fredag den 2. november 2007

J-dag ...

… må simpelthen stå for Jubelidiot-dag! Man forestiller sig nemt, hvordan marketings-medarbejderen stod med hænderne i vejret og råbte: ”KANOOOOOOON!”, da han fik denne ide. Det er nemt, fordi marketings-medarbejdere altid gør sådan, uanset hvad der er sket, men denne gang fik han rent faktisk en (økonomisk) god ide: Tag den sædvanlige guldøl, hæld lidt karamel i, lav en nuttet reklame, og få alle tåber i landet til at tilbede den som en afgud.

Er det ikke sket hver eneste gang, man har stået sammen med en flok venner, og en af dem havde gjort det tåbelige valg at bestille en ”snebajer” (og det navn bliver bare ved med at være så sjovt), at vedkommende tog et første sip (for han drak jo ikke som en mand) af den skumløse væske og udbrød: ”Ja … den smager jo godt!”. Øh, ja, det er jo øl, ikke? Men den smager hverken bedre eller anderledes end enhver flad dansk pilsner, og det er det, der er det uhyggelige i ideen med J-dag: Alle tilbeder den årlige lancering af en øl, som konsekvent dumper hver eneste blindtest, den deltager i, fordi den netop smager af det, den er brygget på: Gullig sne. Det hele er ren image.

Nu kan jeg mærke, at du allerede har placeret cursoren (den blinkende dims) i kommentarfeltet, og er ved at skrive: ”Det er selve traditionen, der er det spændende og det fee’ ved J-dag”. Du mener traditionen med, at en flok overgearede unger står og råber og skriger på øl, og bruger hele deres indkomst på at drikke sig totalt under gulvet en fredag aften? Med andre ord det som sker hver eneste fucking fredag året rundt?! Flot argument.

Nu er det ikke fordi, jeg er typen, der udelukkende drikker Hyldeblomst special-Ale fra Agerskov klosterbryggeri, og glor nedladende gennem åndssvage hornbrille-designerstel på dig, der tumler rundt og hælder en forkølet forklædning af Tuborg Guld ned i svælget. Nej, jeg drikker skam gerne 8 »Ja« pilsnere fra Alta en kedelig torsdag aften i selskab med mig selv. En gang imellem er det dog sjovt nok at smage noget andet, men skulle man formaste sig til at servere det for sine J-dags venner, så hyler og tuder de over, at det er ”grumset” eller at ”der ikke er brus i”. For helvede, hvor en gang skide pattebørn. Så drik dog sodavand!

Det er næsten det, at Tuborg ikke engang kaster kræfterne i at lave en ordentlig øl, der er mest irriterende. De må da have ressourcer til at skabe noget rigtig spændende, i stedet for at man skal sælge sin mors hornhinde på det sorte marked for at få råd til en Stout fra et lokalbryggeri. Retfærdigvis skal det siges, at de dog også laver noget spændende, men prisen bliver skruet helt sindssygt op, da det derved får et skær af fint at drikke andet end almindelig pilsner. Men ved du hvad? Det er det ikke!

Ingen kommentarer: