blam* *blam* *blam*! Her er scenen fra filmen – og det er endda i en speciel, ekstra blodig version:



Hvad mange ikke forstår, så var det ikke en fejl, at prøvekaninen blev dræbt. ED-209 var mesterligt programmeret til at dræbe marketingsfolk, og den identificerede fuldstændig korrekt den slipseklædte, røvslikkende, unge Mr. Kinney som en sådan. Jeg garanterer nemlig for, at han på et tidligere tidspunkt havde slæbt nogle stakkels programmører gennem ydmygende teambuildingskurser, og med ED-209 kom hævnen. Der var uden tvivl et par kodere, som sad nede i Intern IT, og sendte smileys til hinanden, da de hørte ekkoet af ED-209’s kanoner runge oppe fra direktionslokalet.

Man må betegne det som den største filmhistoriske skandale nogensinde, at Kurtwood Smith ikke fik en Oscar for sin skildring af bandelederen Clarence Boddicker. En mere gennemført ond skurk skal man da lede længe efter. Scenen, hvor RoboCop anholder ham, hiver ham hen til den vagthavende, og han blot spytter en blodig kødklump ud på disken, og siger: ”Just give me my fucking phonecall!!” med ligegyldigheden lysende i ansigtet, burde få Jack Nicholson til at krybe sig ydmygt i støvet, bjæffe og rulle rundt. Jeg venter stadig på det øjeblik i mit liv, hvor jeg kan komme til at fyre den sætning af – i en relevant sammenhæng, selvfølgelig. Eller hvad med til sidst hvor han kører sin kemikalieætsede medsammensvorne, Emil, igennem (ikke ned) for fuld hammer, og det eneste, han ytrer, er et flygtigt ”Arrgh .. shit!” – og kun fordi han i få sekunder ikke kan se ud af forruden for de udsplattede, klæbrige rester af den nu forhenværende kumpan. En total, psykopatisk mangel på empati – brilliant!



Soundtracket er i øvrigt tillige et kapitel for sig. Når man ser RoboCop køre igennem byen og opklare forbrydelser til det storslåede opus, som lader dramatikken hænge så tæt i luften, at man næsten føler sig omfavnet af den, så er jeg lige ved at fælde en tåre – i hvert fald, hvis jeg har drukket 8-10 øl, hvilket jeg typisk har gjort, når jeg ser den film. Nogle gange giver det mig helt lyst til at skrive et digt, men så opdager jeg - godt hjulpet af førnævnte bryg - at jeg kan stå op og pisse.

I modsætning til, hvad du sikkert tænker lige nu, så er RoboCop ikke en hjernedød voldsfilm. Den har en vanvittig god historie med et dybt persongalleri, som ville gøre kultureliten gul og grøn af misundelse, hvis de kunne se den oppe fra deres elfenbenstårn. Og så afbilleder den det perfekte samfund. Jeg venter bare på at RoboCop-partiet stiller op, så jeg kan give dem min stemme. I’ll buy that for a dollar!

4 kommentarer:

dubqnp sagde ...

Emil-bil-splat scenen er fantastisk!

Anonym sagde ...

ikke at forglemme filmens bedste scene hvor filmens skurk går ind til "Bobbyboy" der sidder og sniffer coke med nogle blonde skøger og blot - tørt - udtaler:

BITCHES LEAVE

Det bli'r ikke meget smukkere.
Episk!

Anonym sagde ...

Du har glemt at nævne de fuldstændige geniale reklameindslag der dukker op før og under nyhederne! Men ellers er jeg fuldstændig enig med dig. Robocop? Total kult film! De andre film i franchisen lever desværre ikke op til etteren...
Og ja,Kurtwood Smith burde havde i det mindst været nomineret til en Oscar for bedste skurkerolle ever!

Kenny Starfighter sagde ...

I flg. instruktøren er filmen en Jesus-lignelse.